Kommentar

Verden er træt af muslimer

Latifa Ljørring: Jeg opfordrer på det kraftigste til, at hvis man vil overleve som en religion, der foretrækker at leve fredeligt, produktivt og lykkeligt, skal man tage afstand fra de radikale islamisters udtalelser og handlinger.

Latifa Ljørring
Latifa Ljørring
I Deadline på DR2 torsdag 26. juni fremførte den britiske, islamiske prædikant, Anjem Choudary, det synspunkt, at hvis sharialovene blev indført, ville det blive det bedste system i hele verden. Han mener, at sharialove sikrer alle menneskers grundlæggende behov. Efter 1.302 år med sharia er der afhugget under 200 hænder, og tyveri er udryddet, påpeger han. Derfor er afhugning af tyves hænder en guddommelig lov, meget vigtigt og noget, som han støtter fuldt ud. Han vil også stene ægteskabsbrydere. Og han vil omdøbe Christiansborg til Muslimborg.

Sådanne radikale islamister gør, at jeg som fredelig muslim føler, at jeg ingen stemme har. Jeg tager fuldt ud afstand fra det, som Anjem Choudary siger og gør. Han skal absolut IKKE repræsentere mig som muslim, og imod hans mål og synspunkter kæmper jeg gerne til døden.

Igen tager islam fejl, når troen bliver repræsenteret af så ubegavet et menneske. Den religion, han repræsenterer, er den fundamentale modsætning til alt, hvad jeg sætter højt: mod, sund fornuft, rationalitet, klarhed i tanke, ærlighed, retfærdighed og frem for alt kærlighed til sandhed.

Det er tankevækkende, at udover enhver islamisk statsdannelse skal Danmark acceptere den islamiske lovs overherredømme. Det har vi set en del eksempler på i mange aspekter af det politiske og religiøse liv. Gang på gang har vi set, at islam nægter borgere den grundlæggende ret til at bestemme deres egne love, altså et fundamentalt udemokratisk princip. Selv om Anjem Choudary bruger begrebet »demokrati« for at antyde, at islam indeholder visse demokratiske principper, fastslog han selv, at islamisk demokrati er en selvmodsigelse: Guds suverænitet og folkets suverænitet udelukker hinanden gensidigt. Et islamisk demokrati ville være det sekulære vestlige, demokratis antitese. Well!

Læs også: Muslimer og islamister

Hr. Anjem og hans slags gør, at islam og demokrati er inkompatibelt. De ekstreme muslimer her i landet må sidde og juble. Vi må derfor påtage os den vigtige opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at vi nærer de typer, der giver det ekstreme islam yderligere fremgang.

Verden er træt af muslimer. Vi kan snart ikke tænde for TV-nyhederne uden at se billeder af en flok ekstreme mennesker, som i islams navn begår den ene ugerning efter den anden. Æresdrab, terror, tvangsægteskaber, hellig krig, kvindeundertrykkelse, udemokratiske tilstande og så videre og så videre.

Det kan godt være, at alle muslimer ikke er ekstreme. Men de »få« ekstreme muslimer udgør ca. 15 procent af 1,6 milliarder muslimer, hvilket svarer til ca. 240 millioner ekstreme muslimer i verden. De 240 millioner ekstreme muslimer har bragt og bringer stadig verden i knæ. Derfor betragtes resten af muslimerne, selv om vi er fredelige og moderate, som totalt irrelevante.

Jeg har læst en undersøgelse fra 2005 i CNSNews.com: Hvordan bør den amerikanske regering håndtere muslimske ekstremister?

1) Mødes med ekstremistiske grupper og søge en løsning på deres problemer: 2 procent.

2) Fængsle eller dræbe så mange som muligt: 92 procent‬.

3) Ingen af ovenstående: 6 procent.‬

Denne CNSNews-undersøgelse er tankevækkende og et klart budskab til muslimer i vort land og over hele verden.

Hvis mord og hærværk fortsætter, og hvis muslimer ikke meget tydeligt, officielt, udbredt, højlydt og OPRIGTIGT står frem og aktivt modsætter sig dem, der engagerer sig i denne ekstreme praksis, vil folk i alle dele af verden trættes og miste tålmodigheden. Og det kan jeg sådan set godt forstå.

Læs også: Stemmer der skaber dialog

Vi ved alle, at der blandt jer findes nogle – ikke mange – der foretrækker at leve i fred. Det siges, at op mod 70 procent af muslimerne støtter de mere aktivistiske trosfæller, fordi de tier og ikke tager afstand, når disse sprænger 3.000 mennesker i luften, skærer hovedet af tilfangetagne arbejdere eller bomber skolebusser og undergrundsbaner.

Hvad angår de 30 procent af os, der ikke støtter dem, risikerer vi enten dødstrusler fra vores islamist-venner eller at blive fanget i det, der kommer til at ske for vores fjendtlige islamister, hvis ikke deres irrationelle adfærd snart stopper. Der findes dem, inklusive mig selv, som frygter, at bitterhed og vrede vil feje alle jer væk, der tilpasser jeres religion, kun lever efter de mere fornuftige dele og afviser de dele, der dømmer muslimerne til uophørlige konflikter med resten af verden, generation efter generation.

Jeg mener bestemt ikke, at I skal give afkald på islam! Men der findes bare de grupper i dag, der er blevet udviklet af den form for islam, som resten af verden er ved at være træt af. Hvis I kender jeres egen historie, så ved I, at Koranen, Hadith’en og Sirat Rasul Allah ikke altid har været de »marchordrer«, som de er blevet til, da Al-Ghazali endeligt etablerede fundamentalisme som den eneste sandfærdige version af islam.

Jeg opfordrer på det kraftigste til, at hvis man vil overleve som en religion, der foretrækker at leve fredeligt, produktivt og lykkeligt, skal man tage afstand fra de radikale islamisters udtalelser og handlinger.

Det er fuldstændigt udelukket, at resten af verden vil tillade islams nuværende kurs og praksis. Så hvis I ikke rejser jer og aktivt tager standpunkt, vil I med meget stor sandsynlighed befinde jer i en kattepine inden længe.

Tiden er ved at løbe ud for de moderate muslimer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.