Den ambulanceassistentuddannelse, som Kenneth Lübcke beskriver i sit indlæg gennemgik undertegnede i perioden 2008-10 ved EUC VEST i Esbjerg og den lader, som Lübcke også er inde på, en del tilbage at ønske. Især udsættes eleverne for alt for megen ubrugelig undervisning i emner, de aldrig vil komme til at udføre. På trods af, at hele autohjælpsmodulet er udtaget af redderuddannelsen med speciale ambulanceassistent undervises eleverne endnu i opstilling af affugtere og redning af bohave; ting de aldrig vil komme til at udføre. Det præhospitale lingua franca PHTLS, Prehospital Trauma Life Support - et amerikansk koncept til vurdering og behandling af traumepatienter, kommer først på uddannelsen til ambulancebehandler, om end PHTLS er basis for i hvert behandlingen af de traumatisk skadede patienter.

I abstraktionsniveau kalder det præhospitale område på kundskab og rutine nogenlunde svarende til hvad en politimand skal honorere på det ordenshåndhævende område. Det er i sig selv en pointe, at uddannelsen til polititjenestemand netop er blevet en professionsbachelor.

Uddannelsen til ambulanceassistent/redder har i sig endnu en masse reminiscens af forne tiders multifunktionelle falckmand, der kørte kranbil, flyttede køer, kørte til ildløs og endeligt kørte ambulance. På samme vis som alle øvrige grene af samfundet, er sådanne generalister noget hedengangent på godt og ondt og enhver tale herom hører til i mindestuerne. I det øvrige sundhedsvæsen er speciallægerne ikke længere interne medicinere, men endokrinologer, kardiologer eller andre subspecialer af et tidligere fagspeciale som netop intern medicin.

På ambulanceområdet lider vi under nok at have det sundhedsfaglige som beskæftigelse, men vi er uddannelsesmæssigt hjemløse, derved, at grunduddannelsen til ambulanceassistent (redderuddannelsen) foregår på en teknisk skole og organisatorisk er hjemmehørende under TUR (Transporterhvervets Uddannelsesråd), ambulancebehandleruddannelsen organiseres af Danske Regioner og foregår på social- og sundhedsskoler. Det giver et totalt fravær af synergi mellem præhospitalets tre uddannelsesniveauer: ambulanceassistent, ambulancebehandler og paramediciner.

Der er endnu en del subkulturer i det intrahospitale gebet som opfatter ambulancepersonalet som ”chauffører med udvidet førstehjælp” – og ikke uden grund. Vores formelle uddannelse er nemlig yderst lemfældig og vort kendskab til anatomi/fysiologi af kursorisk art.

I øjemed at få fagligt fodfæste, kan jeg som – indrømmet – nybegynder i det præhospitale, kun varmt anbefale at Kenneth Lübckes tanker nyder fremme.

Jeg er ambulance behandler. Jeg er også en af den slags mennesker som godt kan lide at gruble lidt over den verden jeg befinder mig i. Og jeg er kommet frem til at Formanden, for dansk ambulance råd har fat i noget af det rigtige.

Som jeg ser det, er vi i ambulance faget ramt af en stille stående udvikling.
For 20 år siden var en ambulance,groft sagt bare en kasse med en båre, der transporterede syge og tilskadekomne fra A til B. behandlingen var minimal og groft utilstrækkelig.
I 92' kom den første ambulance bekendtgørelse med krav til udd. og siden da, er det gået hastigt fremad. der har været en udvikling og vi er nu på et niveau, hvor der foregår en god og kompetent behandling i ambulancen og på skadestedet.
Problemet er bare at den udvikling er gået fuldstændig i stå, inden udviklingen er færdig.Der er blandt andet et hul i den teoretiske basisviden. Mens selve håndelaget er på plads.
Udviklingen bremses af unødvendige fagkampe, forældede strukture og præ-hospitale leders/regions politikeres holdninger. Der gør at vi har 5 forskellige service niveauer, pga de 5 regioner.
Det grundlag man hverver ambulance folk fra idag, har vist sig at være yderst velegnet til den præhospitale funktion. Det har enda vist sig at svære komplicerede kompetancer som intubation(region Nord), intra venøs administration af medicin, behandling af patienter med flere skader/sygdomme har ambulance mandskabet kunne administre til gavn for patienterne. Man har altså en gruppe af mennesker som har bevist at de kan beherske det praktiske aspekt i præhospitalt arbejde, som adskiller sig markant fra interhospitalt. Samt at de kan rumme et højere teoretisk basis niveua. Man har derfor en personale gruppe som er skræddersyet til arbejde udenfor sygehuset, som har bevist at de kan rumme og administrere indviklede kompetencer. Men som man har bremset udviklingen hos. Ikke nok med det, man har enda fremdyrket et uddannelsessystem hvor den personalegruppe ikke kan få merit på andre sundhedsfaglige uddannelser, og derfor er tvunget til at starte forfra, hvis der skal søges andre græsgange.
En virkelighed der er blevet meget aktuel efter ambulance udbuddene.

Med debat oplægget fra Dansk ambulance råd, vil den manglende udvikling komme i gang igen. En nødvendig udvikling tilpasset de nye præhospitale udfordringer og udviklings krav, den nye sygehus struktur giver.

Jesper Friis Pedersen
Ambulance behandler