Desværre har Kholgi ret i, at vi aldrig lærer af historien. Det er vi for dumme til, især i Norden, hvor vi er alt for godtroende. Men sådan er vores kultur nu engang. Angående demokrati, så har Tyrkiets Erdogan sagt det tydeligt ''Demokratiet er det tog vi rejser med mod vores mål. Moskeernes kupler er vores hjelme og minareterne vores bajonetter'' SÅDAN.HUSK DET DUMME DANSKERE.

Den gang fornuftige personer begyndte at sammenligne 'det egyptiske forår' med murens fald, slog jeg syv kors for brystet. De tænkte nok ikke på alle de millioner af analfabeter, som skulle stemme til valget.

O. Olsen
Bakkeskoven 115
Skanderborg

I dansk oversættelse findes en nuanceret introduktion til Broderskabet, dets væsentligste tænker - Sayyid Qutb -, og hans hovedværk "I Koranens skygge" af den liberale amerikanske kommentator Paul Berman.

I "Terror & liberalisme" diskuterer Berman de totalitære strømninger, der går gennem den muslimske verden - fra Baath-socialismen i Irak og Syrien til de radikale muslimske bevægelser i Nordafrika, Saudi-Arabien og Golf-staterne -, og peger på den stærke påvirkning fra Europas totalitære bevægelser i første halvdel af det 20. århundrede.

Og netop denne sammenkobling bør få os til at tænke nærmere over Farshad Kholghis indledende spørgsmål: "Vil vi nogensinde lære af historien?"

Paul Berman: "Terror & liberalisme": www.ellekar.dk/Bog_12.html

Som en af de ganske få skrev jeg gentagne gange om, at det ville ende med samme resultat i Egypten, som i Iraq og Afghanistan, nemlig i blodig borgerkrig, som jeg også forudsagde om vort idiotiske eventyr og spildte milliard i Libyen.
Og sådan vil det også gå i de øvrige lande i Muhamedanien, indtil det hæslige broderskab får knægtet, trynet og slagtet store dele af befolkningen.
Der er kun en vej i Muhamedanien og det er et hårdt og brutalt diktatur.
Nu bliver det så islamisterne for en periode, og så kommer der igen andre tyranner, og sådan vil det gå i al evighed.
Det jammerlige er, at det hele kun kan lade sig opføre, fordi man har at gøre med utroligt uvidende og alternativt begavede befolkninger.
Utroligt sørgeligt at se her i kommentarerne, at de sædvanlige rødgardister bakker så ivrigt op om disse stærkt udemokratiske kræfter. Men de evner ikke at gennemskue broderskabet, og hvad djævelskabet end hedder og kalder sig.
Sørgeligt og foruroligende.

Det Muslimske Broderskab har ikke "taget magten" i Ægypten, men vundet parlaments- og præsidentvalget. Det er det, man kalder demokrati.

Farshad Kholghis kendskab til det Muslimske Broderskab stammer fra en bog skrevet af Helle Merete Brix - meningsfælle med den kendte islamofob Lars Hedegaard - og det er jo nok årsagen til hans ureflekterede fordomme. Broderskabet beskyldes for at "infiltrere de samfund de opererer i" - en ejendommelig beskrivelse af en politisk og religiøs bevægelse, der udfører socialt arbejde og søger politisk indflydelse. Man kunne med samme ret beskylde Dansk Folkeparti for at infiltrere det danske samfund (udover Farshad Kholghis orientalske bevidsthed).

Det Muslimske Broderskab svarer nogenlunde til de kristendemokratiske partier i Europa. Ligesom disse ønsker Broderskabet at religion skal spille en væsentlig rolle i samfundets indretning. Når Farshad Kholghi alarmistisk skriver, at Broderskabet vil indføre "en islamisk stat med sharia som grundlov", afslører han, at han intet kender til Islam. Sharia fortolkes vidt forskelligt alt efter religiøs retning og kulturelle forhold, så der findes én men et utal af Shariaer. Hvis Ægypten vil indføre Sharia som grundlov, er man nødt til at opfinde en ny Sharia.

Jeg har hørt, at Farshad Kholghi er komiker. Hans skriverier er da også ganske morsomme, men mest på den ufrivillige og ufede måde. Måske skulle han holde sig til den klassiske komedie.

Den betydelige del af europæerne, der kæmper for et multikulturelt samfund, afviser modstand som et symptom på ubegrundede fordomme overfor muslimer – racistisk begrundet intolerance.
Tolerance overfor muslimer og intolerance overfor modstandere har for længst fået status som ufravigelige normer, som multikulti-tilhængere skal følge for at opnå accept og status i deres miljø.
Så de er fast besluttede på ”nultolerance overfor intolerance”.

Multikulti-tilhængere kan umuligt indrømme, at der er grund til generel skepsis overfor muslimer.
De risikerer at miste alle privilegier – de udstødes på arbejdspladsen og af venner og familie.
Natten må tilbringes på en bænk i parken – de forhånes og spyttes på – de må tilbringe resten af deres tilværelse under samme kummerlige forhold som en tilhænger af Dansk Folkeparti.

Som i overskriften, og som skribenten derefter også straks lægger afstand til, at han selv skulle have været en del af. Hvad skal dette sproglige fusk til for?

Naturligvis var der dem der hujede begejstret herhjemme over dette ”forår” – yes, den var hjemme, det var lykkedes, udbredelsen af ”vores værdier” – hujede begejstret som om de var betalt for det, hvad de jo også kan være. Altså via finansloven.

”Vores missioner” i Irak og Afghanistan påberåber sig samme formål, samme berigelse – men med disse her ”andre midler”.

Det er sandt nok, at ”vi” – altså ”Vesten” – aldrig lærer af historien, og i det omfang, ”vi” mener at have gjort det, er ”vi” vildt uenige om, hvad ”vi” har lært.

Det er rent stand-up. Hele forestillingen.

Når danske politikere forærer skatteborgernes penge til de vilde må de enten være naive og/eller evnesvage, hvis dette ikke er tilfældet må man spørge hvilke personlig interesse disse politikere har i at smide tvangsopkrævede skattepenge ud af vinduet?

Det er misforstået, at vi ikke kan lære af historien.

Det vi har lært af historien, er at vi ikke lærer af historien - et ikke helt ringe resultat.

Farshad Kholghi

Farshad Kholghi har som mange andre opdaget, at hvis man blot demonstrerer et uartikuleret had til Islam, uanset hvor idiotisk det er, så bliver man accepteret på den ekstreme højrefløj, og så er der store erhvervsmuligheder som underholder i et fremmedhadende Danmark,. Dumhed skal udnyttes, og danskere kan udnyttes, har Kholghi indset.

Hans henvisninger til den iranske revolution, der intet har tilfælles med den ægyptiske, får mig til at tro, at han har nære forbindelser med nogle af de ufatteligt rige iranske familier, der fik frataget deres rigdomme efter shah-diktaturets fald. Det var netop disse rige familier sammen med det USA-støttede diktatur, der var årsag til revolutionen, og som gjorde den bydende nødvendig.

Uanset hvad man mener om præstestyret, var og er revolutionen - set med iranernes øjne - et stort fremskridt, og Kholghi burde medvirke til at bekæmpe de amerikansk/jødiske forsøg på restauration af shah-diktaturet. Det ville skabe respekt hos alle ikke-fremmedhadere, men nok en lavere indtjening.