Tendens

Under gulvtæppet

Tom Jensen: I 20 år har gulvtæppet ikke været stedet at feje noget ind under i dansk politik. Statsministre kan falde på den slags.

Tom Jensen, Chefredaktør
Tom Jensen, Chefredaktør

Men en ny generation er vokset frem, for hvem det tilsyneladende er den naturligste ting i verden at feje et problem, en ubehagelighed, en samfundsdiskussion sammen i en lille bunke, løfte rya’en og bekvemt liste det, man nødigt vil se på, ind i skjul. Ude af øje, ude af sind.

Da diskussionen om mulig chikane af jøder på Nørrebro brød ud i slutningen af januar, blev der således fejet ind under gulvtæppet hurtigere, end nogen kunne sige kalot. En skoleleders udsagn om chikane af jødiske elever, som siden blev modereret, var den perfekte anledning til at forsøge at lukke hele diskussionen. Der var ikke noget problem med nogle palæstinenseres had mod jøder, lød det fra mange sider. »En fis i en hornlygte« kom skolelederen til at sige, og det blev mottoet for dem, der ønskede at feje problemet med jødehad ind under det gulvtæppe, hvor de mener det hører hjemme. Ude af øje, ude af sind. En høring arrangeret af Københavns Kommune i denne uge bekræftede imidlertid, at problemet findes. Det skal hverken forstørres eller gøres til genstand for hysteri. Men det findes. Og skolelederen? Nå ja, hun kom senere i tanker om, at der vist alligevel var lidt om snakken

At tro, problemer går væk, blot fordi man ikke taler om dem eller forsøger at pakke ind, hvad den egentlige problemstilling handler om, er en fatal strategi. Det er den lige vej til at skabe samfunds­tabuer, og det er opskriften på at forstørre de problemer, der måtte være. Tænk på de familier, hvor man ikke taler om, at onkel drikker eller fatter slår. Det ender gerne med, at onkel drikker videre og fatter fortsætter med at slå. På samme måde må det være på sin plads at insistere på, at findes der et samfundsproblem, kan det sættes til diskussion. Også selv om nogle måtte finde det ubekvemt, pinligt eller småfarligt.

Seneste eksempel på politikere, der pakker ind og fejer ind under gulvtæpper er på ny Københavns integrationsborgmester Anna Mee Allerslev. I de seneste dage er der kommet flere historier frem om chikane af homoseksuelle i hovedstaden. Eksempelvis i latinerkvarteret i København i weekenden, hvor ikke mindst biler med forbipasserende indvandrerdrenge åbenbart jævnligt gør det meget ubehageligt visse steder for homoseksuelle. At der er et problem med nogle indvandrere, ofte drenge, som chikanerer især bøsser, er ikke nyt. Det har været diskuteret flere gange i de senere år. Men Anna Mee Allerslev pakkede problemstillingen ind. Det kunne, udtalte hun til Jyllands-Posten, lige så vel som indvandrerdrenge være »den pæne dame fra Østerbro«, som manglede tolerance over for de homoseksuelle. Hvorefter også denne diskussion kunne lukkes ned. For hvis chikanen kommer fra potentielt alle steder, er der jo ingen adressat på problemet. Og så kan det bekvemt fejes bort fra dagsordenen. Lige ind under gulvtæppet.

Men hvad nu hvis det rent faktisk er et spørgsmål om visse indvandrerdrenge, som chikanerer bøsser? Er det stigmatisering af indvandrere at påpege det, hvis det er tilfældet? Under ingen omstændigheder. Det er at se et problem i øjnene. Det er det modsatte af ude af øje, ude af sind. Det er forudsætningen for overhovedet at kunne diskutere, hvordan problemet måske kan løses. Under gulvtæppet ulmer det blot videre. Onkel drikker videre, fatter slår fortsat. Og tavsheden bliver et dække for den mest ildevarslende form for magtesløshed: Den man end ikke tør indrømme eksisterer.

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.