Koncert

I audiens hos mama

Martha Wainwright var velsyngende og hamrende charmerende i Amager Bio fredag aften, men som helhed løftede koncerten sig for sjældent over det solide.

Martha Wainwright i Amager Bio
Martha Wainwright i Amager Bio

Hun kan godt lide at holde det i familien hende Martha Wainwright. De familiære bånd til faderen Loudon Wainwright III, moderen Kate McGarrigle og ægtemanden Brad Albetta har gennem hele karrieren vævet sig ind og ud af hendes sangskrivning som en blodrød tråd. Senest på hendes aktuelle og ganske fremragende tredje album »Come Home To Mama«, hvor hun tager bestik af livet, som det tager sig ud, efter hun for tre år siden på meget kort tid både mistede sin mor og selv fødte sit første barn.

Set i det lys var der også en vis symbolik i, at den storcharmerende Wainwright havde valgt at gemme de nok så berømte lange ben væk under en lang ulden nederdel fredag aften i Amager Bio. Ingen tvivl om, at mor var kommet til byen. Hvilket på ingen måde gjorde det til et dårligere show, for ærligheden og det personlige twist har altid været en af de bedste ting ved Martha. Sammen med stemmen naturligvis. Og hold da op, hvor sang hun (endnu engang) fabelagtigt; vrede, ømhed, glæde, sorg og frustration – hun pendulerede ubesværet mellem hele registret.

Uhøjtidelig og intim

Hovedvægten af settet var lagt på numrene fra »Come Home To Mama«, der blev spillet fint frem af hendes fem mand store backingband. En noget ukurant flok som bl.a. talte hendes mand Brad Albetta på bas, der bizart nok optrådte som kutteklædt munk iført sort ansigtsmaske. Måske en intern joke? Det virkede i hvert fald sådan, da Martha under et af koncertens stærkeste numre »Everything Wrong« sang de selvudleverende linjer »My husband’s been lying and cheating / I turned my cheek and reason« med Albetta stående med bøjet hoved i baggrunden.

Koncerten var i hele vejen igennem præget af en meget intim og uhøjtidelig stemning. Der var ingen unødvendig staffage, rekvisitter og lys. Fokus var på sangene og kvinden i midten, der med sin magnetiske karisma og umiddelbarhed var en fornøjelse af være i selskab med. Når sangene var bedst, var det virkelig godt – et cover af Edith Piafs teatralske »L’Accordéoniste« og den dirrende smukke »Proserpina« var fænomenale – men i perioder gjorde den uhøjtidelige stemning og et par knap så stærke sange, at intensiteten desværre tog et par uheldige dyk.

Hvad: Martha Wainwright
Hvor: Amager Bio, fredag

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.