Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Portræt: Dramatikeren Bondam

Det startede på de skrå brædder men endte i politik. Klaus Bondam er kendt for engagement, humor og rod i regnskabet. Exit-poll tyder på, at han bevarer sin borgmesterpost.

Mange ved det ikke, og det kan heller ikke høres i stemmen, men Klaus Bondam blev født på Bornholm. Der er heller ikke mange, der ved, at han er uddannet toldbetjent. Men det var også inden han blev skuespiller.

For det var sådan han brød igennem til publikum. Uddannet på skuespilskolen i Odense i 1992 og efterfølgende balancerende på de skrå brædder på diverse teatre. Men vel nok bedst husket for sin rolle som toastmasteren i Thomas Vinterbergs ”Festen” og som den perverterede studievært Niels Buckingham i tv-serien ”Langt fra Las Vegas”.

Men Klaus Bondam havde mod på mere end replikker og manuskripter. Han var direktør på en række teatre i hovedstaden, inden han blev valgt ind i Københavns borgerrepræsentation i 2001 for det Radikale Venstre.

Efter valget i 2005 besluttede han sig for at neddrosle skuespillet og i stedet satse helhjertet på politik. Han fratrådte sin stilling som direktør i Folketeateret og blev Teknik- og Miljøborgmester i København.

Klaus Bondam har et omfattende netværk og er kendt blandt kollegerne på rådhuset som en munter person, der sørger for at alle bliver hørt. Men også af sine modstandere som en kyniker, der ikke skyr nogle midler og går direkte efter sine mål.

I efteråret var han i uheldigt søgelys, da Berlingske Tidende kunne fortælle, hvordan han havde ladet kommunen betale for cykelturen med Team Rynkeby. Det var ikke første gang, Klaus Bondam har haft problemer med regnskaberne. Som da han i 2007 havde ladet den kommunale pengekasse betale for sminke og strygning af skjorter. Eller i foråret 2009, da revisionsfirmaet Deloitte kritiserede ham for rod i bilagene.

I København er Klaus Bondam kendt for sin trafikale lidenskab for cykler. Han drømmer blandt andet om at gøre København til verdens bedste cykelby og om at forbedre luftklimaet i byen. Han er også kendt for at lukke Nørrebrogade af for trafik og for den ambitiøse klimaplan, der skal gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad. Og klimaet er noget, der fylder meget. Klaus Bondam har siden 2007 repræsenteret København i en organisation, der kæmper for at få indført byernes rolle i klimaaftalen.

Kritikerne har været efter ham, mens støtterne har bakket op. Han var blevet spået et dårligt valg, men umiddelbart lader det til, at han beholder sin borgmesterpost. Men først når alle stemmerne er talt op, ved Klaus Bondam, om han skal spille rollen som vinder eller taber, når tæppet går op i morgen.