16. januar 2010, 20:51

Det sidste halve år har CEPOS-juristen Jacob Mchangama igen og igen angrebet landets største ytringsfrihedsorganisation, Trykkefrihedsselskabet. Vi svigter, hedder det, forsvaret for det frie ord. Intet mindre. Vi er nemlig dybest set ligeglade med ytringsfriheden og primært optaget af at bekæmpe islam.

Derfor vil han stifte en ny forening, for Selskabet kan »tilsyneladende godt leve med censur mod Koranen, men ikke mod hate speech«. Det sidste skrev Mchangama i oktober og lad mig slå fast: Det er i direkte strid med sandheden.

Trykkefrihedsselskabet har fra fødslen været modstander af bogforbud, ligesom vi er modstandere af lovgivning mod blasfemi og såkaldt hate speech. Til gengæld ser vi det som vores pligt at forsvare dødstruede politikere, også dem, der tåbeligt nok vil forbyde Koranen, som tilfældet er med Geert Wilders. Jeg indrømmer gerne, at vi i Selskabet kunne gøre mere, end vi gør, men vores arbejde er en del mere omfattende og lødigt end det indtryk, man får af at læse de mange grovkornede beskyldninger, som Mchangama og hans allierede Frederik Stjernfelt og Jens Martin Eriksen for tiden fører i marken for at miskreditere vores forening.

Imidlertid består der en ægte, reel uenighed mellem os. Mchangama hævder, at forsvaret for ytringsfriheden indebærer, at man må være modstander af minaretforbud, burkaforbud og assimileringskontrakter.

Det mener vi ikke. Ingen bliver smidt ud af vores Selskab, fordi de er tilhængere af disse fænomener. Hvorfor skulle de? Minaretforbudet drejer sig om grænserne for religionsfrihed og ville - hvis det blev vedtaget - vise, at Grundloven sikrer religionsfrihed, men ikke religionslighed. Assimilationskontrakter drejer sig om de krav, man stiller til ansøgere om statsborgerskab, og ikke om ytringsfrihed.

Problemet er Mchangamas brede definition af ytringsfrihed. Hos ham bliver ytringer til livs-ytringer i al almindelighed, så hans forsvar for det frie ord er godt i gang med at inkludere forbud mod en række forbud: burka, minaret- og assimilations-forbud. Hvem er det egentlig, der politiserer? Og hvem er det egentlig, der er intolerant?

Mchangama, som gentagne gange er blevet budt velkommen i Trykkefrihedsselskabet, afviser medlemskab med den begrundelse, at Selskabet i for høj grad er præget af »højrekulturalisme«. Dette besynderlige mærkat, der er opfundet af Stjernfelt og Eriksen, hentyder vistnok til konservative som jeg, der mener, at kultur faktisk har betydning, hvad der i Stjernfelts tegneserieagtige gengivelse bliver et synonym for noget halv-fascistisk. Af samme grund nægtede Stjernfelt for nylig at deltage i en debat med mig og Selskabets formand, Lars Hedegaard.

Stjernfelt ønskede ikke dialog med dem, han var uenig med.

Mchangama har åbenbart slugt denne primitive venstrefløjs-stigmatisering temmelig råt, siden han i kor med Stjernfelt begrunder behovet for den nye forening med de mange »højrekulturalister« i Trykkefrihedsselskabet. Det er ikke særligt sagligt.

Og i øvrigt: »Højrekulturalister« smitter ikke. Hos os samles ultraliberalister, konservative, sekulære muslimer, jøder og buddhister og ateister i forsvaret for det frie ord .

I det hele taget er petitesse-procenten i Mchangamas angreb på Trykkefrihedsselskabet meget høj. For det er da forunderligt, at det værste, han kan kritisere os for er, at vi ikke er gået i frontalangreb på Naser Khaders forslag om et burkaforbud. Et kæmpesvigt, ifølge CEPOS-juristen.

Ærligt talt. Sagen forekommer mig i en tid med hastigt voksende selvcensur blandt kunstnere, mordforsøg på tegnere og flere og flere frihedsfjendtlige FN-resolutioner at være en petitesse. Man kan kløve mange hår over, hvorvidt en burka er en ytring eller ej. Hvis den er, er det i hvert fald en ytring uden afsender, for burkaen reducerer kvinden til et ansigtsløst ingenting. Det er jo det, der er så uhyggeligt ved den.

Selv har jeg hele tiden syntes, at burkaforbudet var velment, men tåbeligt. Det var på én gang for meget og for lidt. Andre i Selskabets bestyrelse mente noget andet, og vi endte med at enes om, at vi som Selskab ingen holdning havde til forslaget.

Men siden sagen ligger Mchangama og hans allierede så meget på sinde, forventer jeg, at de i morgen går i kamp for at afskaffe den lov, der forbyder mig at gå splitternøgen ned ad Strøget. Denne paragraf må jo ud fra Mchangamas egen logik være et lige så utåleligt indgreb i ytringsfriheden som burka-forbudet. Nudisme er da en ideologi og nøgenheden en politisk ytring. I hvert fald for nogen. Hvorfor skal den undertrykkes?

Her har vi alle tiders sag for Mchangamas nye ytringsfriheds-organisation: frihed for bare bryster, så vel som for burka! Mens Mchangama & Co. udkæmper denne i sandhed væsentlige kamp, vil Trykkefrihedsselskabet efter bedste evne udkæmpe de andre.