Indspark

Tiltrængt prop i kulturkanonen

Malene Trock Hempler: Da Brian Mikkelsen i sin tid indførte kulturkanonen gik bølgerne højt i den danske kulturdebat. For lader kultur­en sig på denne vis opregne og regne ud? Og er det muligt at selektere med henblik på en kulturens »greatest hits«?

Malene Trock Hempler, Filosof og ekstern lektor
Malene Trock Hempler, Filosof og ekstern lektor

Kulturkanonprojektet mundede ud i en bog med dertil hørende CD-rom og interaktiv hjemmeside til borgerne. Nu buldrer kanonerne igen i det fjerne, for kanonens hjemmeside er nedlagt. Beslutningen blev truffet af Uffe Elbæk og er allerede eksekveret. Kulturminister Marianne Jelved har i sidste uge kommenteret, at politikere ikke skal være smagsdommere. En dobbeltbunden kommentar, der på den ene side refererer tilbage til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2002 og opgøret med smagsdommere i blandt andet kulturlivet. Men på den anden side indlejrer ministeren smagsdomme i en politisk sammenhæng og tilbageviser på denne vis ikke definitivt de kultur-, kunst- og åndsdiskussioner, som ligger latent i kanonens erkendelse og anerkendelse: Når det gælder kunst, er der forskel på skidt og kanel. I forhold til kunsten gælder det paradoks, at bare fordi der ikke gives et absolut kriterium for, hvad der i egentlig forstand er kunst, indebærer det ikke, at kunsten er synonym med individuel smag. For hvis alt er lige gyldigt, så er alt ligegyldigt.

Med etableringen af kulturkanonen fik Brian Mikkelsen vakt liv i en debat om forskelle, og nok så væsentligt understreget, at historisk bevidsthed har betydning. Men i iveren for at få alle med på den vogn, hvor kun de få og bedste værker tæller, undervurderede man både historiens langt bredere vingesus og de borgere, man gerne ville holde i hånden. I ønsket om letforståelig synliggørelse blev der afkrævet absurde og aldeles unødige valg. Klaus Rifbjerg eller Villy Sørensen? Vor Frue Kirke eller Kronborg? Valg, der giver mening i sammensætningen af en konkret bog til undervisningsformål i folkeskolen eller gymnasiet. Men som i en overordnet kulturpolitisk sammenhæng lukker alt for mange døre i.

Når kulturministeriet nu har lukket for kulturkanonens hjemmeside, har de så lukket døren til den historiske kulturs betydning eller åbnet døren for en mere dynamisk aktivering af samme? Måske er det tiltrængt med en udskiftning af hitliste-tænkningen? For den levendegjorte kulturarv er den, der hele tiden vokser frem og ikke hverken kan eller skal dikteres, hvorfor kulturhistorien netop kan blive ved med at overraske og nye erkendelser hentes i hidtil oversete værker af både dansk og international oprindelse. Allerede Goethe afviste efter sigende at sammensætte, hvad der mindede om en kanonisering af tysk litteratur, fordi dens ophav i for høj grad bundede i og var dannet af det fremmede - det franske.

Måske er det på tide at gøre op med kampen om nyt mod gammelt, konservativt mod progressivt, bredt mod smalt. For politisk at skabe rammer, der har spændvidde til at favne hele spektret og hvor det i øvrigt er kunstnerne selv, der frit tegner kunstens fremtidige veje og vildveje.

Kunstens opgave er ikke at værne om nationen eller statens sammenhængskraft, men det er kulturministerens opgave at værne om både kulturens og kunstens historie, mulighedsrum og frihed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.