Ældre Sagen raser over, at det bliver dyrere og dyrere for ældre at få bragt mad ud til hjemmet, ligesom madpriserne er vidt forskellige i landets kommuner. Et politisk flertal vil lave prisloft på den udbragte mad.
1. november 2009, 21:30
Mens fru Jensen i Gentofte betaler 77 kroner for at få bragt en hovedret med tilhørende biret hjem i stuen, slipper fru Hansen i Randers med 42 kroner for samme ydelse. Der er nemlig stor forskel på madpriser i de danske kommuner, og på landsplan er priserne samlet set steget med 43 procent siden år 2000.
Men nu skal det være slut med varierende og stigende madpriser, mener et politisk flertal uden om regeringen. De er klar til at indføre prisloft over den udbragte mad.
»Når man er berettiget til at få bragt mad ud, er det, fordi man ikke længere selv kan lave sin mad. Derfor bør der laves et prisloft på 45 kroner om dagen for mad,« siger socialordfører Mette Frederiksen (S).
I juli i år trådte en ny lov i kraft, som sikrer, at ældre plejehjemsbeboere højst må betale 3.000 kroner om måneden for deres mad. Allerede dengang foreslog Socialdemokraterne og SF, at der også skulle indføres et loft over prisen på den udbragte mad, men regeringen og Dansk Folkeparti stemte i mod. Nu har støttepartiet imidlertid ændret holdning:
»Dengang sagde vi, at vi måtte indføre et prisloft, hvis vi så prisstigninger på den udbragte mad. Og da vi gør det nu, må vi indføre loftet,« siger formand for Folketingets Socialudvalg Martin Henriksen (DF), som vil tage forslaget med til de kommende finanslovsforhandlinger.
Mens samtlige partier i oppositionen bakker op om prisloftet, er de Konservative og social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) mere skeptiske. De mener, at det er op til den enkelte kommune at holde madpriserne på et niveau, som de ældre kan har råd til.
»Det er op til kommunerne at sikre, at de ældre har penge til at betale den mad, de får tilbudt,« siger ministeren.
Men madpriserne er jo steget i kommunerne de sidste ti år, uden at kommunalpolitikerne har bremset det. Hvor længe skal priserne stige, før staten indfører et loft?
»Det er kommunernes ansvar. Jeg har ingen aktuelle planer om at indføre et prisloft,« siger Karen Ellemann.
Dyr mad skader sundhed
Ifølge Ældre Sagen er der god grund til at slå ned på de høje madpriser:
»Vi har oplevet et stigende antal henvendelser de seneste år fra folk, som ikke synes, de har råd til at betale maden længere,« siger økonom i Ældre Sagen Jens Højgaard.
»Madpriserne presser nogle pensionister så hårdt på økonomien, at de aflyser maden nogle dage og i stedet gemmer resterne og deler måltiderne ud på flere dage. Det kan gå ud over deres sundhed,« tilføjer han.
Det er også problematisk, at madpriserne er så forskellige kommunerne imellem, fordi det skaber social ulighed, siger Jens Kofod, forsker i ældres levevilkår ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
»Det betyder, at de ældre, der har færrest penge, bliver nødt til at vælge maden fra. Det kan føre til undervægt og mindre struktur i hverdagen, fordi madbakkerne er med til at markere bestemte tider på døgnet,« uddyber han.

































