Perspektiv

Vold og kriminalitet blandt udlændinge

Kriminalitet. Men der er altså et generelt problem, og man - dvs. politikerne - kan faktisk gøre noget. Hvis de vil. Strammere indvandringspolitik, flere udvisninger og hårdere straffe er effektive midler.

Forleden blev en 18-årig ung mand overfaldet af en gruppe mænd i en bus på vej til Kerteminde. Den 18-årige blev maltrakteret i ansigtet med bussens nødhammer. Nogle uger forinden blev en ældre mand, der luftede sin hund i Vollsmose, invalideret af andre voldsmænd. I forrige uge blev digteren Yahya Hassan overfaldet, og i denne uge blev en 14-årig dreng stukket ned med kniv ved et fodboldstævne.

Ugentligt berettes der om nye, umotiverede voldelige overfald på sagesløse mennesker, og udover den uhyggelige grad af afstumpethed, er det fælles for stort set alle disse overfald, at gerningsmændene har udlændingebaggrund. De er hyppigt efterkommere af indvandrere med baggrund i Mellemøsten eller Afrika.

Bag hvert af disse voldelige overfald findes et offer, der resten af livet sandsynligvis må leve med depression, angst, post-traumatisk stress, med søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær og svækket selvtillid. Nogle ofre kan igen blive relativt velfungerende borgere, men andre vil få svært ved at klare selv almindelige ting i dagligdagen. De vil ikke kunne passe deres rolle som forældre, deres arbejde eller uddannelse godt nok.

Voldskriminalitet hører kort sagt til de mest forfærdelige forbrydelser, vi kender til. Ser man bort fra den mest brutale af sin slags, er volden tilsyneladende ikke stigende herhjemme. Der tegner sig derimod et klart mønster i forhold til gerningsmændene. Det er som sagt oftest udlændinge, og her mener jeg herboende borgere, endda i mange tilfælde danske statsborgere. Men passer det med statistikken?

DET ER RELEVANT at spørge, for regeringen har sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance lempet dramatisk på udlændingepolitikken og kastet statsborgerskab i grams på personer, der endda mistænkes for terror. Der befinder sig da også rekordmange udlændinge i Danmark i disse år. Er de også mindre kriminelle? Går udviklingen i den rigtige retning?

Det kan man få svar på hos Danmarks Statistik, der netop har udgivet sin årlige rapport, Indvandrere i Danmark. Rapporten har dog ikke været særlig omtalt i medierne, måske fordi den i virkeligheden ikke rummer så meget nyt. Desværre.

Om kriminalitet, herunder vold, fremgår det entydigt i rapporten, at der generelt er en større andel af mandlige indvandrere og efterkommere end af mænd med dansk oprindelse, der er dømt for kriminalitet. F.eks. blev 24 procent af de 20-29-årige mandlige efterkommere fundet skyldige i et eller flere forhold i 2012. For indvandrere og personer med dansk oprindelse var de tilsvarende andele 11 og 10 pct.

Hertil må man for det første sige: At næsten hver fjerde er dømt for kriminalitet er et alarmerende højt tal, og der skal immervæk en del til, før man overhovedet får en dom. Læg dertil oplysningerne om, at mere end hver anden voldtægtsdømt er udlænding, som Danmarks Statistik tidligere har vist for året 2010.

For det andet bliver rigtig megen kriminalitet især i ghettoområder overhovedet ikke anmeldt. I visse indvandrerbelastede bydele er det op mod hele 90 procent, som en omfattende rapport fra Københavns Politi kunne afsløre for få år siden. Der er altså et enormt mørketal. Så vi kan kun gisne om, hvad det reelle tal er. For det tredje: Efterkommere er væsentligt mere kriminelle end indvandrere. Det går altså i den forkerte retning.

Videre hedder det i den aktuelle rapport, at indvandrere og efterkommere dømt for kriminalitet især kommer fra ikke-vestlige lande. I 2012 havde 80 procent af alle kriminelle med anden oprindelse end dansk ikke-vestlig oprindelse. Visse grupper blandt de ikke-vestlige, f.eks. kinesere, er endda meget lidt kriminelle. De mest kriminelle i den ikke-vestlige gruppe har baggrund i Mellemøsten og Afrika.

DET SKAL ENDELIG bemærkes, at rapporten korrigerer for alder og socioøkonomisk status. Korrigeres der ikke, får man en langt højere overrepræsentation af kriminalitet, herunder vold, blandt ikke-vestlige efterkommere.

Ifølge rapporten var der også generelt en stigning i kriminalitetsindekset fra 2008 til 2012 for efterkommere fra ikke-vestlige lande. Efterkommerne er altså ikke bare mere kriminelle end deres forældregeneration, også gruppen af efterkommere bliver mere, ikke mindre, kriminelle med årene.

HVORFOR NÆVNER JEG jeg nu alt dette? Vi ved det jo godt, og laver jeg ikke en urimelig generalisering, der går ud over de lovlydige? Naturligvis er der mange, der er lovlydige borgere blandt ikke-vestlige udlændinge. Men der er altså et generelt problem, og man - dvs. politikerne - kan faktisk gøre noget. Hvis de vil. Strammere indvandringspolitik, flere udvisninger og hårdere straffe er effektive midler. Hvad det sidste angår, kunne man passende skue til New York.

I 1990’erne indførte bystyret i New York i samarbejde med det lokale politi en streng kurs over for kriminalitet, der havde hærget byen i årevis. Der blev indført »nultolerance«. Det betød, at mange kriminelle fik lange fængselsstraffe, hvis de gjorde sig skyldige i gentagne lovbrud, og det gjaldt også ganske små forseelser. Nærmest mirakuløst er byen i dag en af USA’s sikreste og tryggeste byer.

I Danmark har vi desværre i dag en meget svag justitsminister, en uansvarlig regering og følgagtige støttepartier, der ikke formår at håndtere problemet med vold og kriminalitet blandt udlændinge.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.