18. januar 2012, 22:30

De druknede var altovervejende mænd, der tog parolen »kvinder og børn først« alvorligt, ikke fordi de hver især følte sig særlig heltemodige, men fordi sådan var de - man - opdraget, dengang i den frygtelige, patriarkalske og mandschauvinistiske tidsalder. Disse reaktionære mænd druknede i hundredevis, så hundredevis af kvinder og børn kunne leve. For sådanne mænd var det naturens orden.

Moderne, feminiserede mænd er mere sofistikerede, og naturens orden er afskaffet i alle livets forhold, fra køn og kærlighed til samfundsorden og tro. Havde »Titanic« haft sådanne moderne mænd ombord, ville vi næppe have set ret mange kvinder overleve. For mænd, selv de moderne, er typisk stærkere end kvinder og kan derfor skubbe dem til side hhv. verfe dem ud af redningsbåde. Og pudsigt nok optræder de moderne mænd i nødsituationer ikke ædelt og blødt, men netop som de barbariske dyr, den moderne forfaldskultur har reduceret dem til. Væk er de bløde karaktertræk, glemt er parolerne om fred og ikke-vold, når det gælder at redde eget skind. »Kvinder og børn først« er afgjort blevet en mindretalsholdning.

Seneste eksempel er den ulyksalige kaptajn på »Costa Concordia«, Francesco Schettino, der forlod et ikke engang synkende skib ikke som sidste, men næsten som første mand. Da katastrofen, som ikke var nogen rigtig katastrofe, indtraf, var hans tanke og reaktion ikke at gøre sin pligt og sørge for passagerer og besætning, men at stikke i sikkerhed. Han var ikke den eneste og måske heller ikke den værste. En mor med barn fortæller, at »vi blev skubbet til side af hysteriske, store, stærke mænd på vej til redningsbådene. Mændene var værre end kvinderne«.

At kaste hæmninger og blive hysterisk under trussel er også noget, den moderne mand både kan og skal. Man må sige, at moderne pædagogik og psykologi på »Costa Concordia« fejrede sande triumfer. At være hysterisk og egoistisk barbar på samme tid er selve essensen af den dominerende adfærd blandt yngre venstreorienterede over de sidste 40 år, fra ungdomsoprøret til Occupy-bevægelserne. Konsekvensen af dette adfærdsmønster er de usle mandspersoner, der ikke fortjener betegnelsen mand, på »Costa Concordia«.

Koret af angreb på Schettino er ganske vist også smagløst. Man fornemmer en slet skjult følelse af skam, idet alt for mange ved eller mener at vide, at de ville opføre sig lige så usselt som han og de andre mænd ombord i skibet. Forargelsen over Schettinos fejhed forekommer selv en anelse hysterisk, en anelse hyklerisk. Det er nok ikke sådan, at de forargede alle som én ville optræde som mændene fra »Titanic«. Det har de ikke mandighed eller styrke til. Forargelsen er sidste genklang af næsten glemte normer.

Ikke alle moderne mænd er så usle. I april 2004 blev fire italienske sikkerhedsvagter kidnappet af muslimske ekstremister i Irak. Den ene, sicilianeren Fabrizio Quattrocchi, i det civile liv bager, blev tvunget til at grave sin egen grav, hvorpå han fik en hætte over hovedet. Han skulle knæle ved graven, mens man filmede hans død. Inden terroristerne kunne nå at skyde, flåde han hætten af, stirrede dem lige i øjnene og råbte: Vi faccio vedere come muore un italiano! - Jeg vil vise jer, hvordan en italiener dør! Så dræbte de ham ved nakkeskud.

Europas fremtid afhænger af mænd af Quattrocchis slags. De har mod, kraft og energi, mangelvarer på vort kontinent i forfald. Men uden dem uddør vi.