Kommentar

Srebrenica – et folkedrab, vi ikke glemmer

Chokket efter massakren i eks-Jugoslavien institutionaliserede mindet om folkedrab og overgreb. 20 år efter Srebrenica vækker 11. juli stadig stærke følelser, når begivenheden markeres.

Serbiens premierminister Aleksandar Vucic måtte i lørdags forlade mindehøjtideligheden for 20-året efter massakren i Srebenica, da hans tilstedeværelse skabte uroligheder blandt tilskuerne, der kastede sten og flasker efter ham. Pårørende og familiemedlemmer til de 8.000 døde fra Srebinica i Bosnien-Hercegovina råbte ad repræsentanten fra Serbien, der deltog for at vise tegn på forsoning mellem de nu selvstændige republikker Bosnien-Hercegovina og Serbien. Foto: Ivan Sebalj/Reuters
Serbiens premierminister Aleksandar Vucic måtte i lørdags forlade mindehøjtideligheden for 20-året efter massakren i Srebenica, da hans tilstedeværelse skabte uroligheder blandt tilskuerne, der kastede sten og flasker efter ham. Pårørende og familiemedlemmer til de 8.000 døde fra Srebinica i Bosnien-Hercegovina råbte ad repræsentanten fra Serbien, der deltog for at vise tegn på forsoning mellem de nu selvstændige republikker Bosnien-Hercegovina og Serbien. Foto: Ivan Sebalj/Reuters

Der er datoer, man husker. Årstal, man mindes. Og så er der de begivenheder, som står printet ganske tydeligt i ens hukommelse. Man kan måske huske præcist, hvad man lavede på det pågældende tidspunkt. Man ser nogle billeder for sig, eller man kan genkende en lugt, en stemning, en følelse.

Det er sådan, det er med Srebrenica, ikke nødvendigvis for alle, men for mange. Og for min generation, der blev voksne i 1990erne, var Srebrenica noget, vi nok sent eller aldrig glemmer.

Mænd bag pigtrådshegn fem år efter Murens fald og det, som skulle have været en ny tid. Lig henslængt i skovene og gemt i massegrave som dengang under Holocaust. Tørklædeklædte kvinder med ansigter skjult i sorg og håbløshed. Og blå FN-mænd fra Holland, der intet stillede op over for det folkedrab, der igen var ved at finde sted i midten af Europa, 50 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig. For eks-Jugoslavien var det, som den kroatiske forfatter Slavenka Drakulic skriver i »De ville ikke gøre en flue fortræd«, en Stunde Null. For Europa blev det en brat opvågning efter flere årtiders skønhedssøvn i lun skygge af den kolde krig og kommunismen. Dette var Europa, og ingen så.

Ikke fordi, der ikke havde været advarsler. Eller fordi det, der skete i og omkring Srebrenica i juli 1995, opstod pludseligt og uden for kontekst. Men fordi selve karakteren af Srebrenica kom til at minde Europa om, at det som man troede udryddet med sejren over nazismen, i den grad fortsat eksisterede. Og intet gjorde man ved det.

Det bevidste forsøg på udslettelse af en bestemt befolkningsgruppe. Voldtægten. Volden. Råheden. Det mindede om noget, som Europa havde været vidne til tidligere, og som man netop i hele efterkrigstiden havde svoret, at aldrig skulle den form for forbrydelse finde sted igen. Eller rettere, aldrig mere kunne den form for forbrydelse finde sted igen nu, hvor nazismen var overvundet.

Men man tog fejl. Man glemte, at selvom det var nazisterne, der initierede folkedrabet på Europas jøder, så fik de hjælp af lokale håndlangere. Og man glemte, at Hitler havde henvist til udryddelsen af armeniere i sin legitimering af overgrebet på jøder. Man glemte, at kun få forsøgte at forhindre det.

Læs også: Serbiens præsident undskylder

Srebrenica førte derfor til en øget opmærksomhed i Europa, også rent politisk, på folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Man kan sige, at chokket efter Srebrenica ledte til en institutionalisering af mindet om ikke mindst Holocaust, men også andre folkedrab og overgreb på civile, som skal fastholde opmærksomheden på de potentielle mekanismer, der ligger i den europæiske nationalstatsdannelse, og som kan aktiveres under de rette omstændigheder.

I forbindelse med markeringen af 20-året for Srebrenica genlæste jeg vidnesudsagn fra retshøringer, og jeg genkaldte scener fra den dokumentarfilm, som filmmagerne Annette Kari Olesen og Katya Forbert har lavet om bosniske kvinders fortsatte stræben efter retfærdighed, »Voldtægt som krigsvåben«, som vi viste på DIIS i januar.

Og alt, både film, litteratur og vidneudsagn mindede umiskendeligt om noget af det, jeg for nylig har genlæst i forbindelse med 100-året for markeringen af det armenske folkedrab i 1915, som fandt sted i april. Den samme form for fornedrelse, for råhed, for brutalitet og vanvid. Det samme barbari.

Det var det, der var chokket. Den bratte opvågnen og påmindelse for Europa om, at denne type forbrydelse, udryddelsen af en specifik gruppe, som man med FNs folkedrabskonvention af 1948 og den voldsomme lære af Holocaust, som efterfølgende satte sig i europæernes bevidsthed først i forbindelse med Eichmann-processen i Jerusalem og siden bl.a. med den populære TV-serie »Holocaust«, mente at have udryddet på europæisk grund, blev ved Srebrenica gentaget og endda med Europa og de fredsbevarende FN-soldater fra Holland som paralyserede vidner.

Det var som et deja-vu og gjorde, at samtidens europæiske stats-og regeringsledere efterfølgende i 1999 – nærmest helt exceptionelt, når man tænker på den manglende europæiske enighed om bl.a. Ukraine – kunne finde fælles fodslag omkring Nato-interventionen i Kosovo.

Læs også: Mladic får udskudt sin retssag igen

Når vi i disse dage mindes 20-året for Srebrenica, er det for også fremover at være opmærksomme på forhold som dem, der var i Srebrenica. Det er derfor, at der såvel på europæisk plan som i FN-regi er indført en årlig mindedag for ofrene for Holocaust. I Danmark mindes vi både ofrene for Holocaust og ofrene for andre folkedrab 27. januar. Og det har vi gjort siden mindedagen blev indført i 2003.

For ofrene og deres efterkommere er det at mindes en anerkendelse af de overgreb, som de blev udsat for.

For os andre er det en evig påmindelse om de mekanismer, der fører til den type forbrydelser, selv når vi begynder at glemme. Srebrenica skete. Holocaust fandt sted. Overgrebet på armenierne og også andre kristne mindretal i det osmanniske rige under Første Verdenskrig er en realitet. Det skete. Og det kan ske igen. Det er derfor, vi mindes. Som en advarsel.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.