I går havde K, S og SF en underskrevet aftale om at gøre SF’s Hans Henrik Madsen til borgmester. Her til aften har de konservative trukket sig fra aftalen. Lene Espersen har haft en finger med i spillet.
18. november 2009, 15:53 – opdateret 18. november 2009, 15:56
På trods af, at Venstre i Lyngby-Taarbæk kommune under hele valgkampen har modarbejdet den siddende konservative borgmester, Rolf Aagard-Svendsen, valgte partiet i dag alligevel at tilbyde ham borgmesterposten.
Det sker på trods af, at de konservative havde sat deres underskrift på en konstitueringsaftale med Socialdemokraterne og SF, der gjorde SF's Hans Henrik Madsen til borgmester. Men nu tidligt på aftenen valgte de konservative at trække sig fra den aftale. Dermed fortsætter Rolf Aagard-Svendsen som borgmester i Lyngby-Taarbæk kommune.
"Vi troede, en aftale var en aftale. Det var det åbenbart ikke," siger Hans Henrik Madsen til berlingske.dk
Lene E. med i afgørelsen
De konservatives partiformand, Lene Espersen, har lagt pres på Rolf Aagard-Svendsen for at han skulle trække sig fra den eksisterende konstitueringsaftale med S og SF. Det indrømmer den nyudnævnte borgmester over for berlingske.dk
"Det er korrekt, at vi har snakket med hende både før og efter, vi selv fik tilbuddet fra Venstre. Vi har lavet den nye aftale for at sikre, at vi får den indflydelse, vi gerne vil have. Det havde vi ikke i går nat. Nu har tingene ændret sig"
Hvordan ville du have det, hvis en af dine samarbejdspartnere løb fra en aftale?
"Jeg ville blive smaddersur. Det er de andre også, Men hensynet til, at vi får en borgerlig ledet kommune vejer tungere," siger Rolf Aagard-Svendsen.
Det Konservative Folkeparti konsituerer sig med Venstre, Dansk Folkeparti og de Radikale, hvorved de opnår det afgørende flertal i byrådet.
































