5. januar 2012, 22:30

Nytårsnat gjorde politiet et uhyggeligt fund af tunge våben i en ungdomsklub i Tingbjerg i København. De var i hælene på to unge mænd, der flygtede fra et drabsforsøg med skydevåben. Politiet fandt mændene i ungdomsklubben Crossroad. Og i tilgift opdagede de en maskinpistol med ammunition, en håndgranat og en pistol.

Politiet siger, at de er bestyrtede, det samme gør politikere og andre, der udtaler sig. Men kendsgerningen er, at det er en bestyrtelse, der ikke bliver omsat til handlekraft. Tværtimod er det blevet en ren rutinemæssig bestyrtelse.

Gennem de senere år har der været bandekrige med flere skuddramaer. Der er tidligere fundet våben som eksempelvis en tung riffel med kikkertsigte, angiveligt som dem, snigskytter benytter. Containere, biler og bygninger er blevet sat i brand. For nogle år siden brændte den omtalte ungdomsklub ned til grunden. Politifolk bliver angrebet og forhindret i at udføre deres arbejde. Præst i Tingbjerg, Ulrich Vogel, blev så groft chikaneret, at han ikke så anden udvej end at fraflytte sin bolig og flytte uden for området.

Hver gang har politiet, politikere og medier været bestyrtede. Men der sker ikke for alvor noget. Problemerne fortsætter, fordi man ikke vil erkende, at det ikke er tilfældige hændelser eller »drengestreger«. Der er tværtimod tale om en adfærd og kultur, der er en trussel mod sammenhængskraften i samfundet.

Mønsteret er det samme i flere andre ghettobebyggelser - ikke kun i Danmark, men i en del europæiske storbyer.

I forhold til bandekrigen har politiet gjort en betydelig indsats, der også har givet resultater. Men sideløbende har vi en anden slags krig: Grupper af indvandrere forsøger at skabe det, som man i udlandet kalder »lovløse zoner« eller »no go-områder«. Det vil sige områder, hvor staten (politiet) forhindres i at udøve sin magt, og hvor gadens kræfter tager over.

I en række europæiske lande er denne tendens til lovløse parallelsamfund meget længere fremme end i Danmark. Men selve mønsteret er det samme. Og det fortsætter og bliver ofte stærkere og mere alvorligt.

Der er ellers brugt virkelig mange penge. I 2009 blev der afsat 140 millioner kroner til en indsats over fire år mod ungdomskriminalitet i særligt belastede boligområder: Tingbjerg, Vollsmose, Tåstrupgård og lignende indvandrertunge steder. Men de mange penge hjælper ikke meget, fordi man ikke har en klar forestilling om, hvordan de bruges effektivt. Derfor er der vist heller ikke kommet noget som helst ud af den følgegruppe, socialministeren nedsatte i 2009. To gange om året skulle følgegruppen vurdere, hvordan indsatsen virkede, og spotte eventuelle problemer. Men hvilken målestok skulle man bruge? Hvordan ville man afgøre, hvornår pengene blev brugt dårligt, så det var nødvendigt at gribe ind? Sådanne retningslinjer mangler, og problemerne bliver ikke løst.

Man bliver kun mere foruroliget, når man hører politikere, socialarbejdere og andre udtale sig. Politisk korrekthed betyder, at man slører problemerne med skinforklaringer og pseudohandlinger.

En del af begrundelserne for at afsætte de mange penge var, at der er tale om sociale problemer. Ræsonementet lød: Det går galt, fordi »de unge« mangler en ungdomsklub - et argument, der bliver flittigt brugt af de unge selv. Holdningen kom klart til udtryk i en avisartikel om netop manglen på en ungdomsklub i netop Tingbjerg: »De synes ikke, det er for meget at bede om, og hvis man lytter rigtig godt efter, lyder de som nogle unge mænd, der står og råber om hjælp fra et samfund, som de ikke forstår, og som ikke forstår dem« (Politiken 25/10 2009).

I dag har de unge mænd så en ungdomsklub. Når den bliver brugt som våbenlager og ikke kun til bordtennis og hyggesnak, så er de politisk korrekte også parat med en undskyldning for de unge mænd (der er i 20erne og altså ikke så helt unge). Flere af dem kommer fra et kriminelt miljø, og derfor kan man ikke forvente, at de uden videre holder op med at bruge våben, forklarede Enhedslistens socialborgmester i København, Mikkel Warming. Med det argument kan man undskylde kriminelle handlinger i det uendelige.

Endelig er det en almindelig brugt bortforklaring, at det kun er et lille bitte mindretal, der laver ballade.

Men kendsgerningen er, at de, der udøver volden, ikke er så få endda. Og der er en langt bredere kreds, som solidariserer sig med dem. Det er derfor politi, brandfolk og andre kan blive konfronteret med en overmagt, der forhindrer dem i at udføre deres arbejde. Denne virkelighed er man nødt til at tage udgangspunkt i.

Problemerne i Tingbjerg er ikke tilfældige hændelser. De er led i et mønster, hvor grupper af unge ser sig selv i kamp mod det danske samfund. En kamp, hvor det drejer sig om at besejre myndighederne og tage magten over et område, så det kan styres ud fra normer og værdier, der er det danske samfund fremmed.

Vi har ikke brug for falsk og rutinemæssig bestyrtelse fra politi og politikere. Vi har brug for, at problemerne bliver set i øjnene, og at der bliver gjort noget ved dem.