29. november 2009, 11:42

Det er ikke svært at se det økonomiske og kunstneriske potentiale i at lade en af landets største sangskrivere fortolke en af verdens største ditto – og så omsætte hele herligheden til en teaterkoncert.

Og pengene skal nok trille ind på Betty Nansen Teatret i den periode, hvor »Baby Blue« spiller. Alene de nyfigne fans af Steffen Brandt og Bob Dylan vil jo kunne fylde salen hver eneste aften.

Til premieren viste den kunstneriske side af sagen sig imidlertid at være en anderledes problematisk størrelse.

Her var der nu alt muligt godt at sige om Brandts gendigtninger, som blev givet med al den dybde og varme, som øret savnede på det tørt producerede album, sangene er hentet fra.

Numre som »Drømmen om Johanna«, »Det meste af tiden« og »Jeg vil ha dig« blev således leveret af århusianeren og hans fine backingband, så det fik Thomas Blachman, Flemming Rose, Susanne Bier og de andre pingede premieregæster i plysset til at nikke med nakken.

Stole, sne, forvirring

Men hvorfor Trine »Danse i måneskin« Dyrholm er valgt til at stå over for Brandt, det forblev et mysterium. For vel er hun en god skuespiller, men hendes stemme er slet, slet ikke interessant nok til at løfte de sange, hun her er tildelt.

Om det så var den vokale usikkerhed, der smittede af på hendes gøren og laden på scenen, det vides ikke, men hun virkede sine steder kejtet og diffus.

Eller måske var det bare, fordi hun som os andre havde svært ved at finde hoved og hale i iscenesættelsen, som bød på optrin med stole, kunstig sne, løvemasker und so weiter, men aldrig gav sangene noget reelt med- eller modspil.

»Altså, jeg synes én ting i dag og en anden i morgen«. Det sagde Dylan engang. Og hvor det hos ham og hans danske fortolker resulterer i stimulerende tvetydighed, så er det blevet til ligegyldig flimren hos teaterkræfterne på Betty Nansen.

»Baby Blue« er sagt med færre ord frydefuld for øret – men forvirrende for øjet.

»Baby Blue« på Betty Nansen Teatret, lørdag. Spiller til den 23. januar 2010.