Gud og fanden

Trodsens revolution

Sørine Gotfredsen: Debatten bliver mere og mere ubehagelig. En tænkning kommer til syne, der synes at have som mål langsomt at opløse fundamentet, vi står på, så en ny virkelighed kan træde frem. Der er tale om en slags værdimæssig revolution, som det er opgaven her helt fra begyndelsen at forsøge at begribe omfanget af. Og der er tegn nok.

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist
Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist

Vi har set det med diskussionen om kønsneutralitet, vi ser det med de mange forsøg på at nedgøre national og kulturel identitet, og senest har det handlet om, hvorvidt det skal være lovligt for nære familiemedlemmer at have et seksuelt forhold, hvis begge har alderen og viljen til det. Idéen er opstået hos Enhedslisten og er blevet bakket op af en juraprofessor, der ikke mener, at staten skal blande sig i myndige personers privatliv. En pragmatisk og logisk analyse for folk med hang til at slutte goldt og rationelt nærmest uanset hvad. Men først og fremmest udtryk for, hvad der sker, når mennesker vil bedømme verden uafhængigt af erfaring og dybtliggende overleverede normer.

Forestillingen om at legalisere blodskam er decideret skræmmende og blotlægger faktisk, hvilken kynisme der kan være indlejret i debatten for tiden. Det er helt bogstaveligt del af vores barnelærdom, at der i familien som intet andet sted kan findes potentielt farlige relationer. Familien er en uundværlig grundpille i samfundet, men den kan også være et højst usundt sted, hvor mennesker lever alt for tæt alt for længe og brændemærkes for livet. At lovliggøre sex mellem myndige familiemedlemmer må læses som en ligefrem afstumpet negligering af det tabu, mennesker til alle tider har anerkendt angående intimitet og nære slægtninge. Fordi nogle basale grænser er blevet trukket i en uundgåelig overenskomst skabt af erfaring med virkeligheden. En grum virkelighed, vi tilmed løbende konfronteres med gennem familietragedier med magtmisbrug og årelang manipulation af de svagere. Et menneske, der er vokset op i en forkvaklet familie, bør i det mindste siden hen kunne læne sig op af den kendsgerning, at fællesskabet som udgangspunkt fordømmer det. Også når det rækker ind i voksenlivet, hvortil overgangen ofte må føles temmelig flydende.

Tidens verdensfjerne og køligt eksperimenterende debat foruroliger således med sin mangel på respekt for det, der blev grundlagt før os selv. Alt sammen fint personificeret ved den radikale kulturminister, Uffe Elbæk, der i en ny bog som fast mantra understreger, at fortiden ikke må kidnappe fremtiden. En tom talemåde, der som i en mekanisk trodsreaktion over for den historie, ingen skal tro rummer noget umisteligt, dyrker forandring som afgud. Hvilket jo også står klart i Elbæks skuldertræk over for juletræssagen i Kokkedal, hvor det blot konstateres, at traditioner jo ændrer sig. Hvad der for andre er tegn på kommende samfundskonflikter og trist kulturel afvikling, er for ham intet andet end vidnesbyrd om, at fortidens normer må dø. For ham er det progressivt, fordi opløsning i sig selv er et ideal. For andre fremstår det som ren modvilje over for det bestående anført af tidens magtfulde stemmer, for hvem det er nytteløst reaktionært at ville bevare. Den seneste tanke om at hæve sig op over fortidens respekt for tabuet ved blodskam er den indtil videre mest usympatiske melding, vi har modtaget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.