20. april 2010, 22:30

Som journalistelev blev jeg for snart et kvart århundrede siden belært af en redaktør om, at ’frygt’ og ’bekymring’ er brændstoffet til mange jammerlige journalistiske historier. Det er fuldstændig gratis at frygte noget eller været bekymret. Det kan enhver gøre eller være af mange forskellige – ofte politiske – grunde. Og de værste, forklarede redaktøren med hævet pegefinger, var dem, der frygtede og bekymrede sig på andres vegne. Over for den slags aktører skulle alle journalistiske advarselslamper være tændte.

Men det var som om de var slukket i en højere sags tjeneste, da Jyllands-Posten i sidste uge på sin forside og på to sider inde i avisen kunne proklamere, at journalister mener, at ’ytringsfriheden er under pres’.

Undersøgelsen var lavet af Foreningen for Undersøgende Journalistik og Jyllands-Posten, og den var baseret på henvendelse til 903 journalister på landsdækkende medier. 453 havde svaret tilbage.

På det generelle spørgsmål, om ’ytringsfriheden i Danmark efter din opfattelse er under pres’, svarede 9,7 pct. ’ja, i høj grad’. 31,9 pct. svarede ’ja, i mindre grad’. Alt overvejende mente gruppen af bekymrede, at presset på ytringsfriheden skyldtes ’vold fra islamiske fundamentalister’.

Men tallene viste den generelle frygt og bekymring på andres vegne. 74 pct. af de adspurgte havde aldrig personligt oplevet selvcensur fra ledelsen. 83 pct. havde aldrig personligt censureret sig selv på grund af nogen som helst frygt eller bekymring. Og endelig viste det sig, at den smule konkret oplevet pres på ytringsfriheden blandt et lille, lille mindretal af de 453 besvarelser skyldtes pres fra redaktører eller egen frygt for at miste kilder eller blive kritiseret af mediets målgruppe.

Overskriften: ’Journalister: Ytringsfriheden er under pres’ og henvisningen til muslimske fundamentalister savner således enhver rimelig dokumentation udover lidt fristilsbekymring på andres vegne og hvad der ligner en hårdtpumpet politisk dagsorden.

Måske var det på tide, at danske medier – også dem, der har været mest igennem og gennemlever en helt urimelig sikkerheds­situation i dag – kommer ud på den anden side af Muhammed-krisen. Jyllands-Posten havde intet at undskylde, da avisen trykte nogle karikaturtegninger.

Uforvarende blev avisen og Danmark en del af et politisk spil, som havde meget lidt med journalistik at gøre. Og hvis der nu – snart fem år senere – endelig skal males Muhammed på væggen, så bør det være med tungere talmateriale og en entydighed i procenterne, der svarer til entydigheden i overskriften.

Tilbage til min tid som journalistelev på Jyllands-Postens daværende egnsredaktion i Aalborg, der på det tidspunkt var Danmarks hovedkvarter for landets lille håndfuld nynazister. En anden redaktør foreslog, at jeg involverede mig i miljøet og skrev om tåberne. Efter et døgns betænkningstid takkede jeg nej.

Jeg turde ikke.

Var det et udtryk for, at ’ytringsfriheden var under pres’?

Det ville nok have været at tage mig selv lidt for højtideligt. Især når ytringsfriheden i øvrigt susede om ørerne på mig fra morgen til aften, og har gjort det lige siden.

Men derfor kan man jo godt være bekymret.