11. februar 2011, 11:00

Om få uger er det atter Store Klynkedag. Den 8. marts var tidligere Kvindernes Kampdag, men er nu endt i jammer og klage over glasloftet og mandstyranniet, der på den mest nedrige måde holder inkompetente kvinder ude af kompetente topstillinger. Men der er hjælp på vej fra S og SF, der er lykkedes med at udnævne halvdelen af befolkningen til 'svage grupper', der er berettiget til offentlige subsidier og permanent krisehjælp. Børnefamilier er svage, fordi de har børn, og de barnløse er svage, fordi de ingen har. Og nu er kvinderne - det svage køn - også udnævnt til svag gruppe, fordi kun en kønsbestemt krisepakke kan hjælpe dem ind i landets erhvervsbestyrelser. S og SF går til valg på, at Store Klynkedag bliver til Store Kvotedag, idet kvinder inden for de næste fire år skal udgøre 40 procent af medlemmerne i aktieselskabers bestyrelser. Først de børsnoterede naturligvis, men det er utænkeligt, at S og SF vil friholde de unoterede selskaber, når de har regeringsmagten. For så kan ejerne afnotere deres selskaber og dermed unddrage sig tvangskvoteringen. Selskabslovens eksisterende regler om medarbejderes ret til bestyrelsesposter gælder alle aktieselskaber. Og det kommer kvindekvoterne også til.

Det er jo brillant set af Thorning og Søvndal. Socialister er som bekendt elendige økonomer, men geniale magtmennesker. De to røde generaler har indset, at den nye kvotelov i sig selv vil udløse tusindvis af taknemmelige stemmer fra kvinder, der pludselig ser sig anbragt i en bestyrelse med en hyre på 100.000 kroner for fem møder om året. Og det endda uden at skulle kvalificere sig gennem mange års surt slid som topdirektører, hvad der i dag er den obligatoriske fødekæde ind i bestyrelsen. Der er knap 40.000 aktieselskaber i Danmark. Den røde kvotelov kræver rundt regnet to kvinder i hver bestyrelse, i alt 80.000 nye kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Samtidig ryger der 80.000 mænd den anden vej. Dette er dog ikke noget stemmetab for S og SF, da ingen aktionærvalgte bestyrelsesmedlemmer ved deres fulde fem ville drømme om at sætte kryds ved Villy og Helle. Ellers havde de jo heller ikke været kvalificeret til at sidde i en bestyrelse. Til gengæld er der afgørende stemmer at hente hos 80.000 glade kvinder, der nu kan se frem til en uventet, men betydelig stigning i indkomsten.

Men det bliver bedre endnu. Søvndal og Thorning har virkelig tænkt sig om denne gang. Kvoteloven betyder nemlig også, at magten i mange aktieselskaber forskyder sig fra aktionærerne til kvotefolket, som S og SF vil mene repræsenterer samfundets legitime ejerandel. Lad os tage et praktisk eksempel: Et aktieselskab kan typisk have syv bestyrelsesmedlemmer. Loven siger, at medarbejderne - hvis de ønsker det - har ret til halvdelen af pladserne, her to medlemmer af hankøn, for sådan har medarbejderne i dette eksempel valgt dem.

S og SFs forslag nævner intet om, at selskabsloven skal ændres hvad angår medarbejdernes repræsentation i bestyrelserne. Det tør de heller ikke, da man op til et valg næppe skal gribe ind i en ordning, de ansatte er glade for, og som fungerer fint i de fleste virksomheder. Men 40 procent af bestyrelsens medlemmer skal nu ifølge S og SF være kvinder. Det betyder, at tre mænd må forlade lokalet og tre kvinder kommer ind. Af de syv medlemmer er nu kun to valgt frit af ejerne, og fem er valgt på lovbefalede kvoter, nemlig to af medarbejderne og tre på kvindekvoten. Hermed har rød blok realiseret sin vådeste drøm gennem generationer: at 'samfundet' har afgørende indflydelse på virksomhedernes drift og ejerskab.

Danmark skriger på en politik, der skaber vækst og national velstand. I de kommende årtier skal vi i benhård konkurrence med andre lande kunne tiltrække kapital, teknologi, skarpe virksomheder og kompetente medarbejdere. Hvad har vi at byde på efter S og SFs nye kvotelov? Verdens højeste indkomstskat, en ny rød kompetenceskat, der udelukkende opkræves hos arbejdsomme borgere i ledende stillinger, et gigantisk offentligt forbrug med halvdelen af vælgerne på støtten. Og som dessert særskat på iværksættere og på overarbejde i hjemmet (multimedieskatten). Og nu det sidste søm i Mor Danmarks ligkiste: en lov, der udhuler aktionærernes ejerskab, således at de stadig sidder med det fulde ansvar, men har mistet magten. I den kommende valgkamp vil Søvndal og Thorning forsvare sig med, at det er diskriminerende og urimeligt, at et land med så mange veluddannede kvinder har så få i bestyrelserne. Men vejen til en bestyrelsespost går ikke gennem en lang akademisk uddannelse, men gennem oparbejdede kvalifikationer som topleder. Ledelse er ikke uddannelse. Ledelse er at skabe resultater gennem andre mennesker. Jeg kender fremragende ledere med en kort uddannelse, og jeg kender personer med en lang uddannelse, der ikke er i stand til at lede to trængende mennesker ud på toilettet. At gøre uddannelse lig med ledelseskvalifikationer er kun en falsk deklaration af den virkelige vare: kønskvotering.

Nå, store drenge klynker ikke. Vi må jo hellere se at få det bedste ud af det, når nu Helle og Villy snart sidder i de røde ministerbiler. Hvis vi skal have kønskvoter i virksomhederne, hvorfor så ikke alle andre steder? Jeg ser gerne 50 procent kvinder i landets mandsdominerede tugthuse. Gerne 50 procent mænd på jordemoderskolen. Folketinget, der i dag er en varmestue for offentligt ansatte, burde have en kvote, der sikrer, at mindst 50 procent af medlemmerne har mindst fem års erhvervserfaring, hvilket heldigvis ville ekskludere ligestillingsordførerne Julie Rademacher (S) og Pernille Vigsø Bagge (SF). Og kun halvdelen af partilederne må være kvinder. Det ville da midt i al elendigheden løse et problem eller to.