Indspark

Winston Cameron

Søren Hviid Pedersen: Den britiske premierminister er vor tids Churchill. Så enkelt kan det siges.

Søren Hviid Pedersen, cand.scient.pol. og ph.d.
Søren Hviid Pedersen, cand.scient.pol. og ph.d.

Dette postuleres med baggrund i, at Cameron har indset, at det europæiske fællesskab stadigvæk består af suveræne demokratiske nationalstater. Han har lovet, at det britiske folk skal have mulighed for at stemme for deres fortsatte medlemskab af EU. Der skal ikke være nogen tvivl, jeg synes, at briterne skal stemme ja. Vi har behov for briterne, specielt som en modvægt mod de sydeuropæiske lande der mener, at staten skal spille en aktiv rolle i det økonomiske liv.

Hans storhed består i at pege på det faktum, at den folkelige demokratiske legitimitet af EU kunne styrkes gevaldigt. I Danmark har vi f.eks. haft en del folkeafstemninger vedrørende EF og siden EU. Det er godt, klogt og sundt at inddrage befolkningen på den måde. Dette er såmænd en indsigt, Cameron også har tilladt sig at dele.

Måske Europa og det europæiske samarbejde skulle tage mere bestik af dette og hilse sådanne initiativer velkommen. Folkeafstemninger der har som sit hovedformål at beslutte sig for forudsætningerne for samarbejde. Hermed sikres for det første en diskussion af det europæiske samarbejde, mens valgkampen løber af stablen, og for det andet sikres en demokratisk legitimitet, fordi en folkeafstemningsafgørelse har stor legitimitet. Folket og borgerne har jo talt.

Sådan fungerer det i de allerfleste velfungerende demokratier. Jo flere folkeafstemninger vi kan få om det europæiske samarbejde, jo mere demokratisk og folkelig legitimitet har EU-samarbejdet.

Camerons storhed består som sagt i at pege på dette. Hvorfor er det udtryk for storhed, ville nogle måske spørge? Det er det, fordi han oplever, at dette er et ekstremt upopulært synspunkt blandt de europæiske politiske eliter. Her er demokrati besværligt og ligefremt farligt for det europæiske samarbejde. De negative og nærmest fordømmende reaktioner fra de europæiske hovedstæder er da heller ikke udeblevet. Også fra vores egen hjemlige andegård skvulper det med sure opstød over, at Cameron tillader sig at rådføre sig med det britiske folk. Således kunne man opleve, at fire danske Europaparlaments-medlemmer sammen har skrevet en notits, hvor de kraftigt tager afstand fra Camerons ide om det europæiske fællesskab som et fællesskab af suveræne nationalstater.

Jeg kan forstå, at Emilie Turunen og Dan Jørgensen i deres socialistiske internationalisme synes, at nationale demokratier er forhindringer for deres visioner, og jeg kan forstå, at Morten Løkkegårds liberalistiske individualisme og tro på det frie marked, også opfatter de nationale demokratier som besværlige. Men at en konservativ som Bendt Bendtsen kan underskrive denne notits, er et af de helt store mysterier.

Er det ikke konservatismens inderste identitet, at den altid vil være nationalt forankret, forankret i de nationer og stater, der gennem flere hundrede år har sikret vækst, velstand og demokrati? Demokratiets vugge er ikke det internationale, men det nationale, lokale og forankrede. Skal konservative ikke være de første til at forstå, at samarbejde over landegrænser skal forankres og legitimeres med udgangspunkt i den nationale gruppe, man er sat til at repræsentere? Hvorfor kan Bendt Bendtsen ikke se det?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.