Vinterjazz

Charmerende tangentguru

Den 73-årige amerikanske hammondorganist Dr. Lonnie Smith var mand for at levere velgyngende »klassisk« orgeljazz.

Den amerikanske hammondorganist Dr. Lonnie Smith med guitaristen Jonathan Kreisberg og trommeslageren Johnathan Blake. Foto: Torben Christensen
Den amerikanske hammondorganist Dr. Lonnie Smith med guitaristen Jonathan Kreisberg og trommeslageren Johnathan Blake. Foto: Torben Christensen

Uden at placere sig centralt i jazzverdenens instrumentarium så har hammondorglet dog fået sig en ganske solid placering.

Det skyldes først og fremmest den amerikanske organist Jimmy Smith, som fra slutningen af 1950erne fastslog instrumentets velegnethed til de mere blues- og gospelfarvede udgaver af jazzen, og som med sine trioer spillede musik, der foregreb den senere fusionsjazz.

Andre organister fulgte stilen, og blandt de mest beundrede er den nu 73-årige Dr. Lonnie Smith, som er en fornem betvinger af det store Hammond B3 orgel.

Dette instrument har da også siden torsdag været centralt placeret på scenen i Jazzhus Montmartre, klar til tre for længst udsolgte koncerter. Og ved den midterste, fredag aften, viste den visuelt farvestrålende tangentguru sig i en på alle måder veloplagt form.

En kende udpinte udgange

Ikke overraskende kom det til at handle om musik i den »klassiske« orgeljazz-stil, altså velgyngende og udadvent musik med fortættede og tykke orgeltoner som boblende fundament. Undertiden sang Dr. Lonnie Smith lidt med, hvilket dog var mere charmerende end musikalsk befordrende.

De relativt få numre, som i rigt mål udfyldte aftenens koncert, var primært hentet fra organistens seneste udgivelser, »The Healer« og den netop udsendte »Evolution«. Og de blev alle trukket godt ud og vendt og drejet efter alle kunstens regler.

Ikke mindst havde organisten en tendens til at lade udgangen på et værk ekspandere, så musikken på én gang blev medrivende, euforisk, voluminøs og slutteligt en kende udpint.

Dr. Lonnie Smith blev sekunderet af trommeslageren Johnathan Blake, der med sit sikre og slagkraftige spil passede perfekt til stilen, og så var det ellers guitaristen Jonathan Kreisberg, som med sit virtuose og opfindsomme spil stod for aftenens mest fængende, flydende og fascinerende solistiske indslag.

Yderst original var hans behandling af Paul Simons »50 Ways to Leave Your Lover«, og ikke mindst fastslog han sit mesterskab, da han i balladen »Pilgrimage« viste guitarspil af et sjældent pompøst tilsnit.

Fint underspillet humor

Men selvfølgelig handlede det i høj grad om ensemblemusik, altså triojazz med organisten som manden i midten.

Og det var en stor fornøjelse at lytte til tangentspillerens ganske blues-influerede udtryk, både når han tog sig god tid til at vælge toner, der på én gang forekom logiske og overraskende, eller når han bare eksploderede, som han gjorde det i en intens dialog med trommeslageren Johnathan Blake i en hårdtswingende version af Richard Rodgers’ »My Favorite Things«.

Dr. Lonnie Smith var også mand for en god portion fint underspillet humor, og mindeværdigt var det, at han i aftenens ekstranummer omdannede sin stok til et instrument, vel nærmest en slags basguitar, for at levere solospil, som var fornøjeligt, men som til trods for lidt bluessang og bidrag fra hans sekundanter blev trukket betydeligt længere ud, end der var musikalsk dækning for.

Hvem: Dr. Lonnie Smith Organ Trio.

Hvor: Jazzhus Montmartre, fredag aften.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.