Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Manu Sareen forlod rådhuset i vrede

Nummer to hos de Radikale i København, Manu Sareen, var rasende, da han forlod rådhuset onsdag morgen. På hans hjemmeside vælter det ind med indlæg fra vælgere, der er skuffede over alliancen med DF.

Den radikale kronprins i København, Manu Sareen, der står nummer to på liste B, var rasende, da han onsdag morgen forlod Københavns Rådhus.

Ifølge politiken.dk hænger det utvivlsomt sammen med den overraskende aftale, som Klaus Bondam har indgået med V og DF for at fastholde sin borgmesterpost.

- Jeg forlod rådhuset i vrede. Det ved enhver, som overværede det, siger Manu Sareen til Politiken.

Han ønsker dog ikke at kommentere sagen yderligere.

- Jeg har lovet ikke at sige noget, og det holder jeg, udtaler han.

Negative indlæg

Partifællen Klaus Bondam er allerede blevet bombarderet med stærkt negative indlæg fra vælgere på sin hjemmeside, og også på Manu Sareens hjemmeside kan der spores utilfredshed blandt de københavnske radikale.

Som kommentar til et blogindlæg, hvor Manu Sareen argumenterer for, hvorfor DF skal holdes uden for indflydelse og en borgmesterpost, udtrykker adskillige borgere skuffelse over de Radikale.

- Hold da op, en alliance med hovedfjenden. Nu kan politik da snart ikke synke dybere, lyder det i et indlæg.