20. februar 2012, 22:30

Min påstand er, at filmen »Jernladyen«, der går i danske biografer fra torsdag, slet ikke rokker det mindste ved Thatchers betydning, uanset at filmens drivkraft og motor er flashbacks oplevet af en rusten jernlady, svækket af demens. Den danske historiker Jørgen Sevaldsen, forfatter til en særdeles udmærket, kritisk, men balanceret biografi »Thatcher« påpegede det etisk angribelige heri lørdag på debatsiderne. Han har strengt taget ret. Lige så meget ret har filmens instruktør i, at filmen næppe flytter afgørende på fronterne mellem venstrefløjen, der fortsat hader Thatcher, og dem, der ser hende som en betydelig politiker.

Margaret Thatcher kom til i 1979 i en tid, da omverdenen betragtede Storbritannien som »Europas syge mand«, regeret af særinteresser, præget af en socialiseret økonomi med mangfoldige nationaliserede virksomheder. New Labour-politikeren Tony Blair, der var i samme vægtklasse, skriver i sine erindringer »En rejse«, at hun »havde ret i sit syn på fagforeningernes misbrug af deres magt« og »hun havde viljestyrken, lederegenskaberne og intelligensen«.

For mig at se handler Thatchers store betydning om, at hun spredte det synspunkt, at det kapitalistiske samfunds unikke drivkraft af politisk og økonomisk frihed er det bedste. En hel generation af borgerlige-liberale unge blev dybt præget af hele denne idémæssige revolution, der politisk blev anført af Margaret Thatcher, Ronald Reagan og af frihedsorienterede tænkere som »Adam Smith, den største fortaler for det frie initiativ i økonomien indtil Hayek og Friedman«, for at citere Thatcher i biografien »Downing Street Årene«.

Thatchers betydning bekræftes af Reagan: »Hun er virkelig en stor statskvinde«, skriver præsidenten 16.11.88 i den posthumt udgivne »The Reagan Diaries«. Nogle år før, 29.9.83, konstaterede Reagan: »Jeg tror aldrig, at USA-UK-relationerne nogensinde har været bedre«.

Tillige var de to ideologiske afsendere for en frihedsorienteret politik, der lagde vægten på, at politisk og økonomisk frihed var selvindlysende for alle verdens folkeslag. I afviklingen af kommunismen stod Thatcher og Reagan sammen, herunder i deres etiske bestemmelse af kommunismen som »ondskabens imperium«. De har afgørende medansvar for, at markedsøkonomi og politisk frihed efter Den Kolde Krig - selvom det anfægtes ustandselig og med vekslende styrke - har været den bærende beretning.

I dag er Margaret Thatcher en del af en levende samtidshistorie. På afstand kan vi lægge til og trække fra; som alle andre politiske ledere begik hun masser af fejl, var for stejl og enerådende, for kritisk over for det europæiske samarbejde. I dag vil de fleste også mene, at hun var forankret i en type moralske værdier, der er ulig vores mere postmoderne. Det ændrer intet ved Thatchers kæmpe betydning for sit land og eftertid. Det er kun sundt, hvis »Jernladyen« får os til at diskutere og nuancere Thatchers rige værdipolitiske arv.