@ Krister Meyersahm: For mig er Europa fædrelandet. Jeg er også dansker og fynbo. Jeg har dog aldrig ment, at fynboer er mere værdifulde end andre danskere, selvom det er lidt usædvanligt.

Europa var i spåner, da tanken om et europæisk fællesskab blev fostret, og hele ideen, om at vende tilbage til noget der ligner, fylder mig med afsky. Nogle af mine gener er hentet i andre dele af Europa, men det er ikke derfor, jeg er EU-tilhænger.

Jeg er stolt af Europas kultur og fortid, fordi Europa har præsteret resultater, som ingen andre, og fordi jeg er europæer. Det vil jeg værne om og om Danmarks beskedne bidrag naturligvis.

Europæerne har også skabt ting, som jeg gerne havde været foruden: nationalisme, fascisme, konservatisme, liberalisme osv. Det er disse og lignende fordomme, EU er sat i verden for at bekæmpe. Det vil lykkes i et samarbejde, hvor alle europæere medvirker.

EU er en overgangsfase på vejen til det forenede Europa og at kritisere EU for ikke at være perfekt er derfor tåbeligt. Eftervirkningerne af to verdenskrige og plus den kolde har skadet det europæiske menneske i et omfang, der gør det svært for ham/hende at samarbejde med nogen om noget - men derfor er EU nødvendig.

Ja, jeg ser gerne, andre europæere tage job også i Danmark, og ja, jeg ser gerne, at de har samme ret til sociale ydelser som mig og nej, jeg vil ikke smide kriminelle ud af landet. De skal straffes som alle andre – som om de var ligeså gode som andre.

Det er rigtigt, at Cameron minder om Churchill og hvis man graver lidt dybere om en række andre konservative ledere, lad mig nævne Stalin, Putin og Hitler, der alle har tilfælles, at de føler sig hævet over hoben - i Camerons tilfælde beboerne på kontinentet. Disse herrer alene vide, og for dem er konservatisme - dyrkelsen af det statiske samfund - fremtiden.

Fortiden er fremtiden. Jeg har aldrig forstået det, men jeg er heller ikke så konservativ, at det gør noget. I en krisetid der kræver forandring og nytænkning er forslaget fra de konservative at vende tilbage til dengang i fortiden, da alt fungerede, som det skulle.

Dengang nationalstaterne suverænt arrangerede varme og kolde krige i en lind strøm er glemt. Et nutidigt samarbejde, hvor man skal yde til et fællesskab uden at tjene på det, er utænkeligt for en konservativ. Det er jo kommunisme og skal bekæmpes med alle midler.

Højrefløjen anser det totalitære, monopolkapitalistiske konkurrencehelvede for udviklingens civilisatoriske højdepunkt. Jeg ser det som et lavpunkt og et vendepunkt og glæder mig til at opleve et forenet Europa med styrke afvise amerikansk militarisme, islamisk fundamentalisme og asiatisk ekspansionisme.

Sammenhold om en europæisk uafhængighedserklæring og grundlov vil skabe den nødvendige tilslutning til afvisning af fjendtlige forsøg på indtrængen og ødelæggelse af europæisk kultur.

Imens EU's ledere repræsenterer totalitære tendenser - endog marxisme og når EU-Rådspræsident Herman Van Rompuy advarer imod en »demokratisering« af EU (EPN - se 06.12.12) så lyder det som følgende:

"Vi (EU's ledere) står med et moralsk problem. Vi er dybt forgældede. Vi har glemt at investere i fremtiden. Vi har undermineret den sociale sammenhængskraft. Vi er i fare for fuldstændigt at miste tilliden hos de næste generationer.... - Hvis vi forsøger at forme fremtiden med vores gamle, forkrampede modeller, ender verden i et endnu dybere hul." (Grundlæggeren af World Economic Forum, professor Klaus Schwab)

Hvad man kan konstatere er, at EU er en skabelse store dele af europas befolkning både hader og frygter. Man ønsker det nære - med reelt folkestyre. Man ønsker at samarbejde om handel og alt muligt andet - så langt det nationale selvstyre er bekvem med det.

Cameron kan sammen med andre skeptikere vise sig at være dem, der redder eu-samarbejdet fra total opløsning ved at føre os alle tilbage til start - det mellemfolkelige samarbejde. Det passer os bedst - vi er trods alt selvstændige væsener og ikke hjernedøde soldater der blot tramper i takt.

Alle de fordele det europæiske samarbejde giver os, kan jo sagtens realiseres, selvom de enkelte lande beholder retten til at, alene, adoptere de dele af flertallets beslutninger man finder rimelige og fornuftige for sit eget land og folk.

Samarbejde mellem lande er et stort gode men samarbejde hvor man løbes overende er ikke holdbart. Det duer ikke, at de enkelte landes folkevalgte forsamlinger, skal gennemføre noget deres vælgere er imod.

Og tilsyneladende det eneste håb, vi har, når det kommer til bekæmpelse af det EUske vanvid og diktatur.

Der er gode ting ved EU, men de overskygges langt af de tiltag, som har gjort tilværelsen ringere for mange europæere: de åbne grænser, den hovedløse udlændingepolitik, den overdrevne focus på menneskerettigheder, som mest er til gavn for forbrydere, illegale indvandrere, fupasylanter og lignende - og til skade for europæerne, hvis rettigheder der ses stort på.

Søren Hviid påstår, at vor tids Churchill har indset at EU består af suveræne nationalstater. Men det er jo ikke tilfældet: EU begrænser på væsentlige områder den nationale suverænitet. Det er en ærlig sag at være imod EU, og det står England frit for at melde sig ud, hvis landet ønsker sin formelle suverænitet tilbage. I så fald må England hellere undlade at indgå i EØS - som bla. Norge gør - fordi landet ellers vil miste enhver indflydelse på det indre marked og alligevel være tvunget til at indføre alle regler. Nul indflydelse og nul suverænitet.

I den hellige suverænitets må England altså forlade den eneste del af EU, som landet kan se nogen vits i, nemlig det indre marked. Det kommer næppe til at ske, for økonomiske argumenter tæller mere i England end Søren Hviids anakronistiske tanker om suverænitet. Det gør de også for vor tids Churchill.