18. januar 2010, 22:30

aiti-katastrofen har på trods af dens forfærdelige omfang været en kærkommen lejlighed for præsident Obama til at vise initiativ på verdensscenen, hvor han har givet et ganske rodet indtryk i sit første år som USAs præsident. Obamas indsættelse repræsenterede for nogle kommentatorer håbet om en hel ny epoke i verdenspolitik, hvor et genfødt USA igen ville blive bannerfører for frihed og retfærdighed i verden. Håbet var desværre tåkrummende naivt, for facit er, at USAs styrke på verdensscenen er svækket, og at det er gået tilbage for friheden i verden.

Problemerne understregedes sidste uge med offentliggørelsen af den amerikanske menneskerettighedsorganisation Freedom House’s årlige rapport, der tager temperaturen på demokratiet verden over. Den deprimerende konklusion er, at det også i 2009 er gået tilbage: Hele 40 lande har haft tilbagegang, hvilket giver et negativt resultat for fjerde år i træk. Udviklingen afspejler USAs faldende stjerne, for mens Sovjetstyrets sammenbrud i 1991 førte til en regulær frihedseksplosion, og USAs offensiv efter 2001 fik mange mellemøstlige despoter til at tænke sig om, var den katastrofale udvikling i Irak omkring 2006 vendepunktet, der viste, at USA ikke længere kunne – eller ville – tvinge nogen til at makke ret. Det kan man mene er godt eller skidt, men skriften på væggen er klar: Autoritære regimer som Kina, Rusland, Iran og Venezuela står stadig stærkt.

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Til gengæld har Obama fået – absolut intet: Iran og Nordkorea fortsætter deres atomprogrammer med fuld styrke, og Kina ydmygede åbent USA ved klimatopmødet i København. Næverne er stadig lukkede, og de truer med tæv. Samtidig er det lykkedes Obama at få trofaste allierede som Israel, Polen, Tjekket og det iranske eksilmiljø til at tvivle på, om en alliance med USA nu også er noget værd.

Afghanistan-politikken illustrerer vafleriet. Først vaklede præsidenten i månedsvis efter den dystre McChrystal-rapport, hvorefter han fandt ridepisken frem og sendte yderligere 30.000 mand (men ikke de efterspurgte 40.000). Samtidig annonceredes det, at styrkerne skal trækkes tilbage fra midten af 2011. Say what? Er ridepisken ude af skabet eller er det bare en fjerkost?

Efter at have opskaleret krigen i Afghanistan tog Obama med ironisk timing til Oslo for at modtage Nobels bizarre fredspris. Talen var fremragende – en af hans bedste – men den var også suspekt neokonservativ, som talt af en George W. med en guldtunge i munden. Så hvad er Obama? En fredsstifter eller en krigsmand? En svækling eller en sværvægter? At spørgsmålet overhovedet presser sig på er et af fremtidens problemer for Vaffelmanden i Det Hvide Hus.