21. august 2011, 22:30

For ekstremister findes til højre og til venstre, oppe og nede - langt fra alt hvad der er gennemsnitligt eller typisk. Men ikke alle ekstremister er lige ekstreme, når det gælder, hvilke midler, de anvender - eller hvordan deres handlinger ’rationaliseres’.

Tag nu f.eks. den fængslede Anders Breivik. Her sprang den ene danske fløj til med påstande om, at årsagen monokausalt skulle findes ikke i hans ideologi, men i selve den muslimske indvandring, han ville bekæmpe. Den anden side sagde, at det skyldtes den hårde ’tone’ hos multikulturalismens kritikere. Og da kriminelle bander i forrige uge raserede Englands forstæder, var korrespondenter og lederskribenter hurtige til - uden hverken forbehold og eller forskning i hånden - at ’forklare’ optøjerne som resultatet af fattigdom, ulighed og nedskæringer. Gerne tilsat noget, der næsten lød som empatiske retfærdiggørelser - men uden større vilje til at anerkende, at de ansvarlige overvejende syntes at være afro-caribiske kriminelle assisteret af forkælede studerende, og at problemet derfor uden tvivl både var mere kompliceret og mere snævert.

Også når det gjaldt de voldelige optøjer i forbindelse med ’Ungdomshuset’ i København og COP15-topmødet, var empatien sine steder udbredt. Ja, den dukkede såmænd op igen med den nysafdækkede danske terror-celle -  der tæller mindst ét medlem med tilknytning til Enhedslisten - og hvor man straks kunne finde en villig ekspert, Chris Holmsted Larsen fra RUC, der var villig til at forklare, at gruppen måske var motiveret af politiets behandling af klimaaktivisterne.

Hvor sødt.

Så der er empati - men måske mere for nogle ekstremister end for andre. Der er så bare to spørgsmål, som man må stille sig i et land, der vil være frit, demokratisk og et retssamfund: Er der noget, der tyder på, at ekstremister vil anvende vold mod anderledes tænkende, eller har de bare holdninger, som vi ikke kan lide? Hvis det sidste er tilfældet, er et samfund med ytringsfrihed og demokrati både den nødvendige løsning og den eneste acceptable.

Men hvis det er det det første, der er tilfældet, må man tillige spørge: Hvem og hvor er disse typer så i Danmark? Om man kan lide svaret eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er kort og utvetydigt: De findes ikke hos de borgerlige og liberale, ikke i midten og ikke på den moderate venstrefløj. Ikke engang blandt disse politiske gruppers mere farverige typer. Den organiserede, målrettede, politiske motiverede vilje til at anvende vold findes i Danmark stort set alene i den del af det politiske spektrum, der ligger pænt til venstre. Fra de ekstremistiske dele af studenteroprøret, over halvfjerdsernes støtte til terrorgrupper, 80ernes Blekingegadebande, de seneste årtiers voldelige hærgen foretaget af ’autonome’, ’BZ’ere’ og ’klimaaktivister’, til venstreradikales angreb på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, mod Rikke Hvilshøjs familie, og nu brandstiftelse og overfald imod Folketing, politi, forsvaret, ambassader, private virksomheder og offentlige institutioner.

Det er ikke en påstand, det er ikke i sig selv en værdidom, og det er slet ikke en anbefaling. Det er bare en simpel konstatering, og kan man ikke se det, har man - bevidst eller ubevidst - sat kikkerten for det blinde øje.