Borgerlige ord

Verden set fra en alpetop

Jesper Beinov: Globalisering, eftervirkninger af den økonomiske krise, geopolitiske konflikter og faren for cyberangreb gør vores samtid usikker, konkluderer de kloge hoveder bag topmødet i World Economic Forum (WEF), der starter i dag i den schweiziske bjergby Davos.

Jesper Beinov, redaktør, kultur, debat & navne
Jesper Beinov, redaktør, kultur, debat & navne

Folkene bag topmødet har så ganske ret i, at disse fire punkter, der hver især belyses i statusrapporten »Global Agenda Outlook 2013« afstedkommer et behov for politisk handling, så vi kommer ud af det nuværende økonomiske sortsyn:

1. Globaliseringen skaber rigdom, reducerer fattigdom, men skaber problemer med voksende ulighed. Eksperterne er enige om, at globaliseringen har positiv effekt. Men hvis folk i vores del af Europa, både dem der høster alle fordelene af en forstærket konkurrence og dem der er truet af marginalisering, ønsker at undgå for voldsom langsigtet ulighed, så skal der gennemføres reformer nu. Den slags kan på kort sigt opleves smertefuldt. Og leder direkte til det andet punkt.

2. Den økonomiske krise skyldes nemlig i høj grad, at der mangler vilje til kontante reformer. Nogle tror, at det kan undgås, hvis blot vi fæster lid til, at vækstøkonomierne Kina, Brasilien osv. trækker os ud af krisen og kompenserer for den manglende vækst i den vestlige verden. Det er, ifølge eksperterne, en illusion.

Så når Mærsk-chefen Nils Smedegaard Andersen i Berlingske op til topmødet i Davos advarer hjemlige politikere om, at det ikke duer med så høje lønninger og med så mange parkeret på passiv forsørgelse, skal vi lytte. Vi må genfinde den gamle viden, at velstand nøje hænger sammen med gode vilkår for erhvervsliv, mindre stat og mere privat. Derfor må vi håbe, at statsminister Thorning, der i dag kommer til Davos, fastholder det sagligt set rigtige synspunkt om reformpolitik, selvom det er upopulært i hendes bagland. Ellers kommer vi ikke ægte ud af krisen.

3. Geopolitiske konflikter i Mellemøsten og strid mellem verdens to stormagter, USA og Kina, skal desuden løses for at genskabe optimismen. Pointen er, at der er brug for, at USA og Europa står sammen i udenrigspolitikken. Det handler om at stå fast på frihandel og afvise protektionisme. Tillige er tiden kommet til, at den nye magt, Kina, får en placering i de internationale institutioner, der modsvarer dets reelle vægt, så Beijing forpligtes stærkere i den internationale orden og kan være med til at udgrænse stater, der ikke spiller efter reglerne.

4. Der er endelig frygt for, at cyberangreb kan føre til destabilisering. En ekspert frygter for nye WikiLeaks-lignende lækager. Vi er tilsyneladende mere sårbare, end vi tror, ifølge flere iagttagere. Vi ser en opblomstring i cyberkriminalitet, og der går ting i svang på nettet, som kan få pludselige og ødelæggende konsekvenser.

Selvom det er en lukket fest i Davos, kan hele verden følge med. Fra Berlingske deltager Thomas Larsen endnu en gang og rapporterer, analyserer og interviewer centrale deltagere, og på sociale medier som Facebook og Twitter er der masser at hente. World Economic Forum er et seriøst forsøg på at invitere til en ægte global samtale, og den slags bør kunne fremme lige netop den type politisk handling, vi har så meget brug for, så vi kan komme ud af den usikkerhed, krisen skaber.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.