En fordobling til de konservative og de Radikale på skrump til det halve, viser en ny Gallup før valget i København.
10. november 2009, 22:45
Om en uge er magtbalancen på Rådhuset i København højst sandsynligt forskubbet.
Til Kommunalvalget tirsdag den 17. november vil de københavnske vælgere nemlig sætte halvt så mange krydser ved de Radikale, mens de Konservative vil få næsten dobbelt så mange stemmer, som ved sidste valg. Det forudsiger en Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende og TV 2 Lorry.
Ifølge målingen vil de Konservative, der ved valget i 2005 fik seks procent af stemmerne på tirsdag indkassere 11 procent af stemmerne.
Ganske modsat ser det ud for de Radikale, der står til en halvering. Mens partiet med Klaus Bondam i spidsen ved sidste valg opnåede 12 procent af stemmerne, peger kun seks procent af vælgerne i dag på det gamle husmandsparti.
Den radikale nedtur og den konservative fremgang vil få stor betydning for magtbalancen på Rådhuset. Sådan lyder det fra lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, der blandt andet har forsket i kommunalpolitik:

Bondam har fejlet
»De Radikale står til at miste deres borgmesterplads. Dermed mister de en synlig platform, og de vil derfor få svært ved at komme tilbage igen ved næste valg,« siger han og begrunder den radikale tilbagegang med en »generel, landspolitisk tendens« samt med det faktum, at den siddende borgmester ikke stod mål med forventningerne:
»Ved sidste valg kom Klaus Bondam ind fra siden: sjov, kreativ og kendt fra Vild med Dans og Langt fra Las Vegas. Der havde han jo en kendisplatform at køre på. Den skulle han i løbet af perioden have omformet til en politisk platform. Og det har været svært for ham.«
Mens Klaus Bondam ifølge Gallup-undersøgelsen må se sin partigruppe halveret efter valget, ser det anderledes positivt ud for de Konservative.
Ifølge Kasper Møller Hansen kan fremgangen tilskrives flere ting:
»Mogens Lønborg har ikke haft rod i sin forvaltning, som nogle af de andre borgmestre har. Det kommer ham til gode nu,« siger han og uddyber:
»Men også Ritt Bjerregaards stemmer spiller ind. Hun formåede i sin tid at trække stemmer på tværs af alle partier, og de stemmer er kastet op i luften nu. De giver også de Konservative fremgang.«
Manu Sareen, der er radikal gruppeformand i København, ærgrer sig over målingen: »Man kan aldrig være tilfreds med en halvering. Nu har vi en lille uge tilbage til at vende udviklingen, og vi vil gøre alt hvad vi kan,« siger han og uddyber: »Vi kæmper videre, vi laver uddelinger, og vi giver den gas. Det er den tilgang, man skal have til det.«
I den konservative valglejr er jublen lettere at spore: »Det er mere end tilfredsstillende, for det betyder en fordobling af vores mandattal,« siger Sundheds- og Omsorgsborgmester, Mogens Lønborg (K).
Når det er lykkedes borgmesteren at skaffe fremgang skyldes det, ifølge ham selv, en velfungerende forvaltning: »Jeg har en meget inddragende stil og prøver at gøre ting i fællesskab. Der er ikke noget rådhusfnidder i mit udvalg. Der trives det slet ikke.«
































