3. maj 2010, 22:30

Der gav megen omtale verden over, da det for nylig lykkedes
Demokraterne at stemme en sundhedsreform igennem. Det var en vigtig og
omfattende reform - men også en massivt upopulær blokpolitik og kun
vedtaget ved hjælp af studehandler, massivt pres og tvivlsomme
parlamentariske tricks.

Men nu er der til gengæld noget, der tyder på, at reformen også kan løbe ind i alvorlige juridiske problemer - fordi den måske er forfatningsstridig, og det har hidtil stort set unddraget sig opmærksomhed i danske medier.

Problemets kerne ligger dels i, at »ObamaCare« gør det lovpligtigt for borgerne at tegne en privat sundhedsforsikring, uanset om de har brug for det eller lyst. Dels i en hurtigt overset men dog central bestemmelse i USAs »Bill of Rights«, altså det katalog af borgerrettigheder, som grundlovsfædrene føjede til forfatningen i 1789-91 for at sikre, at den forbundsstat, man havde lavet med forfatningen af 1787, ikke skulle forvandles til noget helt andet, end den var tænkt som. Først og fremmest ville man undgå, at den magtkoncentration, der opstod ved at samle de enkelte delstater under en fælles forbundsregering, undertrykte borgernes frihed eller delstaterne. Derfor tilføjede man bestemmelser om f.eks. retten til religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed (tillæg nr. 1), selvforsvar (nr. 2), privat ejendom og boligens ukrænkelighed (nr. 3 og 4), samt forskellige aspekter af retssikkerhed (nr. 4, 5, 6, 7 og 8). De er ofte citerede, men mindre kendte er nr. 9 og 10, der siger, at hvis en borgerrettighed ikke er anført i forfatningen, skal det ikke forstås som, at den ikke findes, men omvendt at magt, der ikke i forfatningen eksplicit er tillagt forbundsstaten eller frataget delstaterne, rettelig tilhører delstaterne eller borgerne.

Så hvad er forbundsstatens lovlige ansvarsområder? Forfatningen opregner specifikt forsvar, finanspolitik, pengevæsen, postvæsen, og handelspolitik både med omverdenen og imellem staterne m.v. Ikke et ord om sundhedsvæsen og i særdeleshed ikke om, at man kan tvinge borgerne til at købe bestemte varer af bestemte virksomheder.

En lang række amerikanske forfatningseksperter - og ikke kun Republikanere - er på den baggrund ikke i tvivl om, at sundhedsreformen er en klar krænkelse af forfatningens ånd og bogstav. På den baggrund - og med henvisning til også andre forfatningsproblemer - har justitsministrene i hele 14 delstater allerede nu anlagt sag mod forbundsstaten for grundlovsbrud og for at handle i modstrid med love gældende i delstaterne.

Men én ting er jura, noget andet er politik. Siden 1800-tallet, og især siden 1930erne, er sket et gradvist skred i fortolkningerne af forfatningen, således at man har accepteret, at forbundsstaten påtog sig opgaver, den egentlig ikke havde. Det gjorde man ved at omdefinere, hvad der i forfatningen menes med regulering af »handel imellem staterne«. Havde man ikke udstrakt denne bestemmelse til at omfatte alt muligt, som paragraffen givetvis ikke refererede til, ville forbundsstaten i dag ikke kunne have ført politik inden for områder som f.eks. socialhjælp, ulandshjælp, uddannelse og kultur.

Det er ganske usandsynligt, at dommerne i forbundshøjesteretten vil underkende hele sundhedsreformen med argumenter, som i realiteten vil kunne føre til en i dag radikal begrænsning i, hvad præsidenten og kongressen kan gøre. Dertil er de i enhver henseende for »konservative«. Men dele af reformen vil de måske nok kunne pille ved - og meget tyder på, at dommerne får chancen.