3. april 2011, 22:30

Hvis man skal reflektere over Danmarks uddannelsessystem, hvad er det så de facto, de 214.000 studerende på de videregående uddannelser læser til? Vores svar er klart: Vi kalder det den store danske meta-uddannelse, som alle os studerende gennemgår ved siden af vores egentlige studie. Det er en uddannelse, som skal uddanne os i kunsten at være en god velfærdsstatsborger. Borgere, der ubetinget påskønner og omfavner velfærdsstatens ydelser, og som med største selvfølge nikker anerkendende til det enorme offentlige forbrug, der må betragtes som en nødvendig konsekvens af en omsiggribende velfærdsstat.

Foruden de bøger, kompendier og artikler, som udgør pensum på de danske videregående uddannelser, er der et meget omfattende pensum i den store danske meta-uddannelse. Et pensum som består af en lang række støtteordninger, som understreger, at uddannelse i høj grad er i samfundets interesse og dermed også samfundets ansvar. Vi kan i flæng nævne SU, studielån, betalt uddannelse, boligsikring etc. Dette pensum i offentlig forsørgelse skal nøje studeres og værdsættes. Og jo flittigere det bliver studeret (læs: offentlig støtte modtages), jo mere (ud)dannet bliver den studerende i disciplinen velfærdsstatsborger. Slutproduktet er den fuldkomne velfærdsstatsborger, udlært i at værdsætte den støtte, som velfærdsstaten yder os.

Men tillad os at anholde den skildring for en stund. Vi tilhører selv befolkningsgruppen, som er udnævnt til at skabe Danmarks fremtidige vækst. Og som en del af denne gruppe er det værd at stille sig selv spørgsmålet: »Hvad læser vi egentlig til?«. Fraviges standardsvaret om vores studies opbygning og fremtidsmuligheder dukker den interessante refleksion om den store danske meta-uddannelse op. Men hvad betyder denne meta-uddannelse i praksis? Lad os indøve svaret, så det sidder på rygsøjlen.

»Hvad læser du til?«. Jeg læser til velfærdsstatsborger. Omdrejningspunktet for uddannelsen er, at staten skal varetage flest muligt af de opgaver, som ellers grundlæggende burde hvile på mine skuldre. Opgaver som jeg kan varetage selv, men som jeg af ufrivillig magelighed får varetaget for mig. Jeg får langt det meste gratis, og det, der ikke er gratis, får jeg SU til at betale. Læringsmålet er, at jeg skal blive en god velfærdsstatsborger ved løbende at oparbejde en tilstrækkelig stor taknemlighedsgæld til staten. Den skal jeg betale af på, når jeg engang er færdiguddannet. Gennem meta-uddannelsen oplever jeg, at når jeg løsriver mig fra mine forældre og står på egne ben, haster velfærdsstaten til og monterer obligatoriske støttehjul på mig og dermed overtager mine forældres rolle. Problemet er, at jeg aldrig lærer at klare mig selv. Derved er læringsmålet for meta-uddannelsen opfyldt, velfærdsstatens fremtidige skattegrundlag sikret og Velfærdsfabrik Danmark kan køre videre.

»Øh, er du ikke lidt utaknemlig overfor det, fællesskabet har givet dig?« Nej, misforstå mig endelig ikke. Jeg sætter helt oprigtigt pris på gratis uddannelse og SU. Men det er netop min påskønnelse, der er problemet. Det er nødvendigt at tænke over, hvad denne forsørgerrolle, som staten indtager, betyder for individet og for samfundet. For stiller denne gavepolitik ikke de nyuddannede i en paradoksal situation, når gælden skal betales tilbage, samtidig med at de små årgange gør det nødvendigt at spænde den nationaløkonomiske livrem ind? Har velfærdsstatens montering af de obligatoriske støttehjul ikke umuliggjort, at individet kan acceptere velfærdsforringelser i fremtiden? Vi har lært, at velfærdsstaten tager sig af os – vi har jo ikke lært at klare os selv. Dét har vi til gengæld lært på meta-uddannelsen.

»Man kan jo bare melde sin SU fra, hvis man er utilfreds!« Ja, korrekt. Det betyder dog ikke, at man ikke er forpligtiget overfor staten, når man er klar til livet efter endt uddannelse. Det er jo ikke en mulighed at betale mindre, bare fordi man har fravalgt en velfærdsydelse. Derfor ville et sådant valg blot stille én i en situation, hvor man skulle betale for andre og samtidig have det dårligt med det. Man har jo ikke læst pensum i meta-uddannelse grundigt nok! Nej, er det så ikke bedre at vælge ét onde frem for to? Hele idéen med en velfærdsstat er, at vi afleverer en vis mængde af vores indkomst i fælleskassen, hvilket berettiger os til at få del i de fælles goder. Det bemærkelsesværdige ved den danske velfærdsmodel er dog, at vi afleverer en meget stor del af vores indtægt i fælleskassen – ja faktisk helt op til 2/3 af den sidst tjente krone. Hvordan kan man dog få individerne til at acceptere dette? Det er hér, meta-uddannelsen spiller en afgørende rolle. Meta-uddannelsen forbereder os på en tilværelse som skatteyder og som velfærdsstatsborger. En tilværelse hvor det er helt legitimt, at vores individuelle råderet udfordres af staten. Legitimt, for man skylder jo!

Dét er, hvad den danske meta-uddannelse går ud på. Og dét er, hvad vi læser til. Meta-uddannelsen avler en forsørgermentalitet, som gør, at det personlige ansvar udhules samtidigt med at det offentliges ansvar stiger. Velfærdsstaten river sig løs af de tøjler som holder den nede, og gør hvad den gør bedst – vokser på bekostning af det personlige ansvar. Fremtidens skæbnespørgsmål bliver, om der overhovedet længere er skuldre, som er brede nok til at bære læsset. Denne udvikling må bremses, hvis vi som nation skal have nogen form for eksistensgrundlag i den globaliserede verden.