13. november 2009, 22:30

Dansk presse har ramt en glidebane. For selv om der i virkeligheden burde være nyheder nok - klima, historisk finanskrise og verdenspolitiske forandringer i stor stil - har danske medier og journalister travlt med at iscenesætte sig selv for at skabe nyheder. Ofte på kant med loven. Og hele tiden langt over kanten til den troværdighed og integritet, som ellers burde kendetegne danske medier og dansk journalistik.

I denne uge har der været trængsel ved glidebanen. Og selv om der er store forskelle på Politikens ansættelse af afviste asylansøgere og en ung journaliststuderendes fængselsophold i Iran, er der også skræmmende ligheder. Begge er præget af selviscenesættelse, selvtilfredshed og total tilsidesættelse af værdighed og troværdighed i handlingerne.

Mest opsigtsvækkende er nok Politikens stunt med at etablere et anpartsselskab, Irak Center, for at ansætte afviste asylansøgere, så de undgår at blive sendt tilbage til Irak. De afviste asylansøgere brød tidligere på efteråret loven og søgte tilflugt i Brorsons Kirke - i øvrigt med stor opbakning fra samtlige meningsdannere og klummeskribenter på Politiken (der efterhånden er i flertal i forhold til avisens få nysgerrige journalister).

Rent markedsføringsmæssigt er aktionen i sig selv godt tænkt - stor opmærksomhed og helt i tråd med avisens pladderhumanistiske profil. Så hvis blot JP/Politikens Hus havde kørt projektet som en forretningssag, ville det være i orden.

Men det gør Politiken ikke. Naturligvis ikke.

Som så ofte før blander Politiken det hele sammen og bruger sin nyhedsjournalistik til at markedsføre avisens politiske ideologi og position.

I torsdagsavisen skete det med kæmpe henvisning på forsiden, leder-spalten og et såkaldt essay, der i lange vendinger forsvarer hele tankegangen - og så ellers en helsides egenannonce med det kontonummer, hvor læserne kan støtte det nye projekt. I løbet af dagen fulgte politiken.dk op med et utal af nyhedshistorier, hvor Tøger Seidenfaden oftest fik sidste ord - bare for at være sikker på, at den velartikulerede chefredaktør kunne pille alle andres argumenter fra hinanden ud fra devicen »jeg har ret - og alle, der mener noget andet, ta’r fejl«.

Alt i alt et miskmask af markedsføring og journalistik og en total mangel på den integritet, der ellers bør være hjørnestenen på en så traditionsrig avis. Og desværre også i en form, der minder meget om Politikens ulovlige kopiering af Jægerbogen, hvor avisens journalistik også blev brugt til at promovere og forsvare Tøger Seidenfadens selviscenesættelse og selvretfærdighed i det, der dybest set blot var et klokkeklart brud på ophavsretten.

Sagen med den unge journaliststuderende er mere speget. Særligt da ingen herhjemme - udover ham selv - kender til de egentlige hændelser under demonstrationerne i Teheran. Den unge journalistspire har formentlig overtrådt alle regler og normer for god opførsel - både for Iran og for andre lande. Derfor blev han anholdt og derfor blev han afhørt i timevis af de iranske myndigheder, der utvivlsomt ikke har været nænsomme og helt regelrette i deres handlinger.

Derfor måtte den danske stat bruge massevis af ressourcer på at redde ham ud af fængslet og tilbage til Danmark, hvor han - gudhjælpemig - bliver modtaget som en frihedshelt, som havde han kæmpet for frihed. Fejret i lufthavnen, vist frem på TV og alverdens nyhedssites - og interviewet i det tandløse »Jersild Live«, hvor han får lov at sniksnakke uden kritisk modspil.

Den problematiske aktivist-journalistik trænger ellers til alt muligt modspil og kritisk opsyn. Ikke mindst på en ung journalistspire, der selv udtalte, at det ikke nytter at rejse med journalist-visum, hvis der skal drives kritisk journalistik i Iran. Ergo: Bryd loven med det samme - så bliver det hele meget bedre.

Denne uges tab af integritet, troværdighed og værdighed er langtfra de første - og vel næppe de mest absurde og kulørte eksempler på aktivist-journalistik.

For et par år siden fik en journalist på Nyhedsavisen den originale idé at kaste med brosten i en demonstration for Ungdomshuset for at kunne skrive om det i avisen bagefter. Det gav en meget mere autentisk beskrivelse af livet som aktivist, forklarede han bagefter - og beklagede på intet tidspunkt sin ulovlige handling. Han blev fyret fra avisen. Men hans særlige form for aktions-journalistik bliver nævnt og beundret af både unge journalister og chefer i mediebranchen. Uagtet, at det er bundulovligt og dybt problematisk.

Alene her i efteråret har både TV2 og B.T. ramt glidebanen med deres storstilede satsninger om minkpelse og præsten i Brorsons Kirke.

For hvor var den redaktionelle integritet og troværdighed, da TV2 gav kameraer og redaktionel styring til de ekstremistiske aktivister fra Anima, der brød loven og trængte ind på minkfarmene for at dokumentere dyremishandling? For aktivisterne var der tydeligvis ikke tale om objektiv og undersøgende journalistik. Det var blot endnu en succesrig - og ulovlig - aktion, der tilmed fik optimal mediedækning, fordi TV2 gav dem kameraer med hele vejen.

Og aktivist-journalistikken kom også i brug, da B.T. snød med identitet og skjult kamera for at afsløre, at præsten i Brorsons Kirke var villig til at bryde loven for at skjule de afviste irakiske asylansøgere. Præstens lovbrud blev udstillet - men først da B.T. selv havde brudt alle normer for journalistisk integritet og troværdighed.

B.T. og TV2 kan så dog glæde sig over, at de ikke er alene. Ja, efterhånden er det vel flertallet af medier - og unge journalister - der gerne bruger lovbrud og selviscenesatte aktioner for at få den gode historie. Uanset om det går ud over integritet, troværdighed og værdighed.