22. februar 2012, 22:30

Det bygger blandt andet på den forståelse, at samfundets mainstream - den arbejdende, velfungerende befolkning - afstår en markant del af sin løn for at hjælpe dem, der er kommet i nød. Det er ud fra denne logik, man har formuleret sætningen om, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Alligevel er velfærd i stigende grad ved at blive et minusord i stedet for et plusord. Det er ikke uden grund. For selve den centrale kontrakt, som er forudsætningen for velfærdens indbyggede omfordeling, er på en række punkter ved at smuldre. Et stigende antal danskere oplever, at tingene bliver vendt på hovedet. Der bliver færre til at betale for flere. Men ikke nok med det. Begreber og værdier i samfundet synes også at være under forvandling. Det gælder i mange forskellige sager, hvor samfundets prioriteringer kan diskuteres.

Det gælder f.eks. sagen om en kvinde, der fik sit liv smadret af en eks-kæreste, som kastede hendes bevidstløse krop ud fra en altan på 3. sal i København. Kvinden skrev for et par dage siden en kronik i Politiken. Her konstaterede hun, at mens hun nu slås med en hjerneskade og 50 procents invaliditet, investerer samfundet betydelige ressourcer i resocialisering af gerningsmanden - inklusive en ansættelse hos stjernekokken Claus Meyer. Mandens offer venter derimod stadig på sin erstatning fra det offentlige. Det gælder rækken af historier om, hvordan kommunerne investerer op til millioner af kroner på behandlingen af vanskelige enkeltpersoner. En aktuel sag handler om Tårnby Kommune, der valgte at bruge 60.000 kroner om måneden på at sende en utilpasset 15-årig voldsdømt dreng på sejltur med et »projektskib« i Caraibien. Det vil sige - lige indtil han overfaldt skibets kaptajn og blev eskorteret hjem. »Han er ellers sådan en sød dreng«, som projektleder Tommy Schaffrath formulerede det over for Ekstra Bladet.Det gælder de eksplosivt voksende udgifter til utilpassede unge i øvrigt - og til diagnose-Danmark, hvor et kildevæld af psykiske diagnoser er direkte adgangsbillet til de offentlige kasser. Det gælder hele diskussionen om Carina og de 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, som af den ene eller den anden grund - eller slet ingen grund - er uden tilknytning til arbejdsmarkedet og i stedet i årevis eller resten af livet lader sig finansiere af færre og færre mainstreamdanskere, der går på arbejde og svarer enhver sit, herunder samfundet. Det gælder, når det er omfattet af stort besvær at udvise en kriminel bandeleder som FisFis, der muligvis trods sin udvisning i efteråret ender på tålt ophold her i landet, mens hæderlige og arbejdsduelige folk som albaneren Blerti Minxhozi blev udvist kort før nytår - tre uger før han skulle aflevere sit speciale som økonomistuderende på Københavns Universitet. Jo flere eksempler som disse, des stærkere en fornemmelse af, at vi lever i et velfærdssamfund, der er i færd med at miste sansen for sine prioriteringer. Når vi af dette samfunds virkeligt solidariske, dem der arbejder og betaler skat, ender med at forlange det urimelige for at finansiere og tåle urimeligheder, så smuldrer velfærdskontrakten. Og så bliver velfærd et minusord. Desværre.