En energiladet spirrevip

Den britiske sanger og pianist Jamie Cullum nyder - som få andre kunstnere med umiskendelig base i jazzmusikken - idol-status. Og det er velfortjent.

1 Kommentar
5 af 6 stjerner

Helt perfekt. Ja, den første rigtige sommeraften - og så musik i den solide Fredagsrock-tradition med en tusindtallig tilhørerskare. Men også - tilsyneladende overalt i denne skare - en lidt sær blanding af opmærksomhed og begejstring og dertil personer med en uendelig trang til verbal kommunikation.

Men det er så lige her, den 30-årige britiske sanger og pianist Jamie Cullum viser sin suverænitet. Med sin udstråling og overrumplende musikalitet kan han skære igennem, så man glemmer den omkringværende støj, og, ja, tilmed kan han gang på gang lægge en dæmper på snakkehovederne.

Jamie Cullum er en lille energiladet spirrevip - med tydelig glæde ved at synge, spille og underholde. Som få andre kunstnere med umiskendelig base i jazzmusikken har han opnået idolstatus - uden på noget tidspunkt at sælge ud af sig selv. Der er selvfølgelig hen ad vejen en god portion af rock og pop, blandt andet i den udadvendte »Get Your Way« med herlige slaglinje »What Game Shall We Play Today«, men efterfølgende bliver det helt naturligt til uforfalsket jazz med Cole Porter-klassikeren »Just One Of Those Things«. Og det swinger i »klassisk« forstand - voldsomt og medrivende - med solide soli fra tenorsaxofonisten Tom Richards og trompetisten Rory Simmons - og ikke mindst fra Jamie Cullum selv, der med virtuositet og opfindsomhed fastslår, at han er en mesterlig jazzpianist.

Mesterlig sanger

Og så er Jamie Cullum da mindst lige så mesterlig som sanger. Han synger så flot og så flabet i en tilbagelænet - helt personlig jazzcroonerstil, og han bevæger sig med samme troværdighed i en gammel ballade som »If I Ruled The World« som i et løssluppent værk, hvor han ubesværet inddrager publikum i det dynamiske omkvæd: »I Feel Fine«!

Det bliver også til gode udflugter med jazztrio-musik, hvor Jamie Cullum bliver fornemt ledsaget af trommeslageren Brad Webb og bassisten Chris Hill, og sidstnævnte er eneakkompagnatør, da sangeren giver en forrygende version af endnu en Cole Porter-klassiker - med direkte adresse til publikum - »I Get A Kick Out Of You«.

Det er kort sagt et handlingsmættet show, og de to timer flyver af sted for at kulminere i Jimi Hendrix' »The Wind Cries Mary«, hvor man endnu engang fascineres over Jamie Cullum - hans stemme, hans klaverspil og hans vedvarende energi.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Kommentarer

Sortering:

Snak under koncerten

Jeg tror det store problem med snak under koncerten, skyldes den dårlige lyd... Hvor jeg stod, var lyden ualmindelig lav og derfor falder man ikke på samme måde ind i koncerten og den dejlige stemning... Jeg genkender problemet fra andre koncerte med lav lyd, kan folk snakke uden de store problemer, jamen så gøre de det.
Den eneste måde at løse dette irriterende problem, er at få skruet ordentlig op for den lækre musik - det er jo den man er kommet for at høre!!!