Kommentar

Velfærd, ansvarsløshed og forkælede unge

Velfærdsstaten har afmonteret det personlige ansvar. Hvordan kan man retfærdiggøre et system, hvor kassedamen betaler for direktørdatterens SU, hvor man uden at blinke kan nægte at tage et arbejde, og hvor det at modtage 5.000 kroner af andre menneskers penge er blevet en ret?

Anders Burlund.
Anders Burlund.

Længe har venstrefløjen begrædt velfærdsstatens afmontering. I virkeligheden er det dog gået den anden vej for velfærdsstaten. Den har langsomt, men sikkert fremmet en ansvarsløshed hos borgerne. Særligt tydeligt bliver det, når den vigtigste kamp for eksempelvis danske studerende er retten til 5.000 kr. om måneden, eller når forældre ringer til et universitet og brokker sig over børnenes karakterer. Endnu mere grelt er det, når en kontanthjælpsmodtager mister penge ved at tage et arbejde. Jeg bebrejder ikke forældrene deres handlinger, jeg forstår godt de studerende, og jeg forventer ikke, at kontanthjælpsmodtageren vil handle imod egne interesser. For sandheden er, at vi alle er opvokset i en altomfavnende stat, der i stort set alle aspekter af vores liv har afmonteret det personlige ansvar.

Når jeg fra tid til anden er på besøg hos mine bedsteforældre, får jeg tit historien om, at min bedstefar som ung var ude og tjene, inden han kom på landbrugsskole og fik sig en uddannelse. Dengang måtte man klare sig selv. Min bedstefars bror havde for eksempel ingen sommerferie, for han måtte arbejde for at finansiere sine studier. I dag har man som studerende typisk sommerferie i to måneder og kan sagtens nå at tage på Roskilde Festival og Interrail uden de store problemer. Som privilegeret søn af en pladesmed og en klinikassistent har jeg gennem universitetet haft muligheden for at komme på udvekslingsophold i Kina. De internationale studerende, jeg mødte, betaler enten selv for deres uddannelse, eller også gør deres forældre. De modtager ingen statsbetalt uddannelsesstøtte, men arbejder eller låner til studietiden. De studerende, der tager ansvar for egen uddannelse, findes, og man skal ikke længere væk end til Norge for at finde et lånebaseret SU-system.

I gymnasietiden var jeg så heldig at få SU i den sidste halvdel af 3. g. Dengang som nu fandt jeg det uretfærdigt, at mine ældre klassekammerater fik 1.200 kr. om måneden for at lave nøjagtigt det samme som jeg, blot fordi de var over 18. Problemets natur ligger naturligvis ikke i, hvorvidt det var retfærdigt at mine kammerater fik penge, mens jeg ikke gjorde. Nej, problemet ligger, i at SU-ordningen har vokset sig så stor og dermed er blevet en »ret« for alle. At vi i Danmark aflønner vores unge i studietiden er ikke et udtryk for, at vi som nation har uanede mængder af ressourcer, tvært- imod. Frem for at bruge midlerne på at opkvalificere uddannelserne, og dermed styrke landets humane kapital, vælger vi i stedet at kaste penge i hovedet på studerende, der ikke har behov for dem.

For når staten med SU afmonterer det økonomiske ansvar for et ungt menneske, så gør den vedkommende en bjørnetjeneste. Faktisk har min generation kun lært én ting, og det er, at der ikke er en konsekvens af vores handlinger. Måske er det grunden til, at flere og flere medlemmer af min generation er overrepræsenteret i RKI og verdensmestre i druk. Forleden kunne man læse, at formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Alexander Grandt Petersen, ville lovgive imod de såkaldte SMS-lån. Men man løser ikke problemets rod med forbud, når problemet udspringer af en altomfavnende velfærdsstat. Problemet stikker dybere. Det er sundt at stille krav. Ikke blot til sig selv, men også til samfundet .

Men den mulighed har velfærdsstaten frataget min generation. For når man sænker barren, bliver det nemmere at hoppe over. Når der ikke er karakterkrav for optagelse til gymnasiet samtidig med, at gymnasierne har en økonomisk incitamentsstruktur som nu, er der ikke noget incitament til at hæve niveauet, hvis det betyder, at flere dropper ud. Der er intet incitament til at tage et arbejde eller begynde på uddannelse, hvis man mister penge på det, og det er netop der, problemet har sit udspring. For 40 år siden var det utænkeligt, at forældre ville ringe til universitetet og brokke sig over børnenes karakterer. Her ville man i stedet kigge indad og give en ordentlig opsang til junior. Velfærdsstaten har afmonteret det personlige ansvar i takt med at ydelserne er blevet flere og mere generøse.

I Danmark har vi set eksempler på at det er muligt at gå 15 år uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Nogle mennesker vil i kroner og øre tabe penge på at tage et arbejde. Ville du sige farvel til friplads og boligstøtte og takke ja til en indkomststigning på tre kroner i timen, udgifter til transport og fravær fra dine børn? Ansvaret for eget liv er fuldstændig væk, når det er muligt at leve for andres penge gennem hele livet. Sådan burdet det ikke være, men sådan er det blevet i Danmark.

For at modtage »fællesskabets« midler, skal man i dag blot henvende sig til kommunen. Modsat i gamle dage, hvor man hver måned måtte til sognefogeden og bede om økonomisk hjælp, har man i dag valgt at skrotte denne synlige kontakt mellem system og borger. Det er alt andet lige nemmer at se pengene rulle ind på kontoen end at se et andet menneske i øjnene og bede om dem.

Men forstå mig ret, jeg bebrejder ikke den studerende, moderen på kontanthjælp eller curlingforældrene. De er alle med tiden blevet indlejret i en ansvarsløs virkelighed og handler rationelt i hver sin kontekst. Ansvaret ligger hos de politikere, der har haft mere fokus på genvalg frem for økonomisk og moralsk ansvarlighed. Frem for at stræbe efter dygtighed, flid, viden og et højt niveau i vores uddannelse, ligger fokus nu på, om nogen vil fratage os en offentlig overførsel. Det er altid »offeret« for nedskæringer, der kommer i centrum, men ingen stiller spørgsmålstegn ved rigtigheden af de generøse overførsler. Og hvad siger det om os som samfund, når den vigtigste kamp for vores generation er kampen for at bevare en skatteyderbetalt overførsel?

Velfærdsstaten er grundlæggende undertrykkende og uretfærdig i sin konstruktion. Den er blevet vor generations største trussel. Hvordan kan man retfærdiggøre et system, hvor kassedamen betaler for direktørdatterens SU, hvor man uden at blinke kan nægte at tage et arbejde, og hvor det at modtage 5.000 kr. af andre menneskers penge er blevet en ret? Om vi vil det eller ej, så er den eneste lim, der holder vores samfund sammen, vores afhængighed af velfærdsydelser, der har frataget os ansvaret for eget liv og økonomi.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.