Kommentar

Vin, middage og artister

Michael Gøtze: Uffe Elbæk-sagen illustrerer igen, hvor uklare grænserne er for en ministers træk på repræsentationskontoen til netværksaktiviteter. Og sagen er en god anledning til at få tydeliggjort grænsen mellem det lovlige og ulovlige.

Julemåneden blev indledt med et højpolitisk drama om kulturministerens fem middage på AFUK, Produktionsskolen på Enghavevej, i København. AFUK gik fra at være kendt af kendere til at blive verdenskendt i Danmark. Rent politisk kom kulturministeren frem i det skarpe rampelys, og forløbet kulminerede med kulturministerens bratte fald. Ministeren valgte efter sigende frivilligt at trække sig fra posten, da hans politiske troværdighed efter et maratonsamråd i et skeptisk Kulturudvalg led et knæk på grund af forklaringer og navnlig skiftende forklaringer om de famøse fem middage under de skæve lofter på AFUK.

Set i en juridisk optik er sagens omdrejningspunkt - lovligheden af udgifter til vin og middage på det offentliges regning - langtfra en ny problemstilling. Den aktuelle sag illustrerer igen, hvor uklare grænserne er for en ministers træk på repræsentationskontoen til netværksaktiviteter. Selv om enhver minister forventes at opretholde kontakt med det omgivende samfund, er der rent juridisk visse grænser for, hvor festlige og fornøjelige sammenkomster og middage må være. I modsætning til repræsentation i det private, må det overordnet siges, at man som minister skal være påpasselig. Problemet er bare at sige hvor meget, og der er derfor behov for afklaring.

Man spejder fortsat forgæves efter en nogenlunde håndfast regulering af, hvad der er de øvre grænser for vin og middage. Selv om der i 2007 skete et fald fremad med Finansministeriets såkaldte adfærdskodeks om offentligt ansatte, blev spørgsmålet om middage med personer uden for myndighedssystemet ikke taget op. Kodeksen indeholder et interessant kapitel om gaver med ret strenge forbud mod offentligt ansattes - og i praksis også politikeres - modtagelse af gaver. Hvis det er disse puritanske gaveregler, som man rent hypotetisk skulle anvende som målestok for en vurdering af repræsentation, ville grænserne være strenge. Dette er dog næppe tanken.

Lidt nærmere et juridisk svar kan man komme via et par konkrete sager, som udmærker sig ved at indeholde tørre tal. Den mest kendte er selvsagt Peter Brixtofte-sagen, hvor Østre Landsret i 2009 i den såkaldte hovedsag satte fokus på den tidligere borgmesters flittige træk på repræsentationsmidlerne i daværende Farum Kommune. I forhold til sagens mest farverige spørgsmål om borgmesterens forkærlighed for god og dyr rødvin formulerede landsretten en ofte omtalt 1.000 kr.-regel.

Tommelfingerreglen er den enkle, at udgifter til vin og fast føde på over 1.000 kr. per kuvert er juridisk problematisk. Der forudsættes her, at middagen har et fagligt indhold. Dommen opererer dog med flere parametre. Der skal f.eks. samlet skal være tale om en mindst 40 pct. overskridelse af det tilladte, dvs. rundt regnet 1.400 kr. Dommen indeholder også en hel del juridisk elastik ved at betone, at det altid må bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for de afholdte udgifter. Det kan her spille en rolle, om middagen er en intern rutinemæssig arbejdsfrokost eller en middag med højtstående og måske udenlandske gæster, som er godt vant. I forhold til Brixtofte indgik det uden tvivl, at det samlede antal vinmiddage var ekstravagant højt og altså langt højere end de fem middage på AFUK. Omvendt må Brixtofte-dommen også læses sådan, at en kuvertpris på under 1.000 kr. i visse tilfælde kan være ulovlig. En usikkerhed ved denne doms rækkevidde er, at den vedrører den strafferetlige vurdering af dyre middage. I Uffe Elbæk-sagen er dette perspektiv ikke relevant.

Også den såkaldte Comwell-sag kan trækkes frem af juleposen. Her drog en række medlemmer af et udvalg under det daværende Regionsråd i Nordjylland i julemåneden i 2006 ud til et fagligt fornøjeligt arrangement på konferencecentret Comwell i Rebild Bakker sammen med både embedsmænd, pressefolk og ledsagere. Den samlede udgift var på 835 kr. pr. deltager, hvad der omfattede ikke kun selve middagen, men også juleunderholdning og en overnatning. Julearrangementet blev kritiseret af statsamtmanden, hvad der dog blev omgjort af det daværende indenrigs- og sundhedsministerium. Der var ikke noget galt her set med de kommunalretlige briller. Denne sag er interessant, fordi den anskuer udgiftsniveauet samlet. I Uffe Elbæks redegørelse om de fem arrangementer har man som bekendt valgt at udspecificere regningen og at opdele den i hele tre underposter, hvad der muligvis kan diskuteres. Hvis man anlægger en brutto-tilgang vil den første middag på AFUK - i øvrigt med Kulturudvalget - bonne ud med 1.800 kr. pr deltager.

Samlet set er juraen således både let og luftig. Uanset om Uffe Elbæk-sagen ender med at blive kulegravet af Rigsrevisionen eller ej, er det aktuelle forløb en god anledning til at få tydeliggjort grænsen mellem det lovlige og ulovlige. Det vil ikke kun være til gavn for en autoritativ juridisk afklaring af den tidligere kulturministers fem middage, som stadig udestår, men også for de sager, som i modsat fald uden tvivl fremover vil dukke op om vin, middage og artister.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.