GPS

Statistisk set

»Har du i øvrigt hørt det nyeste. Jeg troede, det var en skrøne. Det dér med, at afrikanske mænd i gennemsnit har en større diller end europæiske. Men det passer altså!«

Anna Libak.
Anna Libak.

Det er nok ikke kommet bag på nogen, at Rockwool Fonden forleden kunne dokumentere, at mænd i gennemsnit arbejder længere end kvinder.

Og det er nok heller ikke kommet bag på nogen, at Joachim B. Olsen (LA) mener, at biologiske årsager kan være en del af forklaringen: Kvinder vil hellere være hjemme hos deres børn end mænd.

Alligevel har Olsens udtalelser vakt voldsom ballade. Faktisk skal man formodentlig tilbage til dengang, hvor professor Helmuth Nyborg slog fast, at kvinder i gennemsnit er dummere end mænd, for at finde så mange sure reaktioner.

Selv forstår Olsen ikke, hvorfor kvinderne tager sådan på vej. For statistik er jo møntet på alle og ingen bestemt: Den er ikke personligt ment. Ja, måske tænker han endda, at kvinder er en lille smule irrationelle på det punkt. Det vil jeg give ham ret i. Dog med den tilføjelse, at også mænd reagerer stærkt på statistik.

Jeg ved det, fordi Helmuth Nyborg også påviste, at asiatiske mænd er mere intelligente end hvide mænd. Mens hans kollega, professor emeritus Richard Lynn fra Ulster Universitet, nåede frem til, at mænd fra det afrikanske kontinent er bedre udrustet genitalt end europæiske mænd. Statistisk set, naturligvis.

Men prøv så lige at småsludre om det ved et middagsselskab med bordherren. Prøv at sige halvhøjt, som jeg har gjort det et par gange: »Har du i øvrigt hørt det nyeste. Jeg troede, det var en skrøne. Det dér med, at afrikanske mænd i gennemsnit har en større diller end europæiske. Men det passer altså! Det viser en undersøgelse i tidsskriftet Personality and Individuel Differences. Til gengæld er afrikanerne så de dummeste intelligensmæssigt. Asiaterne er suverænt de klogeste på kloden, men de er til gengæld yderst beskedent udrustet. Så vi kvinder må desværre prioritere.«

Fra det tidspunkt går samtalen om hele bordet i stå. Og jeg kan garantere, at diverse tilstedeværende mænd i løbet af aftenen vil finde en anledning til mere eller mindre subtilt at gøre opmærksom på, at man faktisk godt kan have en stor hjerne og en stor diller i Vesteuropa. Og de gider ikke høre mig forsikre om, at der da ikke er noget galt med at have en lille diller. Det er jo biologi, og den kan man ikke selv gøre for.

Men selvfølgelig forstår jeg de mænd. For sagen er, at statistik, så korrekt den end er (og jeg tror skam på den), har det med at genere forventninger – eller i dette tilfælde måske mangel på samme.

Tag nu Nyborgs påstand om, at mænd er klogere end kvinder. Det dækker over meget forskellige intelligenskurver, idet kvinder som regel er middelbegavede, mens spredningen er større for mænd: De er enten idioter eller genier. Problemet er, at når du fortæller mænd generelt, at de er bedre begavet end kvinder, så er de dumme mænd for dumme til at forstå, at det ikke gælder lige for dem. Det gør livet surt for middelbegavede kvinder på arbejdspladsen.

Og når Joachim B. Olsen siger, at kvinder biologisk set hellere vil gå hjemme med deres børn, så giver han alle dovne mænd en biologisk undskyldning for ikke at tage slæbet på hjemmefronten, og han giver alle dovne kvinder en undskyldning for at blive borte fra arbejdsmarkedet og give den som mor med stort M.

Statistisk set slipper politikere ikke godt fra at udbrede sig om biologiske kønsforskelle.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.