9. februar 2010, 22:30

Den under et år gamle koalitionsregering mellem CDU, CSU og FDP i Tyskland har det svært. Store uenigheder om skattepolitikken kaster lange skygger over valgtriumfen for mindre end et år siden, og nu har regeringen fået et nyt spørgsmål om skat at slås om. Et spørgsmål som er så principielt, at vi bliver nødt til også i Danmark at forholde os til det. Den tyske regering har besluttet sig for at købe en ulovligt erhvervet CD med en liste over tyskere, som har sat penge i den schweiziske bank Credit Suisse - angiveligt for at snyde i skat.

Formålet med statens køb af de mange data er det ganske ædle at finde frem til et anseeligt antal skattesnydere, som menes at have snydt den tyske stat for godt 400 mio. euro. (tre mia. danske kroner).

I en tid hvor det kniber gevaldigt med at få statsbudgetterne til at hænge sammen, og hvor der er stort fokus på griske pengemænd i den offentlige debat, har den tyske regering ikke kunnet modstå fristelsen til at købe de mange data for at få de tyske skattetorsk i nettet. Alle meningsmålinger tyder på, at regeringen har markant opbakning i befolkningen til købet.

Perspektiverne er ikke desto mindre ganske problematiske for en retsstat, og de kalder på en principiel diskussion, som vi også bør tage i Danmark. Spørgsmålet er, hvilke samfundsmæssige og retsstatslige konsekvenser det får, når staten agerer hæler for en kriminel, som har stjålet data om en række kunder i en virksomhed.

I et kortsigtet økonomisk lys er de 2,5 mio. euro, som den tyske stat skal give for de ulovlige data, formentlig en særdeles god pris for de tyske myndigheder. Det er også en god pris for ihændehaveren af CDen. Begge parter kan i det lys givet være godt tilfredse.

Men den tyske regering spiller et usædvanligt højt spil med det almene borgersind, en række normsæt og ikke mindst retsstaten ved at indgå en handel med en anonym kriminel. Naturligvis er det fuldt legitimt at gå benhårdt efter folk, som snyder i skat. Disse mennesker snyder ikke bare staten. De snyder alle og begår ulovligheder. Men er det holdbart for en retsstat selv direkte at medvirke til ulovligheder for at bekæmpe selvsamme?

Med sit køb risikerer den tyske regering reelt at åbne for en helt ny kriminel verden, hvor ikke mafiaen eller andre bagmænd spinder guld på andres ulovligheder, men hvor det er staten selv. Dygtige hackere, medarbejdere i virksomheder hvori der registreres personfølsomme oplysninger, vagter i video-overvågningscentraler, ansatte i offentlige institutioner, hos læger, i forsikringsselskaber - overalt - risikerer ikke bare at blive fristet men reelt tilskyndet til »lige« at lave nogle private kopier af personoplysninger »just in case«, at myndighederne skulle finde dem så interessante, at de er villige til at betale for dem. Og gør de ikke det, skulle der nok kunne findes en privat interesseret køber på markedet. Normalt straffer vi den form for økonomisk kriminalitet hårdt. Det vil de tyske domstole formentlig stadig gøre, men det bliver vanskeligt at forsvare moralen i en sådan dom, hvis staten selv nyder godt af den form for kriminalitet. Og hvordan vil man ud fra et helt grundlæggende retsstatsprincip forklare, at der ikke længere er lighed for loven?

Det handler om mål og midler. Ingen kan argumentere for, at skattesnydere skal gå fri. Men hvis staten sætter sig ud over de almindelige love, gør den op med princippet om, at målet aldrig kan hellige midlet for myndighederne. Netop dette princip adskiller retsstaten og det civiliserede samfund fra politistaten og bananstaten.

Hvis staten ønsker nye værktøjer eller beføjelser til at bekæmpe f.eks. kriminalitet, må den gå lovgivningens vej og anvise nye og ikke mindst meget præcise rammer for myndighederne at agere inden for under skyldig hensyntagen til forfatningen. Hvis magthaverne handler omvendt, skaber det en direkte trussel mod borgernes retslige og almene sikkerhed - uanset hvor ædelt målet måtte være. Ordentlighed hos magthavere og myndigheder er ikke en selvfølge.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt man ønsker at tilskynde til et stikkersamfund. Det er både korrekt og udtryk for et sundt samfundssind, hvis man melder viden om begåede ulovligheder til myndighederne. Men ønsker vi virkelig også et samfund, hvor man kan tjene på at spekulere i et indsamle og videregive viden om borgerne?

Med samfundets stigende fokus på bekæmpelse af kriminalitet og terror og med de utallige nye teknologiske muligheder herfor, er det nødvendigt med en grundig principiel debat om myndighedernes mål og midler. Jeg sidder tilbage med en undren over en tysk borgerlig/liberal regering, som vælger at tilsidesætte helt grundlæggende principper for anvendelse af mål og midler i sin kamp mod borgere, som måske - måske ikke - har begået lovovertrædelser. Det sidste ved vi nemlig ikke endnu.

Ingen i den schweiziske bankverden vil kendes ved, at der findes en CD, og intet tyder på, at der har været foretaget et digitalt indbrud. Vi ved heller ikke endnu, hvem som er afsender af det spektakulære tilbud, som den tyske regering ikke har kunnet sige nej til. Vi ved kun, at et tilbud eksisterer, og at en stikprøvevisning tyder på en relativ stor økonomisk gevinst for skattemyndighederne. Vi ved også, at regeringschef Angela Merkel derfor forsvarer sin handel. Og hun har sikret sig en såkaldt uvildig juridisk prøvelse, som legitimerer handlen. De politiske spørgsmål kryber hun til gengæld udenom. Og nye politiske uenigheder er blusset op i den tyske koalitionsregering. Men det slagsmål kan vi naturligvis som danskere bare overlade til tyskerne. Det rager vel ikke os - før et lignende tilbud ligger på skatteminister Kristian Jensens bord. Hvad gør da den liberale borgerlige regering i Danmark? Og hvad ville en socialistisk regering i Danmark gøre?