Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hvem bliver Frank Js borgmesterkollega?

Socialdemokraterne i København holder i aften møde for at vælge kandidaterne til partiets anden borgmesterpost, formentlig på børne- og ungeområdet.

Socialdemokraternes stemmetal i Københavns Kommune har givet dem overborgmesterposten og endnu en borgmesterpost, som de er fjerdevælger til.

Hvem der bliver borgmesterkandidater, afgøres i aften på et delegationsmøde. Hvilken post partiet går efter, kommer på plads i løbet af weekenden, fortæller Socialdemokraternes gruppeformand Jesper Christensen.

- I aften vælger vi max. fire kandidater, som går videre i spillet. Så ser vi på, hvad det er for et persongalleri, hvad det er for poster, der kommer i spil, og hvad der i øvrigt er folks ønsker til, hvad de vil ind og arbejde med i den nye gruppe, inden vi beslutter den endelige kandidat, fortæller han.

Anne Vang er klar

De nyvalgte medlemmer af den socialdemokratiske gruppe har indtil klokken 12.00 i dag til at meddele, om de vil stille op som kandidater til borgmesterposten. Det er altså endnu ikke besluttet, hvem der kommer i spil på aftenens delegationsmøde.

- Folk fik først sent i aftes at vide, om de er valgt, og det er klart, at de skal have lejlighed til både at glæde sig over de gode resultater og komme sig over, hvis det skulle være mindre godt og så tage stilling til, om de vil være kandidat som borgmester, så det er for tidligt at sige noget om, fortæller Jesper Christensen.

Af mulige emner til socialdemokraternes anden post har været nævnt nuværende beskæftigelses-og integrationsborgmester Jakob Hougaard og politisk ordfører Anne Vang. Også gruppeformand Jesper Christensen vil meget sandsynligt gerne avancere, selvom han her til morgen ikke kunne fortælle, om han melder sig som kandidat eller ej. Ikram Sarwar og nyvalgte Lise Thorsen vurderes til at være dark horses, hvis Frank Jensen og partiforeningen ønsker fornyelse i persongalleriet på rådhuset.

Politisk ordfører Anne Vang venter ikke til klokken tolv med at offentliggøre, om hun vil gå efter borgmesterposten. Den udmeldning kom hun allerede med i sidste uge.

- Jeg har allerede sagt, at jeg gerne vil være kandidat. Det snakkede jeg med min kredsformand om i sidste uge. Jeg har selvfølgelig hele tiden haft det sådan, at hvis jeg kunne få lov til at bestride en post, hvor man kunne gøre en kæmpe stor forskel for København, så ville jeg gerne det. Det er klart at jeg er blevet styrket i den beslutning efter at have oplevet vælgernes opbakning ved valget, det var fantastisk dejligt, siger Anne Vang.

Børneområdet oplagt

Indtil videre er kun to borgmesterposter fordelt. Frank Jensen har sat sig på overborgmesterposten og SFs Bo Asmus Kjeldgaard har valgt miljø- og teknikborgmesterhatten. Tredjevælger er Venstres Pia Allerslev, nuværende kultur- og fritidsborgmester, som nok ventes at gå efter den samme post.

Hvilken post Socialdemokraterne satser på, er endnu ikke afklaret og falder først på plads i weekenden, men Jesper Christensen fortæller, at børne- og ungeborgmesterposten er yderst attraktiv:

- Det er klart, at vi har prioriteret børne- og ungeområdet som et af de vigtigste, så det er jo oplagt i hvert fald at overveje, om ikke det er den, vi skal forsøge at gå efter. Alle områderne er interessante, men det er klart, at børneområdet er et af de områder, hvor vi synes, vi har en særlig profil og et særligt ansvar for at løfte nogle opgaver som det største parti i byen, siger han.