Socialdemokrater og SFere fester i København. I Pumpehuset ser man frem til at hylde Frank Jensen, mens Villy-effekten slippes løs på Karrierebar.
17. november 2009, 21:23
Den første øl blev serveret klokken 19.50 og først engang i nat vil den socialdemokratiske valgfest i Pumpehuset lukke ned.
Unge mennesker klædt i festtøj og det rød-gule ”Stem på Frank”-halstørklæde fylder spillestedet. På bordene: røde roser. På væggene: Frank Jensens ”Respekt for København”-valgplakater. Langs væggene: store mængder røde balloner. Der er dømt socialdemokratisk valgfest i København.
Læs også: Storsejr til rød blok i København
Arrangørerne af valgfesten forventer, at 6-700 mennesker i løbet af aftenen vil troppe op i det gamle vandværk og fejre partiet og dets spidskandidat i hovedstaden, Frank Jensen. En spidskandidat, der senere i aften forventes at kunne lade sig hylde som Københavns nye overborgmester. Og en spidskandidat, der i samme forbindelse vil afholde en festtale for de fremmødte ved den socialdemokratiske valgfest.
Villy-effekten
Andetsteds, på den trendy Karrierebar i Københavns kødby, er det optimistiske brasilianske sambarytmer fylder "Karrierebar" i Kødbyen. Her holder SF valgaften, og det er en optimistisk aften af de særlige. Inden så længe kommer SF-lederen Villy Søvndal, der efterhånden er blevet en "effekt". Villy-effekten.
Folk kommer sivende ind ad døren til en fest, der endnu ikke gået rigtigt i gang. Der bliver varmet godt op. Både i baren og ved bordene. Dæmpet belysning og hvide balloner overalt med SFs røde logo. Der snakkes højt i forsøg på at trænge igennem de høje sambarytmer, som insisterer på fest, optimisme og godt humør.
SF har inviteret til valgfest, og med en gennemsnitsalder på maks. 30, hvis man kaster et hurtigt blik nedover Karrierebars lange lokale med stålbaren, så er det fest-folket, der er kommet. Pludselig bliver der skruet ned for sambamusikken, for Villy Søvndal er på, live fra Cirkusbygningen. Den høje snak er blevet afløst af en summen, mens Villy Søvndal. Ogå snart han er færdig, bliver de skruet op for festen, der nu er ved at være i gang.
Øl-billetter til alle
Tilbage i Pumpehuset skulle Socialdemokraternes valgfest også gerne være sikret. Dels fordi partiet med Frank Jensen i spidsen, står til at få overborgmesterposten i København. Og dels fordi feststemningen i Pumpehuset er kørt i stilling:
- Vi har givet fire øl-billetter til alle gæsterne ved valgfesten i aften, fortæller partisekretær, Lars Midtiby (S) til berlingske.dk. Han uddyber:
- Vi vil gerne byde på et par valgøl, det er meget rimeligt. Og derudover kan festdeltagerne købe drikkevarer til rimelige priser.
Respect for Frank
Fra dj-pulten lyder ungdommelig festmusik, og dj’en lover da også, at der hele aftenen igennem vil blive spillet ”frisk musik”. Musikken, der vil spænde fra Elvis frem til i dag, forventes hovedsageligt at bestå af udenlandske sange, og en hel del af dem vil indeholde ordet ”respekt.”
Èn ting kan aftenens dj afsløre for berlingske.dk: Når Frank Jensen træder på scenen bliver det til tonerne af Aretha Franklins’ Respect.
Hvad Villy Søvndal vil optræde til på Karrierebar vides ikke.
Læs også: Portræt: Den nordjyske kronprins

































