Gud og Fanden

Tidens bedste læremester

Sørine Gotfredsen: Søndag den 5. maj 2013 fylder Søren Kierkegaard 200 år. Det har de fleste nok opdaget, for der er blevet talt og skrevet en del om begivenheden. Dog især på ærgerlig vis, for mest har det handlet om, hvor få penge der er afsat til fejringen af den verdensberømte teolog.

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist
Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist

Mens man i lande som Kina, USA og Frankrig gør et stort nummer ud af Kierkegaards fødselsdag, er der foreløbig herhjemme kun givet 2,5 millioner kroner fra Kulturministeriet. Hvilket blandt andet betyder, at den ellers så fine idé om at forevige udvalgte Kierkegaard-citater i hovedstadens gader næppe realiseres. Det kan forekomme oplagt at ty til teorien om jantelov og utilpashed ved at hylde en mand, der helt overstråler middelmådigheden. Men vi husker jo, hvordan H.C. Andersen i 2005 blev fejret for 150 millioner kroner, og mens festen ikke faldt videre smagfuldt ud, afslørede den dog vilje til at hylde en stor landsmand. Den vilje mangler i tilfældet Kierkegaard, og det på trods af at netop han fortsat har så meget at sige til os. Eller er det måske snarere på grund af det?

For mens mange kan røres over H.C. Andersens til tider noget sentimentale eventyrstemme, er Kierkegaard en mand, der virkelig udfordrer mageligheden. Konstant kredser han om, hvordan mennesket skal blive sig selv og herunder formå at vende ryggen til flokmentalitet. Kierke­gaard må ses som indædt kritiker af vores tidsånd, og med sin skepsis over for demokrati og lighedsdyrkelse rammer han i dén grad en politisk ukorrekt åre.

Han frygtede, at nivellering og massetænkning ville forme os på rå og overfladisk vis, og han skrev og skrev for at klargøre, hvordan vi skal leve sammen uden at fortabes i selviskhed og negligering af, at vi også er skabt som ånd. Dette ville Kierkegaard utvivlsomt også insistere på, hvis han oplevede vor tids massebevægelse i en mediepræget Facebook-virkelighed. Hvis han erfarede den evige vekselvirkning mellem selvfremstilling og pøbeldom, der på få timer kan tage form af en syndflod af had. Som det senest er sket hen over hovederne på det forældrepar, der forleden fremstod så skidt i en tragisk adoptionssag.

De sorte kræfter løber så nemt af med den enkelte, når man tilhører en masse fremfor at tilhøre Gud, og Kierkegaards tiltale er som skræddersyet til det moderne menneske stedt i mediernes, lighedsideologiens og gudløshedens tid. Her hvor det kan være så svært at blive sig selv, at den nemmeste løsning for mange er blot at blive som de andre. Vi dyrker individet på overfladen, mens Kierkegaard dyrkede det i inderligheden, hvilket mange mennesker ude i verden forstår. Men ikke her. Ikke her i lille fladpandede Danmark, hvor vi bruger millioner på nytteløse integrationsprojekter og på at drive Europas dyreste folkeskole, der producerer analfabeter på stribe.

Men hvor end ikke kulturlivets top kan værdsætte den største tænker, landet nogensinde vil fostre. Og hvad skyldes det? Selvhad? Uvidenhed? Eller en instinktiv ulyst til at blive mødt af ord, der ikke blot stryger os med hårene? Men vel at mærke samtidig ord, der kan give et menneske en tro på livet og på sig selv, der nærer sjælen hver eneste dag. Søren Kierkegaard er den bedste læremester, det moderne menneske kan få, og i hans eget fædreland er mange slet ikke klar over det.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.