Kommentar

Ville du købe en avis med en sur smiley?

Mikkel Jørnvil Nielsen: Hvad med at indstifte en Skravlingpris, der skoser de værste journalister? Medierne holder sig jo ikke tilbage med at kåre årets værste bankdirektører og mange andre.

Hvis det lokale pizzeria sviner med maden, skal den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen altid skal hænge synligt ved indgangsdøren. Det kunne man overveje at overføre til medierne, foreslår dagens kommentator.
Hvis det lokale pizzeria sviner med maden, skal den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen altid skal hænge synligt ved indgangsdøren. Det kunne man overveje at overføre til medierne, foreslår dagens kommentator.

I årets første uger er det væltet frem med historier, som giver nye indblik i, hvordan nyheder bliver til nyheder. Eller hvordan nyheder slet ikke bliver til. Således var sagen om politiske journalisters skuespil omkring optakten til statsministerens nytårstale kun nogle dage gammel, da virakken om den falske bankdemonstration, der blev bragt i flere nyhedsudsendelser, brød ud. Ironisk nok samme dag som den fornemste journalistpris, Cavling-prisen, blev uddelt. Efterfølgende har især DSB/Waterfront-sagen fyldt godt i spalterne, ligesom fup-nyhederne om natklubber for smukke mennesker og datingsites for muslimer har vakt debat.

Disse historier giver almindelige borgere en idé om, at de hver dag bliver manipuleret, når de følger med i nyhedsstrømmen. De sætter fokus på det væsentlige forhold, at virkeligheden slet ikke er virkeligheden – men en konstrueret en af slagsen.

Problemerne findes naturligvis ikke kun ét sted, men at der nu er opstået et særligt fokus på pressens metoder, fejl og tricks er positivt og absolut nødvendigt. For engangs skyld får medierne lov til at smage lidt af den saft, de ynder at proppe ned i halsen på andre: Nu skal det vise sig, om de selv kan leve op til de høje standarder om etik, moral, åbenhed og tilgængelighed, som de hver dag afkræver resten af samfundet.

Den kommende tid vil vise, om de kompromitterende sager skaber en diskussion af en dybde og vedholdenhed, der er nok til at medierne reelt ændrer på noget. Om mediebranchen åbner sig over for omverdenen eller lukker sig om sig selv? Ligeledes skal det vise sig, om medierne selv er i stand til at tænke ud af boksen, når det gælder egne udfordringer. Eller om branchen er så indspist og opslugt af sin egen selvopfattelse, at den kun kan forestille sig at justere en lille smule hist og her. For at yde den lidt kreativ starthjælp, kommer her fem konkrete tanker at tage udgangspunkt i:

Som forbrugere vil vi gerne advares, hvis det lokale pizzeria sviner med maden, og reglerne tilskriver, at den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen altid skal hænge synligt ved indgangsdøren. Det kunne man overveje at overføre til medierne. Pressenævnets usynlige kendelser kunne få liv og tiltrængt opmærksomhed ved at blive oversat til glade og sure smileys, som skulle præsenteres synligt på avisforsider, webforsider og besøgsadresser. Så kan man som forbruger selv vurdere, om redaktionshygiejnen er spiselig.

Varedeklaration er et tema, pressen selv taler meget om nu. Men det er hverken kønt eller overbevisende at lytte til. Se f.eks. selv den forrige udgave af TV2 News’ Presselogen på nettet, hvor der med udgangspunkt i en presserejse betalt af Carlsberg er fokus på emnet.

Dobbeltmoralen stortrives og chefredaktørernes holdninger peger i alle retninger. I den omtalte Presselogen-udsendelse fremførte flere chefredaktører desuden, at der ikke er noget nyt ved varedeklarationer, at det er besværligt, at de allerede gør det og at det ikke er relevant for læserne. Ikke mindst den sidste holdning er interessant. Det ville svare til, at fødevareproducenter tilsvarende kunne beslutte, hvilke varer, det var relevant at deklarere.

På dette område kunne der for at skabe klarhed udformes en række faste regler og normer, der skulle gælde for alle medier. Som det er nu, har hvert medie tilsyneladende sine egne regler og procedurer, men det virker tvivlsomt, hvilken gennemslagskraft, de har.

Journalisterne bærer et stort ansvar for at skabe troværdige historier, hvor alle parter i en given sag kommer til orde. Men samtidig skal historierne vinkles, så de skaber overskrifter og blikfang. Citater strammes, undlades og optræder i sammenhæng, hvor det måske ikke helt var meningen – men hvor historien blev skarp.

Hvorfor ikke lade parterne komme ligeværdigt til orde? Ikke i den redaktionelt bearbejdede artikel – men som obligatoriske sidehistorier – ved f.eks. at stille 25 linjer til rådighed til hver part. Er der ikke plads i avisen (eller passer det ikke til radio eller TV), er der masser af plads på nettet, hvor der også ville opstå fornyet debat. Her kunne parterne fremføre deres ufiltrerede budskaber. Her kunne de sige, hvad de anser for at være det vigtigste. Det kunne være den forfejlede vinkel, den brudte aftale med journalisten, forkerte fakta, den sande historie eller den uforbeholdne undskyldning.

Cavlingprisen hylder de bedste, men hvad med at stifte en Skravlingpris, der skoser de værste? Medierne holder sig jo ikke tilbage med at kåre årets slemmeste bankdirektører, største torsk, pinligste optrædener og upopulæreste politikere. Hvis det ud fra et journalistisk perspektiv er relevant at kåre de elendigste magthavere, må det være relevant at kåre de værste journalister og deres chefer. De besidder en magtposition og bør derfor udsættes for samme form for kritik og journalistik, som de sætter en ære i at udsætte andre for.

Der kræves åbenhed omkring møder mellem politikere og lobbyister og indsigt i kalendere, dokumenter og SMS-korrespondancer. Kunne pressen selv leve med tilsvarende vilkår? Tåler det dagens lys, hvem der har hvilke relationer til sine kilder? Her viftes straks med kildebeskyttelsesflaget, men alt er ikke så følsomt, at det er kompromitterende. Må vi f.eks. vide, hvem journalisterne og chefredaktørerne spiser frokoster og drikker fredagsøl med? Eller skønnes det at være irrelevant information for læserne?

En fri presse er nødvendig for et frit samfund. Men det bør ikke fritage den for at skulle leve op til de standarder, den afkræver andre. Lige nu virker det imidlertid som om, at medierne skal have hjælp til at trække sin egen dyne af. Ellers går der chefredaktør-fnidder i debatten.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.