Engelske Foals leverede en af den slags koncerter, som man kun kan drømme om at opleve mange flere af på Roskilde.
30. juni 2011, 21:15 – opdateret 30. juni 2011, 21:19
af 6 stjerner
Summen af alt det der gør Roskilde Festival til den vigtigste musikbegivenhed her til lands: en for de 20.000 publikummer mere eller mindre ukendt, ungt orkester, men som stille og roligt lader musikken tale, vinder selvtillid og vokser til superstjerneniveau. På stedet.
Den engelske kvintet leverede et svævende smukt miks af alt det bedste fra Talking Heads på en bund af dansable rocktrommer fra 00’ernes Roskilde-helte i Franz Ferdinand. Dertil et gran dybsort funk og måske vigtigst af alt: Foals havde modet til at dvæle i stemninger og rundgange, improvisere over temaer og spille på det begejstrede publikum som bare tog imod og imod foran scenen.
Musikken var smuk, medrivende uden at være anstrengt eller forceret. Et alternativt rockband af den slags man på forhånd havde frygtet, at Roskilde havde mistet til mindre festivaler så som nykommeren Northside i Århus.
Træt bliver man aldrig af at se den ældre del af publikummet på tres plus arm i arm med de helt unge poder, der dårligt er blevet gamle nok til at administrere en mobiltelefon. Men med gyngende nakker, vippende tåspidser og bølgende arme fandt alle hinanden, selv punkerne og tågehornene duvede med.
Og musikredaktøren forstås.
Hvem: Foals
Hvor: Arena scenen torsdag
