2. juli 2011, 07:30

I sidste sekund reddede Roskilde Festivalens bookere noget af den ære, festivalens kritikere især i de seneste tre år har haft sværere og sværere ved at få øje og øre på. Portishead var ren ønsketænkning, og ved siden af de australske genrerockere i AC/DC og genierne i Radiohead, kunne man ikke ønske sig et bedre navn, et navn hvor det at være stilskabende og ”i live” i mere end én forstand rimer på et publikum som Roskildes.

Til efteråret udsender Portishead album nummer fire. I betragtning af, at briterne fra Bristol har været sammen i 20 år, er det ikke just et imponerende tal. Det er substansen på de tre foregående til gengæld, og ser man tilbage på halvfemserårtiet, hvor Portishead udsendte deres to første albums, er det kun Nirvana, der har betydet lige så meget for populærmusikkens udvikling.

Portishead er så at sige en myriade af fortid og nutid, af klassiske elementer fra blues- og jazz kombineret med hiphop og electronica. Og på toppen af de hele klinger sangerinde Beth Gibbons så skrøbelig, som var både hun og hendes stemme lavet af det fineste, fineste krystalglas. På en god melodi er alt gangbart.

Eneste spørgsmålstegn før deres midnatsmesse på den store, orange scene var egentlig, om Portisheads intime og personlige lyd, kunne holde stand mod åben himmel, blæst og andre uforudsigelige størrelser. Jeg troede det. Jeg ville tro det.

Mislyd

Og blev følgelig så skuffet som en ivrig sofatræner og rutinetipper, der får 13 rigtige på en ellers grå søndag, hvor man så dagen efter finder ud af, at det samme er sket for i hvert fald et par hundrede andre.

Efter en tour de force rundt på arealerne foran den store scene, strategisk og vinkelret placeret foran forskellige højttalerne tårne, blev frustrationerne over mislyden mildt sagt stressende. Musikken kom ud, men det gjorde vokalen ikke, eller den kom og gik efter forgodtbefindende, og da det er netop den, der får dramaet Portishead til at give mening, den der splitter lytterens sanser til atomer og snitter hjerter til Maggi-terninger, gav det hele ingen mening.

Var det mon vinden, eller lå Gibbons for lavt i lydbilledet. Jeg fandt aldrig ud af det, ej heller på sidste stop helt oppe foran scenen. For end ikke på klods hold, lød Portishead, som de kan og bør. De lød bedre, men uden deres velkendte og højt estimerede nærvær. Skulle de have været i det store Arena-telt i stedet? Smed man potentiel magi på gulvet? Tja...

Man fornemmede Portishead i Roskilde, men man mærkede dem ikke. Man genkendte sangene, men de landede aldrig helt og tog bo i publikum, som Portishead-sange normalt gør, både live og på plade.

Hvem: Portishead
Hvor: Orange scene fredag