Kommentar

Vagthund eller jagthund?

Kasper Fogh Hansen: Danske medier er med for alt lidt gensidig kritik på vej ned ad den etiske glidebane. Det var konklusionen i en kronik i Politiken. Berlingskes chefredaktør Tom Jensen tilbageviste kritikken. Her fortsætter de debatten.

Kære Tom Jensen, du skal have tak for at have arbejdet så grundigt med den kronik om pressen og behovet for en presseombudsmand, som Anne Sophia Hermansen, Søren Pind, Gretelise Holm og undertegnede skrev i Politiken forleden.

Og du har ret i, Tom Jensen, at vores perception af pressens moralske erosion ganske rigtigt kunne have haft den nuancering, at det bestemt ikke er alle redaktioner eller medier, der i lige grad fortjener ris. Det påpegede Politikens Bo Lidegaard i Presselogen på TV2 News, ligesom Berlingskes Lisbeth Knudsen påpegede, at der faktisk er sager som fx fyringen af Jeppe Nybroe, hvor uredelighed fører til sanktioner, noget vi har efterlyst i pressen.

Men, kære Tom Jensen, du skriver, at pressen ikke skal ses skæres over en kam; alligevel forsvarer du den selv over en kam. Hvis der var en stærkere tradition for mediekritik medierne imellem, ville det ikke være nødvendigt med en afløser for Pressenævnet. Lad mig tage fat i et af de eksempler, du selv trækker frem: Ekstra Bladets medvirken til frembringelse af kritiske historier om den tidligere opposition. Hvordan kan det være, at ingen avis eller redaktion har gennemgået Jan Kjærgaards og Ekstra Bladets journalistik for at belyse, hvor stort problemet er med etikken og historierne fra det blad? Det ville man have gjort over for enhver anden magthaver. Mediekritik - særligt med bid - forekommer, men er desværre et særsyn.

Men det er svært at se hvordan du kan kalde en lejlighedsvis kronik for »en kampagne mod pressen« (en kampagne er vist et koordineret projekt med ressourcer), og det er endnu sværere at se det rimelige i, at du sammenligner vores forehavende med tabloide hetz-kampagner. Herudover beskylder du os for at gå magtens ærinde, men, Tom Jensen, hvilken interesse skulle jeg, Anne Sophia Hermansen eller Gretelise Holm, to af mine medforfattere, egentlig have i det? Gretelise Holm har været journalist i mange år, er nu forfatter, og er bekymret over udviklingen i journalistikken. Det er der mange i det journalistiske fag, der er. Kurt Strand har fx karakteriseret udviklingen i faget som værende fra vagthund til jagthund. Men du gør os ikke kun uret ved at skyde os fortænkte motiver i skoene - du tager også for let på kritikken, når du afskriver den under henvisning til, at der kun er få eksempler på problemer i pressen. Sjovt nok har du jo selv let ved at nævne masser af eksempler i din i øvrigt velstuderede tekst.

Vi advokerer ikke for, som du påstår, at pressefriheden skal indskrænkes. Det er rigtigt, at vi taler om sanktioner over for pressen, men det er jo så at sige en øget effekt af en mekanisme, der allerede findes. Men som nu er for svag. Alle sanktioner hviler på antagelsen om at de har en afskrækkende effekt, og pressenævnet er ikke afskrækkende. Og så taler vi om en ombudsmand, fordi pressenævnet er så ubekvemme ved selv at tage sager op; de foretrækker at have rene linjer og kun være behandlere.

Jeg - og vi - er indædte tilhænger af en uafhængig og fri presse, det er helt uundværligt og det er også af kærlighed til den offentlige samtale, at vi og andre bruger kræfter på dette. Er der er noget implicit i det, vi har forfattet, der på nogen praktisk måde kan betyde en mindre fri presse? Det kunne godt ligne en refleks, en afværgemekanisme i pressen, at beskylde alle, der ønsker en rimelig ansvarlighed, for at ville indskrænke enten pressen eller ytringsfriheden.

Det kan ikke være rigtigt, at ønsket om større sanktioner for hensynsløs adfærd i medierne - som vi nu er enige om findes - skal beskyldes for at være lig censurens genopståen, eller skulle være et skridt mod et ufrit samfund. Det er simpelthen useriøst. Og et skræmmebillede. Og hvordan kan du karakterisere det som en »tabloid kampagne«, at vi har skrevet en mediekritisk kronik i Politiken, bygget på eksempler og argumenter? Pressefrihed er ikke friheden til at ødelægge andres liv, ligesom mediekritik ikke handler om at kritisere de desværre alt for få, der kritiserer medierne for manglende selvjustits.

SVAR: Kære Kasper Fogh Hansen. Det er glædeligt, at du i dit indlæg her anerkender, at man ikke ud fra nogle enkeltsager kan generalisere og betragte den samlede mediebranche som ramt af et etisk svigt. Det forklarer dog ikke, hvorfor I så netop i jeres kronik i Politiken gør dette - og hvorfor du også tidligere har gjort det. Når jeg bruger ordet kampagne, skyldes det ganske enkelt, at jeres kronik ikke står alene. Den samme kritik har på nogenlunde samme facon været fremført talrige gange fra politisk side over de senere 1-2 år. Om svækkelsen af presse- og ytringsfriheden dette: I foreslår en række drastiske tiltag mod medier og reportere. Herunder f.eks. at journalister skal kunne udstødes fra faget. Du svarer ikke her på, hvordan det skal kunne foregå uden at krydse en problematisk grænse. Særligt da ikke, hvis en central - eventuelt statsligt baseret - smagsdommer får retten til at dømme ude eller inde. Jeg ønsker ikke at forsvare uforsvarlig journalistik og mediers overgreb på uskyldige. Jeg påpeger blot det bekymrende i at bruge en generaliseret kritik til at fremkomme med forslag om konkrete stramninger, der er principielt betænkelige.Med venlig hilsen

Tom Jensen

Chefredaktør på Berlingske

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.