Vi er, hvad vi læser

Birthe Rønn Hornbech: At anlægge en ren markedsbetragtning og anskue litteraturen som en almindelig vare og betragte forfattere, forlag, boghandlere og biblioteker som almindelige pølseproducenter, er unægtelig udtryk for en ufattelig snæver og kortsigtet tankegang. Danmark har brug for politikere, der forstår, at det er nødvendigt at fremme og understøtte litteraturen.

Bogens vilkår er atter til debat. Spørgsmålet er, om man bare kan betragte bogen som en vare, der skal være underlagt de almindelige frie markedsprincipper.

Betragter man bogen som en vare på lige fod med alle andre i supermarkedets disk, må man naturligvis være tilhænger af at lade princippet om udbud og efterspørgsel være eneherskende på markedet. Vi lever jo i et frit land, hvor forlæggerne kan udgive, hvad de vil. Det er alene forlæggernes eget ansvar at udbyde, hvad der kan sælges. Er efterspørgslen for lille, kan forlæggeren jo bare lade være med udgive produktet.

Sådan tænker den kortsynede og åndløse liberalist, der er tilhænger af, at også bogen underkastes den frie konkurrence og den frie prisdannelse. For liberalisten behersker markedsprincippet ligeledes folkebibliotekerne. Efterspørgslen afgør, hvad der står på hylderne. Lad falde, hvad ikke kan stå. Sådan fungerer markedet i et frit samfund.

At anlægge en sådan ren markedsbetragtning og anskue litteraturen som en almindelig vare og betragte forfattere, forlag, boghandlere og biblioteker som almindelige pølseproducenter, er unægtelig udtryk for en ufattelig snæver og kortsigtet tankegang. En tankegang, der vil vise sig at blive katastrofal for kulturtilstanden i Danmark og dermed på det lange sigt også for markedet.

Det er galt nok i forvejen i et land, hvor evnen til at læse ikke synes at være steget proportionalt med antallet af skolelærere og antallet af skoleår. Tværtimod synes vi at sakke bagud, hvad angår videnniveau sammenlignet med den verden, som vi er en del af.

Danmark er, hvad enten vi vil det eller ej, et lille land og et lille sprogområde, som skal konkurrere med den store verden, hvor ikke blot varer, men kulturydelser og ydelser fra en kommerciel underholdningsindustri flyder friere og friere over landegrænserne.

Danmark kan ikke konkurrere ved at kaste undergrundens råstoffer i grams. For vi ejer ikke sådanne råstoffer. Vi kan og vil heller ikke underbyde de store lande i andre verdensdele, hvad angår arbejdsmiljø, dyrevelfærd og menneskerettigheder. Vi vil ikke løndumping. Vore varer er kort sagt underkastet sådanne krav, at vi ikke kan og ikke vil konkurrere med varer, der er fremstillet af børn og voksne, der arbejder under de mest usle forhold.

Danmarks råstof er alene vore hoveder. Vor viden. Vor evne til at udvikle og specialisere os på områder, hvor vi kan blive dygtigere end andre. Den distance vil et kulturelt forarmet og stillestående folk imidlertid ikke kunne stå.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er en nøje sammenhæng mellem vor evne til ved stadig udvikling og innovation at klare os på det benhårde verdensmarked, vi skal konkurrere i, og så vort kulturelle stade. Historien fortæller os det, og vi behøver blot at kigge ud over nutidens verden for at konstatere, at der er en sammenhæng mellem udvikling og den frie tanke.

Men friheden er ikke tilstrækkelig. Vi kan ikke lade litteraturen konkurrere på markedsvilkår.

Vi kan ikke lade litteraturen konkurrere på lige vilkår med X-Factor, splatterfilm og andre fordummende tilbud, der efterlader et folk i åndelig armod og med en opfattelse af, at kunst er alt muligt fra skidt til kanel.

Danmark har brug for politikere, der forstår, at det er nødvendigt at fremme og understøtte litteraturen. Vi har brug for, at der breder sig en forståelse for, at litteraturen midt i en broget verden, er en grundlæggende og livgivende kilde, der udvikler os som tænkende væsener, og som understøtter vor identitet og gør os bevidste om, hvem vi er.

Hvis vi fortsat vil være et oplyst og frit folk, der vil hævde os i konkurrencen, nytter det ikke at sætte lighedstegn mellem litteraturpolitik og kortsigtet købmandskab.

Der er derfor god grund til at lytte til forlæggerne, der i disse dage kommer med forslag til en mere visionær politik for at sikre bogens fremtid, hvad enten det nu drejer sig om faste priser for nye bøger og/eller momsfritagelse m.v. Det er ikke blot landspolitikerne, der skal appelleres til. Folkebibliotekerne og dermed kommunalpolitikerne må understøtte bibliotekerne som lokale kulturelle kraftcentre med det formål at fremme læsningen af lødig litteratur. Udbuddet af bøger på hylderne skal ikke være købmandskab, men kulturpolitik.

Nogle biblioteker går nye veje. Nogle boghandlere går nye veje. Men det er til stadighed nødvendigt, at netop boghandlere og biblioteker viser større kreativitet. Politikerne er ikke alene om ansvaret, og der er for mig ingen tvivl om, at et nærmere samarbejde mellem boghandlere og biblioteker med læseklubber, forfatterbesøg m.v. kan fremme interessen både for læsning og for lysten til at eje sine egne bøger.

Det er en gammel erfaring, at vi er, hvad vi læser.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.