4. december 2009, 22:30

Danmark har et sundhedsvæsen i verdensklasse. Får man sukkersyge, kan man være sikker på at møde læger og sygeplejersker, som er eksperter på området. Men bliver man indlagt akut, er det ikke sikkert, at man møder en ekspert. Faktisk er eksperten ofte ikke til stede i skadestuen eller på akutafdelingen. Han skal tilkaldes, hvis folkene i forreste linie finder det nødvendigt.

Som det har været fremme i dagspressen den seneste tid, er mange akutafdelinger på sygehusene bemandet med relativt nyuddannet personale. Heldigvis har de erfarne folk at trække på, men kommer man på det forkerte tidspunkt, risikerer man, at erfaringen er gået hjem for at sove. Bliver man indlagt akut i mere end 40 lande - inklusiv dem, vi plejer at sammenligne os med - bliver man mødt af en ekspert i at tage sig af akut syge personer, en speciallæge i akutmedicin. I Danmark er der ingen garanti for dette, ikke en gang for at blive set af en speciallæge fra et andet speciale.

Heldigvis er vindene ved at vende. Sundhedsstyrelsen har sat fokus på området, og sygehusene er ved at blive ændret, så de akutte funktioner samles på færre, men større sygehuse, hvor ekspertisen samles.

Det er allerede begyndt at have sin effekt. En række sygehuse har oprettet fælles akutmodtagelser, hvor alle akut indlagte patienter indlægges og behandles. Der findes i Danmark kun ganske få uddannede akutmedicinere (alle uddannet i udlandet, heraf flere i Sverige), og de øvrige læger kommer fra en lang række forskellige specialer. Nogle har en baggrund som narkoselæger, andre er hjertekirurger. Fælles for dem er, at de alle er ildsjæle, som brænder for at hjælpe de akutte patienter. Akutafdelingernes største problem er dog, at de har meget svært ved at rekruttere andre end de få meget dedikerede speciallæger og de alleryngste læger som endnu ikke ved, hvad de skal specialisere sig i.

Speciallægerne i akutafdelingerne er ofte uddannet i et andet speciale men har så besluttet at ville arbejde med akutte patienter. Til det formål er der oprettet en toårig uddannelse i »Fagområdet Akutmedicin«. Men er man nyuddannet læge, kan denne vej synes lang. Først skal man uddanne sig til speciallæge i ét bestemt område, og så supplere med de to år, som fagområdet i akutmedicin kræver. Uddanner man sig til speciallæge i eksempelvis hjertemedicin, vil man blive oplært i en række komplicerede procedurer, man som akutlæge ikke vil få brug for. Det kan virke som tid og penge lige ud af vinduet. Og samtidig trækker det speciallæger væk fra områder, som mangler dem. Og når man minimum skal bruge 160 akutlæger for at dække alle 20 akutsygehuse, vil det betyde et kraftigt indhug i bestanden af kommende og nyuddannede speciallæger i de øvrige specialer.

Mange har sagt, at vi i Danmark ikke har brug for akutlæger. Modsat mange steder i udlandet sørger praktiserende læger og lægevagten for at sortere patienterne, inden de kommer på sygehuset. Vi skal ikke blindt gøre som i andre lande, men vi skal til gengæld lære af andres fejl og erfaringer. For selvom vores system med praktiserende læger fungerer godt, så henvender flere og flere patienter sig direkte i skadestuen eller ankommer med ambulance. Og et er at komme på sygehuset, noget andet er at komme på den rigtige afdeling. Har man ondt i maven, kan det skyldes mange ting.

Med de ressourcer, man har tilgængeligt hos en praktiserede læge, kan det være svært at afgøre hvilken afdeling, der er den rette for hver enkelt patient. Som akutlæge har man adgang til blodprøver, røntgenundersøgelser, skanninger og læger fra mange specialer i huset. Hvis den praktiserende læge derfor indlægger patienten, kan akutlægen finde den rette specialist. Det vil betyde, at håndkirurgen kan koncentrere sig om hænder. Han skal ikke pludselig forholde sig til knæ, svimmelhed og forkølelser. Det klarer akutlægen. Samtidig er akutlægerne altid på arbejde. Døgnet rundt, året rundt. Det giver de andre speciallæger mulighed for at koncentrere sig om deres arbejde. Akutlægen passer døren.

Men der vil være mange andre fordele ved at indføre akutmedicin som et selvstændigt lægeligt speciale.

Akutområdet har traditionelt været betragtet som lavstatus og har ikke haft stort fokus fra erfarne læger. Det har betydet, at der næsten ikke har været systematiseret fokus på de akutte patienter, at der næsten ikke er blevet forsket, og at driften af afdelingerne har været mere præget af kaos end systematisk tænkning.

Det øjeblik, akutmedicin bliver et speciale vil det få læger til at søge stillingerne, lægernes viden om akutområdet vil vokse, og de vil blive fastholdt i akutmodtagelsen længere end de et halvt til et år, der er normalt i dag. Det må også anses for sandsynligt, at patientsikkerheden for de akut syge patienter vil højnes som følge af dette.

Hvordan kommer vi videre? Bestyrelsen i Dansk Selskab for Akutmedicin ser indførslen af et nyt speciale i akutmedicin som vejen frem.

Det vil kræve en investering i begyndelsen, men på sigt vil det ikke koste mere end det koster at uddanne andre speciallæger, og der vil være ansøgere nok.

Det vil skabe grobund for forskning, og forskning er grobund for al udvikling i sundhedsvæsenet.

Men det tager tid at uddanne en speciallæge, der vil gå mindst seks år før den første danskuddannede akutmediciner er klar. Til gengæld vil oprettelsen af akutmedicin som selvstændigt speciale øjeblikkeligt bringe øget prestige til arbejdet med de akutte patienter. Og det vil tiltrække engagerede læger, både de yngre og dem, der allerede er specialiseret.

Vi opfordrer derfor sundhedspolitikerne og Sundhedsstyrelsen til at beslutte at oprette en speciallægeuddannelse i akutmedicin.

Det haster!