Tendens

Teatersport

Tom Jensen: Jeg husker tydeligt sommeren 2007. Min søn var dengang syv år, og han brugte det meste af ferien i sommerhuset til, iklædt hvad han mente var »cykeltøj«, at løbe op og ned af de stejle grusveje omkring sommerhuset og lege Michael Rasmussen i Tour de France.

Tom Jensen, Chefredaktør
Tom Jensen, Chefredaktør

Det vil sige – lige indtil det stoppede pludseligt en dag, eftersom Kyllingen var blevet smidt ud af løbet, kun få timer efter han til stor jubel for ikke mindst min cykelbegejstrede søn havde vundet, hvad der lignede den afgørende bjergetape i løbet. Så brast illusionerne.

Med god grund, som det fremgik, da Michael Rasmussen i sidste uge gik til bekendelse med en alenlang doping-indrømmelse. Sønnikes cykeltøj kom ikke på mere den sommer. Hvilket er et ferieminde, der for mig at se rammer diskussionen om doping ind – og for den sags skyld også fænomenet matchfixing, som blev sørgeligt aktuelt i denne uge med rapporten om aftalt spil som et udbredt fænomen i europæisk fodbold.

Der findes stadig folk, som uden nødvendigvis at forsvare f.eks. de dopede cykelryttere bagatelliserer problemet. Som cykelsportskommentatoren Jørgen Leth, der så sent som i oktober argumenterede imod at tage Tour de France-sejrene fra Lance Armstrong, eftersom han – uanset sit heftige dopingprogram – var »den bedste blandt ligemænd«. Rent logisk kan man anse dette argument for at være rimeligt, og at det er meningsløst at skrive historien om. Det har blot intet med kernen i dopingproblematikken at gøre.Sagen er, at doping er et brud på kontrakten mellem udøver og fan i konkurrencesport. Et tillidsbrud. Hvis ikke konkurrence-elementet eksisterede i sport, ville der blot være æstetikken tilbage. Hvilket muligvis ikke er et problem for over-æstetikeren Jørgen Leth.

Men for de fleste andre dødelige er det netop det, at man følger helte og skurke i åben kamp mod hinanden, som er den egentlige tiltrækningskraft ved sport. Det, der gør, at frysende familiefædre står med deres endnu mere frysende unger på nedslidte engelske fodboldstadions vinter efter vinter og ser det lokale 4. divisionshold tabe endnu en hjemmekamp på en mudret bane i silende regn. For man kan jo altid håbe, at heldet vender for heltene på banen.

Selve elementet af håb iblandet usikkerhed, af følelser, der rækker fra begejstringen over at se Danmark vinde EM i fodbold i 1992 til frustrationen over håndboldlandsholdets fiasko i VM-finalen forrige weekend, er selve sportens eksistensberettigelse. Man ved aldrig, hvordan det mon går. Om idolerne har en dårlig dag eller rydder bordet og vinder pokalen. Det er muligt for underdogs at bryde igennem. Legender kan skabes på en eftermiddag, som da en purung Boris Becker første gang sejrede den sommer i 80erne ved Wimbledon.

Det er dette koncentrat af livets opture og nederlag lagt ind i en sportslig ramme med regler, der får en syv-årig dreng til at bruge en hel sommerferie til at løbe rundt i cykeltøj og lege Tour de France-rytter i bjergene. Når magien viser sig at være iscenesat, snyd, aftalt spil, kunstigt frembragt, så brister kontrakten mellem idol og fan.

Tilbage er et teaterstykke med skuespillere, der fremfører på forhånd indøvede handlinger og replikker. Og den slags kan man lige så godt gå i teatret for at se.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.