Dolly dog

Evigt charmerende Dolly Parton sendte desværre entertaineren i stedet for sangerinden- og sangskriveren til København.

Det platinblonde hår er købt, brysterne ligeså, ansigtet er løftet mange gange. Det er tydeligt. Og hvad så? Det er en del af varemærket Dolly Parton. Del af den amerikanske drøm, der banker under hendes opstrammede hud. Her er hun på scenen i Viborg.
Det platinblonde hår er købt, brysterne ligeså, ansigtet er løftet mange gange. Det er tydeligt. Og hvad så? Det er en del af varemærket Dolly Parton. Del af den amerikanske drøm, der banker under hendes opstrammede hud. Her er hun på scenen i Viborg.

Man sidder godt på sjette række midt for. Næsten så tæt at man kan gribe om skæret fra mødet mellem rhinstenene på Dollys kjole og spotlyset mellem sine hænder og i sprækken af en lynsnar øjenbevægelse. Helt tæt på ser hun ud, som Dolly Parton på billeder, som den lille pige Dolly Rebecca Parton drømte om at se ud, når hun af og til så- og spejlede sig i den lokale landsbyluder. Det er ikke mine, men hendes egne ord. Det platinblonde hår er købt, brysterne ligeså, ansigtet er løftet mange gange. Det er tydeligt. Og hvad så? Det er en del af varemærket Dolly Parton. Del af den amerikanske drøm, der banker under hendes opstrammede hud.

Klokken er to minutter i otte. Dolly smiler og byder velkommen indenfor til publikum i alle aldre. ”I can see the light/Everything is gonna be allllllll riiiight,” synger og forsikrer hun, ”Hallo how are you so good to see you,” hilser hun energisk videre, ”I’m walking on sunshine”. Og jo, det føles godt, som det hedder videre i samme sang.

Sikke en entre. Hun stråler, gløder og er præcis så kitchet, halm i træsko-amerikansk og lige til, som man turde håbe på. Et livstykke, uden tvivl, et livstykke. Alt dette pågår mens publikum tumultarisk søger deres pladser med lys fra mobiltelefoner. Dolly er gået på lidt før tid, vi er mange og stolerækkerne er trange.

Dolly lader sig ikke mærke foran sine 10 musikere og korsangere. Hun er hastigt videre, ”Baby, I’m burning out of control,” synger hun og husker salen på, at ”det er jeres show, I kan gøre, hvad I vil”. Og det gør folk til klassikeren ”Jolene,” der sendes af sted efter blot ti minutter. Normalt gemmer musikere deres bedste sange til sidst, men det behøver Dolly Parton ikke tænke på, for hun har så mange. Straks den er færdig begynder hun at fortælle stort og småt om sit liv, sin opvækst. Indimellem får vi en masse covers, Beatles’ ”Help”, Led Zeppelins ”Stairway To Heaven”. De lyder rædselsfulde og hun behøver dem ikke.

Efter en halv time har intet været fantastisk, den har snarere været en smule stressende, forvirret. Meget Dolly. Hendes charme er skøn. What you see is what you get. Af fine fornemmelser er der ingen, kun selvironi og professionel entertainment. ”Jeg ved godt, at jeg ligner en luder, men jeg har altid villet se sådan ud,” forklarer hun og tilføjer: ”Whitney Houston har betalt for det hele.” Aftenens stjerne skrev sangen ”I Will Always Love You”, og Whitney Houston sang den som bekendt til ikonstatus i ”Bodyguard”. Dolly og hendes bankrådgiver elsker Whitney.

Den næste halve time sætter hun sig til rette og fortsætter sin fortælling om opvæksten med 12 søskende i Smokey Mountains, da de alle var født var forældrene henholdsvis 35 og 37 år! Der var ingen penge, men kærlighed nok til alle. Om det har hun skrevet sange, deriblandt hendes personlige favorit i kataloget, sangen om moderen, sej, sød og fantastisk som hun var, ”Coat Of Many Colours”.

Hun har fortalt disse minder tusinder af gange fra en scene, det er tydeligt. Hun skal fra A til B. På begynder allerede næste linie inden publikum har suget den forrige til sig. Det skal virke personligt, men virker som alt andet. Som noget pladderromantik. Publikum responderer heller ikke og jeg keder mig bravt.

65-årige Dolly Parton er på verdensturné med sit aktuelle ”Better Day”-album, hendes 41. Hvilket i sig selv er vanvittigt imponerende. Titelnummeret får vi, en fin lille blues-sag. Den poprockede første single ”Toghether you and I” følger efter, søstersangen ”When I’m holding you I’m holding everything” understreger et af Dollys hovedspor som sangskriver, kærlighedssangen. Forum er nu ved at vågne. Så Dolly stopper op igen, fortæller om sin filmkarriere, der til januar byder på nyt, en komedie med et gospeltema. Den tidligere rapper Queen Latifah har hovedrollen, forklarer Dolly og giver et lille medley af gospelsange fra filmen og hele den store finalesang, som hun selv har skrevet, den hedder ”He’s everything”, en sang om den Gud, hun har forholdt sig til livet igennem.

Efter 85 minutter er der pause. Så godt som alle andre, ville have stoppet her. Men ikke Dolly. Hendes fans og nye nysgerrige skal have noget for pengene. 25 minutter senere er hun tilbage, med nyt hår, ny rød kjole med frynser. Påsyet rhinsten på samme måde som de mange forskellige instrumenter, hun berører – autoharpe, saxofon, banjo, akustisk- og elektrisk guitar. Hun en fløjte er ren.

Første nummer er en sej countryrocker om en kvinde, der kommer til Hollywood og drømmer om karriere og om at køre i en hvis limousine. Mere country, ”Country is as country does”, en sang der kunne være om hende selv, om at være country fra hoved til tå. Nu er der gang i kludene, i publikum, i koncerten.

Det er så såre banalt og lige til, lyrikken er ikke ulig Larsens, der rimes på det mest åbenlyse, som alle andre af samme grund ville have valgt fra. Ikke Dolly, hun foregiver ikke andet. Heller ikke nu. ”Here you come again”, ”Islands in the stream”, nu kommer klassikerne, og publikum opfordres til at rejse sig. ”9 to 5” og pludselig er det hele slut, de bedste 45 minutter er forbi. Næsten, for sangen når ikke at rinde ud, før Dolly er tilbage.

Et par hundrede publikumer går op imod scenen og stiller sig, for helt unødvendigt at blive sendt tilbage igen.

Så kommer den, pengemaskinen, ”I will always love you” tilsat levende stearinlys på den store bagsceneskærm. Kan det blive mere kitch, mere Dolly? Næppe.

Vi har fået det af hende, hun ønskede at give, Dolly Parton, entertaineren. Havde hun dog bare sendt sangerinden og sangskriveren i stedet, og ladet hende folde sine mange smukke, intense sange ud, country, bluegrass, pop. Dét havde været noget.

Hvem: Dolly Parton
Hvor: Forum, København mandag

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.