Indspark

Sveriges statsminister befinder sig i en dyb tillidskrise

Situationen i Sverige er sådan, at politikerne er dybt uenige om, hvordan hele udlændingespørgsmålet skal håndteres. Og samtidig har vi at gøre med en befolkning, som også er dybt splittet. Nogle ønsker at bevare »de åbne hjerters politik«, mens andre svenskere vil den stik modsatte vej og stramme udlændingepolitikken betydeligt.

Lars Hovbakke Sørensen: »Tillidskrisen i svensk politik er dybere end i mange år.«
Lars Hovbakke Sørensen: »Tillidskrisen i svensk politik er dybere end i mange år.«

Hvad gør flygtningekrisen ved svenskernes holdning til deres statsminister? Meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. Den er med til at gøre tilliden til statsministeren mindre. For halvandet år siden, i maj 2014, viste en måling, at 44 pct. af svenskerne havde »stor« eller »meget stor« tillid til Stefan Löfven (som dengang endnu ikke var statsminister). I november 2015 var andelen faldet til 25 pct., og i en meningsmåling, foretaget her for få dage siden, er den faldet yderligere, til kun 21 pct.

Tilliden til Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkesson er derimod vokset fra 13 pct. i maj 2014 til 21 pct. her i den nyeste måling. I dag er der altså lige så mange svenskere, der har tillid til Jimmie Åkesson som til statsministeren. Og statsministeren er samtidig helt nede på fjerdepladsen på den samlede liste over de mest populære partiledere.

Det er heller ikke mere end et par måneder siden, at en anden meningsmåling viste, at hele 77 pct. af samtlige svenskere mente, at politikerne generelt havde håndteret udlændinge-/integrationspolitikken forkert eller dårligt.

Samtidig er det interessant, at den mest populære partileder i den nye måling er Centerpartiets leder, Annie Löof, som 30 pct. af svenskerne har enten »stor« eller »meget stor« tillid til. Det viser nemlig, at Sverige i dag er en delt nation, og at det ikke er alle svenskere, som synes godt om Sveriges nye stramme kurs i udlændingepolitikken. Annie Löof er nemlig en af de politikere, som har talt mest imod den. Centerpartiet var også det eneste af de borgerlige partier, som stemte imod indførelsen af transportøransvaret, da det blev vedtaget i Riksdagen i midten af december.

Den næstmest populære partileder i Sverige er ifølge den nye måling en anden af de borgerlige partiledere, nemlig lederen af det største borgerlige parti, Moderaterna, Anna Kinberg Batra. Hun nyder »stor« eller »meget stor« tillid hos 26 pct. af vælgerne. Hun har i løbet af det seneste års tid gjort sig til talsmand for betydelige stramninger af udlændingepolitikken. Moderaterna undlod ganske vist ved afstemningen i Riksdagen at stemme for indførelsen af transportøransvaret, men det var udelukkende, fordi partiet var utilfreds med den måde, som sagen var blevet håndteret på fra regeringens side. Der var for mange uklarheder med hensyn til, hvordan transportøransvaret skulle fungere i praksis osv. Moderaternas skepsis over for transportøransvaret skyldtes altså – i modsætning til Centerpartiets modstand – ikke en principiel modstand imod en stram udlændingepolitik. Snarere tværtimod.

Det er sådan, situationen er i Sverige i dag: Politikerne er dybt uenige om, hvordan hele udlændingespørgsmålet skal håndteres. Og samtidig har vi at gøre med en befolkning, som også er dybt splittet. Nogle ønsker at bevare »de åbne hjerters politik«, mens andre svenskere vil den stik modsatte vej og stramme udlændingepolitikken betydeligt. Det eneste, svenskerne kan blive enige om, er tydeligvis, at de ikke har tillid til statsministeren og regeringen og dennes måde at håndtere hele situationen på.

Tillidskrisen i svensk politik er dybere end i mange år.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.