8. september 2010, 23:30

Pengene skal tages fra de såkaldte bibliotekspenge, der i sin tid var tænkt som en støtte til dansk litteratur. Det var dengang, da kulturpolitik handlede om at beskytte og udvikle betingelserne for god dansk litteratur. Man mente ligefrem, at dansk litteratur havde en vigtig rolle at spille i vedligeholdelsen af dansk identitet, men det er alt sammen længe siden, og det med det danske sprog er ligesom ikke moderne mere, og da slet ikke i partiet Venstre, hvor mange politikere mener, at dansk kunst og kultur ikke længere er værd at værne om. Det er grunden til, at en kulturpolitiker som Troels Christensen kan foreslå, at det offentliges støtte skal gå fra bibliotekets verden til musikkens, og ganske vist har musik og læsning ikke noget med hinanden at gøre, men Troels Christensen spiller efter sigende hammondorgel til jubilæer og sølvbryllupper i det vestsjællandske, så han ved, at det gælder om at kunne læse sine noder og spille med på de melodier, folk gerne vil høre. Med hensyn til bibliotekspengene udtaler han i øvrigt til Berlingske Tidende 7. september, at de røde ordbøger får flest penge. Det passer ganske vist ikke, men de hårde ord hænger uden tvivl sammen med, at en sand Venstre-mand aldrig må forsømme en lejlighed til at gå i rette med de røde, og den fristelse har han ganske enkelt ikke kunnet modstå. Får han magt som han har agt vil han sikkert ikke standse ved ordbøgerne, for hvad står der dog ikke i digtsamlingerne, fagbøgerne, novellerne og romanerne? Ved nærmere eftersyn er der uden tvivl meget at komme efter, så der kan snart blive god plads på hylderne, og så kan flyttes endnu flere penge fra bøgernes verden til musikkens.

Der vil dog være grænser for jagten på bøgerne. Der er ganske givet nogle bøger, der ikke skal føle sig truet af Troels Christensen og hans kulturpolitik. Til et offentligt møde har jeg engang hørt ham sige, at man aldrig må sætte overliggeren højere, end de økonomiske bukser kan holde. Hvis man gør denne sproglige guldklump til genstand for en litterær fortolkning, må konklusionen blive, at der er bøger, han aldrig vil true, og det er Venstre-vælgernes tegnebøger. Dem skal han nok lade være i fred. Det er det partitur, han spiller efter.