SKATs problemer stikker dybere
Camilla Vest Debatten om skattemyndigheden fik skatteminister Holger K. Nielsen til at fare i blækhuset (lørdag 11/5). Ministeren beroliger offentligheden ved at henvise til den »nye« borger- og retssikkerhedschef, men hun er ikke så ny endda, idet vedkommende har været retssikkerhedschef i SKAT i ca. syv år.
Kommentarer
EU er Europas fremtid
Det eneste positive fra et ellers negativt århundrede var den tysk-franske fælles forståelse. Der skulle ske afgørende ændringer landene imellem, hvis Europa skulle håndtere konflikter uden krig.
Resultatet førte til, at de to lande satte sig i spidsen for bestræbelser, der skulle sikre fredeligere tilstande mellem dem og de øvrige lande. Det bør vi vise respekt. Europa har uendeligt meget at takke Frankrig og Tyskland for.
Efterhånden indså stadig flere, at der var tale om et seriøst forsøg på sikre Europa en fredelig fremtid. Nye lande tilsluttede sig og førte til det EU, vi kender i dag - et europæisk fællesskab i stadig udvikling.
Det er indlysende i europæernes egen interesse at medvirke til at overvinde vanskeligheder, der tidligere førte til krig, på en anderledes fredelig måde. Våbenkapløb og krigsliderlighed må aldrig igen tage overhånd.
Tårnhøje militærudgifter.
De gældsplagede lande har stadig råd til tårnhøje militærudgifter.
Forsvarsbudgettet i de gældsplagede lande i Sydeuropa som andel af BNP i 2010: Grækenland 3,1 pct., Italien 1,8 pct., Portugal 2,2 pct., Spanien 1,1 pct. (Globalis.dk)
Ja, de gældsplagede lande er umenneskelig hård ramt af spareprogrammerne, medmindre folk arbejder for militæret eller våbenindustrien.
”Nogle eurolande er den tyske våbenindustris bedste kunder.” skriver Die Zeit.
»Vi er totalt hykleriske. Vi giver dem penge til at købe vores våben,« sagde den franske EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit
Ifølge Die Zeit har den franske regering og den tyske kansler, Angela Merkel, presset fx grækerne til at overholde de indgåede kontrakter om leverancer af ubåde, fregatter, helikoptere, tanks og ammunition fra bl.a. tyske og franske firmaer.
Der mangler en åben debat om, hvordan man bedst anvender ressourcerne til forsvar og sikkerhed.
Enig - forsvar skal være til forsvar - ikke angreb.
Forbyd intervention. Vi må have en anden verdensorden - en orden hvor det ikke er tilladt at sende militær fra det ene land til det andet - med mindre man selv eller ens allierede er angrebet på eget territorium først. Ind i Grundloven med dét. Og ind i Mennskerettighedskonventionerne. Vi skal stække politikerne på dette område.
Det er aldrig befolkningerne der vil disse krigseventyr - altid politikere der ikke kender deres begrænsninger men tror sig at have ret til, at sprede død og lemlæstelse.
Vi VIL ikke ha'
jeres makværk af en union!
Adenauer og de Gaulle ville det mellemstatslige.
"Traktaten er kortfattet og kompakt, men indholdet er nærmest revolutionerende", skriver d´herrer. "Tyskland og Frankrig forpligtede sig til intet mindre end; så vidt muligt at nå til enslydende standpunkter, omkring samtlige vigtige økonomiske, politiske og kulturelle anliggender".
Netop - "så vidt muligt". For videre kan man ikke binde sig, uden at krænke de nationale staters vælgeres ret til, selvbestemmelse over egen lovgivning.
Alle de fordele det europæiske samarbejde giver os, kan jo sagtens realiseres, selvom de enkelte lande beholder retten til at, alene, adoptere de dele af flertallets beslutninger man finder rimelige og fornuftige for sit eget land og folk.
Samarbejde mellem lande er et stort gode men samarbejde hvor man løbes overende er ikke holdbart. Det duer ikke, at de enkelte landes folkevalgte forsamlinger, skal gennemføre noget, deres vælgere er imod. Det er i direkte konflikt med demokratiets grundtanke, den, at det er folket der bestemmer. Ikke nationale eneherskere eller overstatslige forsamlinger. Det var jo netop denne styreform, demokratiet skabte en vej væk fra.
EU må finde vejen til en ny samarbejdsform, uden domstol, parlament, forordninger og direktiver. Ellers vil det på et tidspunkt ende med folkelig opstand, f.eks. i form af national vægring ved, at udføre fælles beslutninger.
Så, d´herrer bør hjælpe os alle tilbage til Elysée-traktatens smukke retningslinier - det mellemstatslige samarbejde.
En tilståelses-sag?
Kommentaren i Berlingske udbasunerer åbenlyst en intern sammensværgelse i EU mellem de to store lande Frankrig og Tyskland.
Her efterlades ingen rimelig tvivl om magtens placering.
Gennem EU-projektet kan de sammensvorne i fællesskab virkeliggøre de ambitioner om herredømme over Europa, som begge lande tidligere i historien måtte opgive, da de forsøgte alene?