Kulturkarrusellen

Venstrefløjen og jøderne

Eva Agnete Selsing: Så kender vi Europa igen. Jødehadet døde ikke med Hitler, desværre. De seneste dage har vi set uhyggelige beviser herpå – og ofte på den ellers selverklæret humanistiske venstrefløj. Gaza-krigen er atter blusset op, og herhjemme i Skandinavien slås de røde følgelig med hver deres jødehadsskandale.

Eva Agnete Selsing, Filosof
Eva Agnete Selsing, Filosof

I Danmark var det på SFeren Fathi El-Abeds facebook-væg, at støtten til Hitlers drab på jøder sås. I Norge har et arabisk medlem af Arbejderpartiet udtrykt støtte til denne udtalelse: »Jævla jøde horer, skulle ønske Hitler kunne kommet tilbake og dusjetderelittmer.« Og en lignende sag verserer nu i Sverige.

Venstrefløjen har en lang og broget historik i forholdet til jøderne. Marx, Bakunin, Proudhon og flere andre af den revolutionære venstrefløjs koryfæer har sagt og skrevet sager, der var enten helt eller delvis antisemitiske. Deres antisemitisme stammede først og fremmest fra modstanden mod jøderne som magtfulde pengemennesker. Senere dages venstrefløjskvababbelser med ’Israel’ har været begrundet i alliancen med USA, hvormed det jødiske land er blevet set som den amerikanske ’imperialismes’ forlængede arm.

Udsvingene i støtten til det jødiske folk har været afhængigt af, hvilken rolle, det kunne tildeles i rammen af venstrefløjens altdominerende identitetsfortælling: David og Goliat. Så længe jøderne iscenesættes som David, er man med dem. Ellers ikke. Og da den socialistiske interesse for Israels kibbutzer svandt, skiftede sympatien til palæstinenserne, hos hvem man fandt en mere givende offerfortælling. Den mytomane socialistiske selvforståelse er helt afhængig af denne ikonografi: man holder bare ikke med Goliat. Og Israel og det jødiske folk tegnes som overmagten, når de allierer sig med alle tiders allermest Goliat-agtige undertrykkelsesfigur i det frygtsomme socialistiske sind, nemlig USA.

Det er således vigtigt at forstå, at jødernes styrker og succeser er en afgørende kilde til jødehadet. Svage, tabende jøder er mere tilgivelige. Så da jøderne overlevede krigene i 1967 og 1973, overlevede støtten ikke.

Den moderne jøde-antipati på venstrefløjen har siden levet videre i forholdet til Israel. Nu kaldes det ’antizionisme’ og pakkes ind i akademiske, geopolitiske fraser – som dog, ret beset, godt kan gemme på en helt legitim position. Det, der adskiller legitim antizionisme fra illegitim ditto er tre elementer. Det første har vi, når tegningen af den zionistiske trussel antager mytiske former – når der eksempelvis lyves om israelske organtyverier fra fattige palæstinensere. Med sådanne historier bygges en ’zionistisk’ karakter op, som har afgørende ligheder med tidligere tiders diffamerende skræmmebilleder af den jødiske fare.

Det andet ser vi, når Israel bedømmes efter andre moralske standarder end andre lande. Det tredje element har vi, når det underforstås, at gruppen af ’zionister’ helt eller næsten udtømmes af jøder. Særligt de to første ser vi desværre ofte, når venstrefløjen udfolder sin ’antizionisme.’

Det virker så tilfældigt. Som om David-historien er vigtigere end de mennesker af kød og blod, der kæmper en umulig kamp mod en voksende og stadigt mere skruppelløs fjende. Det har vi set før. Myten vinder over virkeligheden. Ja, så kender vi Europa igen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.